kritik

“Det er jo lidt snyd…!”

Af
4. december 2015
Anmeldelse af Bent Sørensen/Peter Asmussen: Sounds Like You

En af mine venner havde tilfældigvis hørt indspilningen af Peter Asmussens og Bent Sørensens værk Sounds Like You, lige før jeg fik at vide, at jeg skulle skrive denne anmeldelse. Han var meget begejstret for indspilningen og for stykket, men blandt hans reaktioner på oplevelsen var der altså også denne følelse af, at “det er lidt snyd”. Vi talte om stykket, som jeg godt kendte. Da jeg kort efter blev tilbudt at skrive anmeldelsen, kunne jeg ikke lade være med at have hans bemærkning i baghovedet.

Musik og Tekst
Min ven er dramatiker, og vi har samarbejdet om flere musikteaterforestillinger. Det har naturligt nok medført, at vi har en uophørlig samtale om, hvad tekst og musik gør for (og mod) hinanden, og om hvordan musik kan arbejde sammen med tekst i dramatisk handling eller scenisk fortælling. Jeg kunne forestille mig, at komponisten Bent Sørensen og forfatteren Peter Asmussen har haft nogenlunde den samme slags samtale kørende. Uden at gætte på, hvad Asmussen og Sørensen taler om, og uden at kede jer med, hvad min ven og jeg taler om, kan jeg sige, at tekst og musik er et kompliceret og ikke uproblematisk søskendskab! Indlysende er det i sange af Franz Schubert Joni Mitchell, C.V. Jørgensen med mange flere, at musik og tekst sammen kan danne en intens, betydningsmættet helhed. Oplagt er det, at musikken er en sprudlende og dragende drivkraft i operaer af Mozart og Puccini, og en suggestiv, ulmende underbygning af det episke drama i Wagners musikteater. Men mange gange er det faktisk rigtig, rigtig svært umiddelbart at begribe, hvorfor en bestemt tekst, en bestemt handling eller en bestemt fortælling overhovedet skal forsynes med musik.

Når man f.eks. skal skabe en opera, kan spørgsmålet om musik/tekst - som man måske har haft en lang lommefilosofisk samtale om - pludselig blive skræmmende konkret: Der skal laves en tekst, som udlægger operaens handling som noget, der udspiller sig mellem operaens karakterer. I opera skal sangerne synge, og det lyder åndssvagt at synge uden ord. Men på den anden side: Hvis man nu har en tekst, som i sig selv fortæller handlingen, hvad er det så, der retfærdiggør, at den også skal tilsættes musik – altså udover at man skal lave en opera? Og omvendt, hvorfor skal musik, som forhåbentlig i sig selv er stemningsfuld og medrivende, kombineres med en tekst, så vi hele tiden leder efter betydninger i ordene, eller bruger alle vore kræfter på at forstå ordene, så vi ikke hører musikken?

Som komponisten Bent Lorentzen lakonisk skriver det i sin bog om musikdramaturgi 1: ”[sunget musik + dramatik = opera]”, og han fortsætter ”NB læg mærke til at tekst ikke er medtaget i formlen! Teksten i en opera er mere at betragte som støtte for sangerne end som hjælp for publikum.” Det er påfaldende, at muligheden af, at teksten i sig selv kunne være betydningsbærende slet ikke er medregnet. Selvom det umiddelbart kan synes som noget af en desavouering af teksten og af dramatikerens arbejde, så svarer det vel i virkeligheden meget godt til den måde, man faktisk oplever opera på: Når det virker godt, så oplever man sunget musik – ikke sungen tekst. I det samlede udtryk i en opera er det, når det er godt, som om ordene forsvinder ind i musikken og næsten bliver overflødige. Hér kunne man måske overfor Bent Lorentzens lidt hårdt reducerede formel indvende, at sunget musik som regel hænger dybere sammen med tekst, end at teksten er støtte til sangerne, De gode ord til sang, er som regel på en måde musik i forvejen. Som jeg lidt hurtigt påstod ovenfor, og som jeg heller ikke skal gå dybere ind i hér, så virker det faktisk i de fleste sammenhænge mærkeligt, hvis en sang ikke har ord til.

