Når man nedlægger et symfoniorkester, udfaser man samtidig kunstværker

”DR slukker for underholdningsorkesteret”. Jeg ser overskriften på min telefon i en mødepause mandag d. 8. september. Chokerende. I næste pause er meddelelsen med den respiratorassocierende overskrift delt utallige gange på Facebook, og jeg ser mine venners kommentarer – læser hvordan chokket giver nye overskrifter af sig. Jeg deler selv artiklen, og senere på dagen skriver jeg et statement, en pressemeddelelse på vegne af både Dansk Komponistforening og de to søster-autor-foreninger, DJBFA og DPA. Hvorfor lukker man noget der virker? 

”DR slukker for underholdningsorkesteret”. Som var det noget, der var holdt kunstigt i live; men hvorfor slukker man for underholdningsorkesteret netop nu? Hvorfor ikke sidste år eller for 10 år siden?

”I kan undværes, og I har altid kunnet undværes”

Der er mennesker i orkesteret; men de mennesker er nogle af de bedste musikere i vores land. De spiller ikke dårligere nu end for ét eller 10 år siden. Tværtimod. Orkesteret har aldrig været bedre; men når man bare skærer dem bort på et tidspunkt, hvor de blomstrer mere end nogensinde, svarer det til at sige: ”Det I kan, er vi ret ligeglade med, og det har vi egentlig altid været, for I kan undværes.” De mennesker (om det er DR’s bestyrelse eller folketingspolitikere er i den her forbindelse fuldstændigt ligegyldigt), der har ført den store kniv skriger til alle DRUO’s musikere, og skriget går videre til alle danske musikere og hele musiklivet: ”I kan undværes, og I har altid kunnet undværes”. I er blevet holdt kunstigt i live af vores økonomiske respirator, og vi slukker for den respirator, når det passer os.

DRUO er ikke en maskine. DRUO er totalt levende og kunstnerisk så langt fra at have behov for en respirator, som man kan være. DRUO er ikke en virksomhed, som kan måles på økonomisk bæredygtighed. DRUO består af individuelle kunstnere, musikere, som har skabt et hele. De har skabt kunst, og det ville de blive ved med, men det er ikke det, de er blevet dømt på – dømt ude på. I alle de forklaringer, bortforklaringer, analyser og undskyldninger der er kommet frem som forsvar for lukningen af DRUO, har jeg ikke et eneste sted set og hørt nogen udtale sig om orkesterets elendighed. Ikke et eneste sted set og hørt forklaringen fra beslutningstagerne om, at lukningen skyldes, at orkesteret kunstnerisk set ikke var godt nok. Ingen kan sige det, for alle ved, at det ikke er rigtigt. Alle kan de stå på mål for økonomiske besparelser og omstruktureringer men det kunstneriske, er der ingen der går ind på.

Hvis jeg var en af musikerne i DRUO ville jeg tænke: ”Hvad har jeg gjort forkert? Jeg troede, at det, vi blev målt på, var vores kunstneriske kvaliteter.” Og de har intet gjort forkert. De har gjort mere, end det de skulle. De har fået rejst DRUO til at være et vidunderligt kammerorkester. Dertil rækker den kunstneriske bedømmelse, men pludselig en dag – for en uge siden, så er det kunstneriske totalt ligegyldigt, for nu handler det ikke mere om kunst, nu handler det om økonomi.

[...] slukningen af Underholdningsorkesteret er det ultimative eksempel på at kunstneriske visioner og kvaliteter totalt kan tilsidesættes [...]

Når kunstneriske krav og drømme møder, og bliver kørt over af, økonomisk tænkning og virkelighed, har kunsten aldrig en chance, og slukningen af Underholdningsorkesteret er det ultimative eksempel på at kunstneriske visioner og kvaliteter totalt kan tilsidesættes, når de skal ses på med økonomiske briller. Når det handler om økonomi, er der ingen som helst argumenter for ikke at nedlægge DRUO. Der er ingen argumenter for ikke at nedlægge de andre orkestre i DR og i resten af landet og hele verden. Der er ingen argumenter for ikke at lukke Det Kongelige Teater, og ud fra økonomiske argumenter er der intet til hinder for, at vi i næste uge ser overskriften; ”Det Kongelige Teater slukker for operaen”. 

Nu er det gjort! Nu har den økonomiske fornuft gjort det uden at ryste på hånden. Nu er det helt klart, at de tilbageværende orkestre og ansatte musikere i Danmark når som helst kan blive fjernet. Nu står det helt klart, at musikere og orkestre kan spille lige så fantastisk de vil, skabe den største kunst og få musikken til at svæve og flyve. Det nytter ingenting, når de i virkeligheden eksisterer på nåde og fromme i en hel anden verden, hvor kunsten aldrig er første prioritet.

