Musik for isterninger

Vi går lige på og hårdt. Scenen er Koncertkirken på Nørrebro i København. Den svenske cellist Alexandra Hallén spiller solokoncert under den mystiske koncerttitel »Chunky and Funky«, tilsyneladende uden en helt klar rød tråd for de ni værker i det varierede program.

Aftenen starter i grænselandet mellem musik og performance med Simon Løfflers Graduale (2009), der i en video introduceres af komponisten selv: »Den optrædende skal holde sig stramt om ørerne og synge, så lyden næsten forsvinder for det indre øre,« lyder det. Idéen er, at man bliver tilskuer til en sang, der ikke opføres for publikum, men for performeren selv.

»Den optrædende skal holde sig stramt om ørerne og synge«

Alexandra Hallén sætter sig på en stol på gulvet, klemmer sig om ørerne og begynder at synge den otte minutter lange sang, der skal vise sig at være programmets mest tonale indslag.

Den folkeviseagtige melodi er så lavmælt, at den til tider næsten overdøves af summende køleskabe i baren. Det eneste, der afslører, at der er tekst til melodien, er de sporadiske ‘s’-lyde, der står særlig tydeligt i kirkens rumklang. Ellers hører jeg blot en svag, men næsten sinusklar melodi.

Man får fornemmelsen af at befinde sig langt inde i Halléns intimsfære, så alle i publikum holder vejret; selv den mindste bevægelse eller forhastede vejrtrækning forstyrrer det intime rum, vi er inviteret ind i.

Det er en lettelse, da Hallén smilende rejser sig for at hente sin cello og vi igen kan trække vejret. Løfflers Graduale er både en musikalsk, social og kropslig oplevelse for lytteren, og fordi man i så høj grad føler sig involveret i opførelsen, er det meget virkningsfuldt.

Skurrende cellomusik
Det smukke værk bliver efterfulgt af et mere uskønt, Jexper Holmens Gennemgribende tungt strukturskabende cellosonate (2018) med store spring og krævende intervaller.

Opførelsen ser ganske rigtigt krævende ud, men forekommer mig mest af alt at være en unuanceret serie af vilkårlige intervaller, der kun få gange afviger fra fortissimo.

»Stykket er ikke helt færdigt«

Herefter følger Cadenza (2013) af Christian Winther Christensen, der selv er til stede og styrer elektronik og lyd sammen med komponistkollegaen Lasse Schwanenflügel Piasecki.

»Stykket er ikke helt færdigt,« lyder det i præsentationsvideoen, før Hallén går i gang med at spille.

En percussiv arpeggio spillet med buens bagside udgør hovedtemaet, som gentages og udvikles. Arpeggioen bliver hurtigt til et cellostudie, der omfatter visken på strengene, knoer på gribebrættet, et væld af overtoner, små melodiske passager og meget mere.

Derfor kommer det også bag på mig, at Cadenza ikke virker fragmentarisk, men helstøbt og sammenhængende, imens værket demonstrerer stor teknisk kunnen fra solistens side.

Alexandra Hallén under opførelsen af Christian Winther Christensens »Cadenza«. © Toshie Takeuchi

Under nul
Herefter sker igen et genreskift mod det mere performative.

Hallén præsenterer sit eget værk With Ice and Human Instruments (2019) som et forsøg på at nå publikum gennem kropslige oplevelser og skrive virkeligheden ind i kunsten.

Indledningsvis berører han dem kun flygtigt med isterningerne

To menneskelige instrumenter – en kvinde og en mand – skal lægge krop til, mens en performer ‘spiller’ på dem med isterninger. Som jeg forstår det, kvalificerer instrumenterne sig primært ved ikke at have deltaget før: »Lad os se, hvad det frembringer i aften!« siger Hallén.

Mellem de to instrumenter med bar overkrop – kvinden Anne Kirstine Eisensee og manden James Avery – sidder værkets performer, Mikkel Egelund, med en stor skål isterninger.

Indledningsvis berører han dem kun flygtigt med isterningerne. Hos manden resulterer det i kraftige gisp, og hos kvinden en sammenbidt modstand mod at give lyd fra sig.

Berøringerne bliver længere, og kvinden bliver mere højlydt, mens manden giver mindre lyd fra sig. De reagerer forskelligt, og det er netop forskellen, der er i fokus; især da performeren med isterninger i hænderne griber hårdt omkring livet på sine velvillige instrumenter og klemmer sig ind imellem deres skuldre, hvor han forbliver i flere minutter.

En småbanal undersøgelse af menneskers opførsel i en situation, der – modsat hensigten – er langt fra virkeligheden

Det fremtvinger først tunge vejrtrækninger og sidenhen latter fra manden og dernæst fra publikum. Situationen er absurd, og det synes instrumenterne også. Det er ikke til at sige, om James Avery overdriver, eller om Anne Kirstine Eisensee kæmper for at holde lydene tilbage, og sådan viser værket en menneskelig forskellighed: dels i de klinisk belyste og meget forskellige kroppe, dels i deres reaktioner og den måde, de påtager sig rollen som instrument på.