Under Himlen
I de fem intermezzi der er en del af operaen Under Himlen (som jeg var så heldig at opleve, da den spillede i sin tid), som indleder Sounds Like You-CDen, er det lykkedes: Sørensens musik og Asmussens tekster mødes i et slags slægtskab i selve måden at udtrykke sig på. Tekst og musik ’går op i hinanden’ på den elementære måde, at det næsten virker, som om de falder i ét. Udtrykket er højspændt følelsesladet, fyldt med henvisninger til historie, til tid, til sig selv, men samtidig med en syntaks, som er splintret, kalejdoskopisk og næsten surreel. Som om man befandt sig i en slags spejlsal, hvor musikkens og sprogets mening hvirvles rundt, forstærkes og forvrænges, og truer med at opløse sig. De to sangere, Signe Asmussen og Lore Lixenberg, synger flot; Signe Asmussen mest i en melankolsk, folkesangsagtig tone, Lore Lixenberg i en imponerende virtuos, næsten instrumental, stil.

Det er en ganske kompleks, mangefacetteret og undertiden subtil måde, tekst og musik udfolder sig på. Man bliver svimmel. Det kan være svært at høre ordene – og tonerne og klangene er overvældende og ekstreme, så man indimellem synes, at det godt nok er svært at forstå. Men jo mere man er sammen med musikken, jo mere indbyder den til, at man lader sig rive med. Efterhånden som jeg lytter mig ind på musikken, kommer jeg til at tænke, at jeg nogle gange lider af en mærkelig ’forstå-syge’: Måske er det bare, fordi det er nyt, og fordi det er en kendt, nulevende forfatter, der har skrevet teksten. Og fordi musikken er så ’avantgarde’ i sine udtryksmidler, med glissandi, utraditionelle spilleteknikker, flimrende forskydninger i rytmik og metrik osv. Så kommer jeg til at tro, der er en eller anden dybde, der skal loddes –en betydningsfuld betydning, der er gemt, og som jeg burde være klog nok til at finde. Men som i anden god musik(dramatik) behøver betydningen jo ikke ligge i andet end, at man suges ind og lever med.

Sounds Like You
Sounds Like You er et helt anderledes tekst/musik-værk af Asmussen og Sørensen, som på en genial måde undviger spørgsmålet om, hvad tekst og musik gør med og for hinanden. Og det er måske dét, der samtidig “er lidt snyd...”. For teksten handler simpelthen om musikken. Og omvendt, kunne man sige. For i og med at teksten eksplicit synes at henvise til den musik, der spiller, kommer musikken uvægerligt også til at virke som et slags produkt af, at der tales om den. Det lyder måske lidt indviklet, men det er det ikke. På overfladen er teksten en kærlighedshistorie, der oprulles i en dialog mellem en kvinde og en mand. De befinder sig i en koncertsal. De taler om musik, de hører, og musik de har hørt ved andre, tidligere koncerter, hvor de har mødt hinanden. De taler om, hvad der er sket imellem dem ved koncerterne og i tiden imellem koncerterne. Nogle gange taler de til hinanden, nogle gange taler de til sig selv, og nogle gange er det, som om de taler til os, der lytter. Ved værkets opførelse er kvinden og manden repræsenteret af to skuespillere, der rent faktisk befinder sig i den koncertsal, hvor vi lytter til værket. På en forunderlig måde føles det, som om man bliver et direkte vidne til kærlighedshistorien, fordi man er der og hører det samme, som de hører. Og musikken, der spilles, bliver en fuldstændigt integreret del af kærlighedshistorien.

Mærkværdigvis fungerer det altså også rigtig godt på indspilning. Der er det forunderlige ved at lytte til indspilninger, at man ligesom kan genskabe det hele inde i hovedet, når man hører det. Visse rumlige effekter fra opførelsen kan man ikke rigtig få en fornemmelse af, men det ødelægger ikke oplevelsen af, at det er som at være der selv. Sjovt nok var det først, da jeg hørte bifaldet til sidst, at jeg blev opmærksom på, at der altså er tale om en liveindspilning fra en koncert i Radiohusets Koncertsal. Jeg har ikke forstand på den slags, men det forekommer mig umiddelbart at være en flot teknisk præstation at få den komplekse koncertopførelse til at fremstå så nærværende og levende på indspilningen. 

