Vintermelankoli som debatdræber

Titlen på Eyvind Gulbrandsens Aeroe Christmas Carol er selvbiografisk. En hentydning til, at han bor på Ærø og har komponeret stykket ved juletid. Han har beskedent lagt musikken ud på nettet uden at gøre meget reklame for det, men det ligger der (opd.: Musikken lå på Myspace, men er ikke længere tilgængelig, red.), så alle frit kan lytte til det.

Stykket er et såkaldt tonedigt. Altså en musik, der mere eller mindre specifikt forestiller eller skildrer ét eller andet. I dette tilfælde får vi blot at vide, at det har med julen og Ærø at gøre.

Men musikken lægger op til, at man fortolker den som en melankolsk stemningsmusik, der skildrer vinterens og ølivets tungsind og isolation. Stykket udfolder sig i et godt 17 minutter langt forløb i langsomt tempo og er præget af bløde og udflydende klange, der langsomt toner over i nye klange af samme karakter. Bratte dramatiske overgange er der ingen af.

Klart fokus

Det kunne lyde som et temmelig konturløst stykke musik, men det er det ikke. Både lydbilledet og det kompositoriske forløb har et gennemgående fokuspunkt i form af en akustisk guitar, der er placeret i forgrunden. Guitaren kredser stykket igennem omkring et lille tonalt motiv på blot en håndfuld toner, og motivet ændrer hele tiden form, ved at nye toner kommer til.

Det kunne lyde som et temmelig konturløst stykke musik, men det er det ikke

Resten af musikken smyger sig tæt op ad guitaren: Dens strengelyd kondenseres i flader af mandolinagtig knitren, og dens udklang forlænges i det uendelige af lange ambientagtige rumklange og ekkoer, der forplanter sig i konstant varierede mønstre og vandrer rundt mellem de to kanaler.

Også selve guitarens toner tages i behandling af de lyde, der omgiver den. Tonerne fra dens enstemmige melodi får lov at blive hængende, så der opstår forskellige akkorder, og lydlandskabet i baggrunden imiterer ekkoagtigt dens motiver i hurtigere og langsommere tempi, så der opstår raffinerede forskydninger.

Kedelig klangæstetik, tandløs tonalitet

Dette kunne være så godt og er det sådan set også. For man har jo alt dette at lytte til, når man hører Gulbrandsens stemningsbillede. Hele tiden sker der noget nyt. Så de godt sytten minutter, stykket varer, føles ikke lange.

Problemet er bare, at Aeroe Christmas Carol æstetisk set er kedelig. Blide strengeinstrumenter med masser af rumklang lyder smukt. Men det er så nemt at klimpre et par toner på en guitar og køre det igennem en rumklangsmaskine, at det er gjort et væld af gange. Så det resulterer i en skønhed, jeg kender så godt, at jeg ikke får noget ud af at blive gjort opmærksom på den.

Det resulterer i en skønhed, jeg kender så godt, at jeg ikke får noget ud af at blive gjort opmærksom på den

Der er ingen kanter på guitarens melodi, der er klart tonal og fortrinsvis bevæger sig i konsonerende intervaller. Indimellem opstår der blide dissonanser, når ekkoer og rumklange forlænger og efterligner dens toner, men de kan næppe overraske eller udfordre selv det mest sarte øre.

Smuk musik kan sagtens være interessant. Men det kræver, at musikken enten afslører en skønhed, hvor man ikke allerede vidste, at den fandtes. Eller at den får en til at se en skønhed, man allerede kendte, på en ny måde. Og Aeroe Cristmas Carol gør ingen af delene.

Hvorfor denne snak om jul og Ærø?

Et andet problem er, at hentydningerne til Ærø og til julen i stykkets titel ikke bliver brugt til noget. Jeg hører hverken ting i musikken, der har det mindste at gøre med stedet eller med årstiden. Aeroe Cristmas Carol kunne såmænd fint passere som en efterårsvignet fra Lolland.

Jeg kommer til at tænke på nogle frustrerende situationer, jeg nogle gange har oplevet i debatter og andre samtaler. De tilstedeværende har en masse interessant at sige. Men det får de ikke lejlighed til. For der er én person, der hele tiden tiltvinger sig ordet for i forslidte floskler at brodere over ting, som alle godt ved i forvejen.

Og det er omtrent sådan, æstetikken opfører sig i Gulbrandsens lille tonedigt. Det er, som om hans forsøg på at skabe et smukt og melankolsk vinterstemningsbillede får lov at skygge for, at han ellers har gjort et glimrende stykke kompositorisk arbejde.

Opdateret 19. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.