Oplevelsen står tilbage som en småbanal undersøgelse af menneskers opførsel i en situation, der – modsat hensigten – er langt fra virkeligheden, men som tåler gentagelse, fordi det givetvis vil forløbe anderledes med nye instrumenter.

Fangeleg for én
Nu dukker Simon Steen-Andersen op i en video og forklarer, at han som koncertgænger fokuserer lige så meget på performance som på lyd. Derfor er hans Study for String Instrument #1-3 (2007-11) et forsøg på at udligne og balancere forholdet mellem de to begreber.

Det første af studierne byder på store glissader, der udnytter gribebrættets og buens yderligheder. Lydene er grove, grynede og uraffinerede, men tvinger Hallén ud i store åbne og lukkede, omklamrende positioner, som senere erstattes af mere gyngende bevægelser, i takt med at andre måder at spille glissandoet på udforskes.

Det er mere koreografi end musik, og netop dét er vist pointen.

Opførelsen af Simon Steen-Andersens »Study for String Instrument #3« står ikke helt skarpt. © Toshie Takeuchi

I det næste studie forsøger Steen-Andersen at skabe en diskrepans mellem det performede og det klingende ved at bruge en whammy-pedal. Efter instruktioner i partituret skal den modsvare celloens glissandoer, så et opadgående glissando på celloen ikke ændrer tonen i højttalerne og på andre tidspunkter bliver dobbelt så langt som forventet.

Det er en teknisk præstation, fordi pedalens glissando ikke er lineært, og desværre forstyrrer det, at man tydeligt kan høre både den akustiske og den modulerede lyd.

Den præcision er afgørende, når det skal se ud, som om Hallén spiller med en spejlvendt udgave af sig selv

Det sidste af de tre studier er en duet, hvor Hallén spiller sammen med en præproduceret video af sig selv. Videoen, der inkluderer et lydspor, bliver projiceret op på Hallén, mens hun spiller.

Først bevæger hun sig synkront med sit video-jeg, inden de langsomt forskydes ud af fase og begynder at drille hinanden i en slags tagfat, hvor Hallén forgæves forsøger at indhente præproduktionen, der nægter at følges ad.

Det bliver endnu mere komisk, da celloen placeres i »guitarstilling«, som det hedder i partituret. Her bevæger cellisterne sig igen synkront og senere i »spejlvendt guitarstilling, nøjagtig vandret«. Det kniber dog med at holde celloen perfekt vandret, og netop den præcision er afgørende, når det skal se ud, som om Hallén spiller med en spejlvendt udgave af sig selv.

Opførelsen virker uskarp, og det hjælper ikke, at rummet er for lyst til, at videoen står tydeligt på lærredet.

Den kunstige forståelse
Aftenens sidste programsatte værk er Alexandra Halléns eget og bærer titlen Monologue (2019).

Teksten, forklarer hun, er en virkelig beretning fra en pige, der mistede sin familie i Syrien. Hallén slår fast, at hun vil forsøge at bevare sorgen, kulden og indignationen i sin fremførelse.

»I couldn't stop crying,« siger hun og skærer en håndfuld løg i skiver

Hun står alene på gulvet og fortæller med monoton og apatisk stemme historien om, hvordan hun og hendes familie var nødt til at flygte. »I couldn't stop crying,« siger hun og skærer en håndfuld løg i skiver.

Hun fortsætter grimasserende, men monotont historien, og ved sætningen »As we walked it got colder and colder« afklæder hun sig og sætter sig i et kar med is midt på gulvet. Med let skælvende stemme fortæller hun videre, mens hun stiller sig frysende og nøgen midt på gulvet.

»It is hard for me to understand why we could not stay,« siger hun til sidst, mens hun spiser en citron.

Der hakkes løg! Alexandra Hallén i færd med sit eget værk »Monologue«. © Toshie Takeuchi

Monotonien og de bevidst mislykkede forsøg på at tilnærme sig de følelser og oplevelser, en flygtning gennemgår, gør det tydeligt, at værket er en kommentar til Vestens forhold til flygtninge.

Aftenens celloværker står tilbage som en slags pligtskyldig opvejning for den performancekunst, som lader til at være Halléns hjertebarn

Vi forstår dem ikke, og det understreges af Halléns kunstige sorg, kulde og indignation. Værket, der er entydigt politisk, efterlader mig i sidste ende upåvirket, og måske er det meningen.

Med et ikke-programsat ekstranummer, Giacinto Scelsis Ave Maria-sats fra Three Latin Prayers (1972), afslutter Alexandra Hallén cellokoncerten i en for aftenen atypisk og forfriskende simpel, tonal og messende stil.

Dette sidste værk gør det ikke lettere at finde en rød tråd i programmet, og aftenens celloværker står tilbage som en slags pligtskyldig opvejning for den performancekunst, som lader til at være Halléns hjertebarn.