Nu er det gjort – men stopper det her? Nedlæggelsen af DRUO kan skabe uhyggelig præcedens og dominoeffekter. Konservatorierne – skal vi beholde dem? Skal vi uddanne musikere i det hele taget? Det er for dyrt at uddanne dem og når de kommer ud fra konservatoriet, bliver de nye økonomiske belastninger.

Musik er levende. Musik bliver aldrig færdig. Musik er ikke som billeder, der kan placeres på et museum eller bøger der billigt kan gentrykkes og købes i boghandlere og lånes på biblioteker.

Musikken – er det ikke bare for dyrt med alle de symfoniorkestre? Jo – det er på én gang  alt, alt for dyrt og alt, alt for fantastisk. I symfoniorkestrene slår økonomiske og kunstneriske betragtninger hovederne imod hinanden, for det er frygtelig dyrt at opretholde orkestre, hvis de skal leve op til de kunstneriske krav, vi forhåbentlig alle ønsker. Men de skal blive ved med at være der – alle sammen, for den kunst, den musik de udøver, skal genskabes igen og igen. Musik er levende. Musik bliver aldrig færdig. Musik er ikke som billeder, der kan placeres på et museum eller bøger der billigt kan gentrykkes og købes i boghandlere og lånes på biblioteker. Men musik er ligeså vigtig en kunstart som litteratur og billedkunst, og ingen af os vil kunne leve med en fornemmelse af og viden om, at vores oldebørn ikke vil kunne opleve en symfoni af Beethoven og Stravinskys Sacre igen og igen. Derfor er det en dyr kunstart; men det er en kunstart som skal leve. Når man nedlægger et symfoniorkester, udfaser man samtidig kunstværker.

DR er ved at gøre sig selv mindst ligeså undværlige, som de forsøger at bilde os ind at DRUO er. De er ikke bare ved at save en gren af musiklivet; de er ved at save den gren over, de selv er båret af. 

Det er en forpligtelse overfor befolkningen, kommende generationer og kulturarven.

DR's forpligtelser – og jeg kan næsten ikke få det over mine læber og taster, for de er efterhånden fuldstændigt udhulede – som kulturinstitution er deres eneste eksistensberettigelse, og det er ikke en forpligtelse over for kunst og kultur, over for kunstnere og orkestre. Det er en forpligtelse overfor befolkningen, kommende generationer og kulturarven.

Der er gået en uge siden musikkens og Underholdningsorkesterets sorte mandag, og når der er gået endnu en uge, har jeg været med orkesteret i Oslo til Ultima Festvalen. 

D. 31. maj uropførte de sammen med Katrine Gislinge mit værk, ”Mignon Papillons”. Dengang i maj var det en vidunderlig leg. Musikerne! De skabte min musik. De var entusiastiske, nærværende, smilende og fantastisk gode. Jeg sidder nu – mandag aften - på Engelsholm. Er lærer på et kursus for rytmiske komponister, og jeg ser frem og tilbage. På trods af alt det her glæder jeg mig som et barn før juleaften, til at jeg skal høre orkesteret i Oslo på lørdag. Det bliver en anden rejse, end jeg havde forestillet mig, men min glæde ved den kunst vi skaber sammen kan end ikke økonomiske kalkulationer ødelægge. Jeg ser på Facebook, at jeg kan gå ind og støtte orkesteret økonomisk – være med til at opretholde dem som orkester, og jeg gør det gerne, selvom jeg mener, at det er et skråplan at begynde at selvfinansiere på den måde.

Skal vi ikke skabe en kæmpebunke af værker – små genialiteter – en skat, der selvfølgelig bare kan undværes?

Er det virkelig vores opgave at påtage os DR’s forpligtelser? Men måske er det den rigtige provokation! I virkeligheden er det musikken, jeg tænker på. Ser DRUO’s musikere for mig og hører for mig, at de spiller; og det slår mig nu: Jeg vil ikke kun følge økonomien og betale til orkesteret – det vil jeg også; men jeg vil også følge kunsten og skrive musik. Jeg vil simpelthen lige her og nu gå i gang med at skrive et værk til Underholdningsorkesteret. Det skal være det bedste værk, jeg nogensinde har skrevet, og ligesom Underholdningsorkesteret kan det undværes, og hvis orkesteret bliver nedlagt, vil mit værk også være nedlagt. Men det er jo ikke nok med at jeg gør det. Skal vi ikke alle – alle komponister fra alle hjørner hver skrive et værk til DRUO? Det behøver ikke være langt. Det kan være den smukkeste sang eller den korteste lyd. Skal vi ikke skabe en kæmpebunke af værker – små genialiteter – en skat, der selvfølgelig bare kan undværes?