Iscenesættelse af koncertsalen
Værket er, som det oplyses i de vældigt inspirerende cover-noter til CD’en, et udtryk for, at Bent Sørensen i de seneste år har ”interesseret sig for konceptuelle og grænsesøgende udtryksmidler [...] Nu i en forunderlig hybrid mellem koncertsal og musikteater.” Der er egentlig ikke noget grænsesøgende ved udtryksmidlerne i Sounds Like You. Men værket er på sin egen måde grænsesøgende. Det søger grænsen for, hvad musik og tekst kan sammen. Og på den måde er det også et konceptuelt værk: Værket er den geniale idé at sætte ord og musik sammen på den måde. Det kunne muligvis godt i visse aspekter have været gjort anderledes, men alligevel kan jeg ikke forestille mig et nyt værk, som udtrykte sig på samme måde, som ikke ville være en efterligning. Noget af det mest forunderlige ved værket er faktisk, synes jeg, hvor pædagogisk og tilgængeligt det er. Man kan næsten se det som en original form for musikformidling. Ligesom gode TV-programmer om natur, hvor man ser, hvad dyrene foretager sig, samtidig med man hører (og måske ser) en begejstret fortæller. Her kan det vi ser, blive til en dramatisk beretning om dyrenes liv, som dyrene selv udspiller for os, fremfor bare at være filmoptagelser af nogle dyr.

Koncertsalen er i forvejen et lidt underligt meta-rum. Tænker man over det, kan man godt forbløffes over, at der på så kort tid er etableret så stærk en kulturel konvention om at have disse rum, der indrammer musikkens tidsrum. I koncertsalen lytter man til dem, der spiller. Det er rummets eneste funktion, og ideen er, at det er musikken selv, der kan og skal skabe al betydning i rummet. Koncerter i koncertsale kan sikkert virke fremmedgørende for nutidsmennesker. Udover at musikken fylder vort lydrum på mangfoldige måder, så lytter vi nutildags mest til musik på en mere privat måde. Vi sætter vores høretelefoner i ørerne og lytter til det, vi har lyst til, når vi har lyst, og så længe vi har lyst. Det overhovedet at skulle være sammen med nogen, der spiller musik, hvor den eneste gyldige grund til deltagelse er andagtsfuld lytning, vil være mærkeligt for mange. I Sounds Like You, er det imidlertid indlysende givet, hvorfor vi skal sidde stille og lytte. Metarummet, koncertsalen – ikke det fysiske rum i sig selv, men det imaginære, andagtsfylde rum, som indrammer musikkens betydningsfuldhed – er iscenesat for os. Vi er optaget af, hvad der sker med de to mennesker, vi er sammen med, og som opruller deres kærlighedsliv for os. Og vi er optagede af, hvad de lytter til, og hvorfor, og hvad det gør for dem. Gennem dem lever vi os ind i situationen: at være til koncert i koncertsalen.

Man siger normalt at en af forskellene på sprog og musik er, at man kan tale om sproget i sproget, men man kan ikke musicere om musikken i musikken. Musikken kan ikke henvise til noget – altså heller ikke sig selv. Men i dette værk er det alligevel som om musik og tekst gensidigt henviser til hinanden. Ikke på nogen kritisk eller undersøgende måde, kun på den måde, at de hele tiden ligesom gør opmærksom på hinanden. Det er nok lidt snyd... For der er noget mærkeligt hypnotisk over det. Samtidig med at man hele tiden gøres opmærksom på, at alting betyder noget i den forunderlige dialog mellem tekst og musik, kan man godt pludselig komme i tvivl om, hvad meningen med det egentlig er. Manden i Sounds Like You taler på et tidspunkt om sit liv, og siger:

“Til sidst bliver alting alligevel til et ornament. Til pynt. Befriet for følelse. Befriet for angst. Befriet for mening, for ophør. For Død. Det er der bare uden mening for at fylde et tomrum. Som musik."

Man kan komme til at spekulere på, om det er en livsfilosofi, eller om det er en musik/kunstfilosofi. Eller begge dele. Det ændrer ikke ved, at Sounds Like You er en stærk musikalsk oplevelse.

  • 1. Lorentzen, Bent (2012) Musikdramaturgi, Ed. Wilhelm Hansen, s. 73: Bilag 2 Filosofi om musikdramatik