© Lou Mouw

Køn, klima og klasse

Sounding Women's Work | Kunstnerparret Ragnhild May og Kristoffer Raasted ser deres fælles praksis fleksibelt – det er vigtigt, at deres veletablerede individuelle fremgangsmåder er startpunktet for det kollaborative projekt. 
  • Annonce

    Man skal høre meget

Siden 2017 har vi boet i en lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Før det har vi brugt flere år på rejser, da vi har haft mange residencies og studier i udlandet. Vores mange ophold forskellige steder i verden har gjort, at vi har arbejdet i rum og værksteder med forskellige størrelser og muligheder. For at kunne arbejde kontinuerligt med vores praksisser har vi derfor pakket vores kunstnerstudier i en kuffert. Dette har påvirket vores arbejde helt konkret; for eksempel under en performanceturné i Japan arbejdede Ragnhild specifikt med kuffertformatet, da hun designede et instrument, der nøjagtigt passede til vægten og målene for de kufferter, man må tage med på internationale flyrejser.

Hun er nødt til at lytte til ’man-splaining’, hver gang hun køber materialer i den lokale hardwarebutik

I 2019 købte vi en lille kolonihave, hvor Kristoffer arbejder i fysiske formater som træ og malerier. Vores drøm er at oprette et orangeri lavet af genbrugte vinduer. Derudover arbejder Kristoffer på sit ph.d.-projekt på Kunstakademiet i København og Københavns Universitet. I sit kontor på Kongens Nytorv har han installeret et studie til lydproduktion. For at arbejde med større skulpturelle værker har Ragnhild lejet et stort studie lidt uden for byen, som vi renoverer sammen. Når vi samarbejder om værker, bruger vi ofte et øvelokale på spillestedet Mayhem.

Jackkabler og man-splaining 

Ragnhild har flere gange været indlagt på hospitalet med problemer i forhold til hendes reproduktive helbred. Senest var hun nødt til at få en akut operation og var syg i flere uger. Disse oplevelser har været både følelsesladede og traumatiserende for os begge. Det har også gjort det klart, hvor sårbare kunstneres arbejdsvilkår er. Ragnhild havde stadig deadlines, og som solo-iværksætter havde hun ikke mulighed for at tage en pause fra arbejdet.

Generelt er det ofte en udfordring at have en kvindelig krop for Ragnhilds arbejde. Især fordi hun arbejder i et mandligt domineret felt med komplekst teknisk udstyr til lydproduktion samt avancerede værktøjer til skulpturelt arbejde. Hun er nødt til at lytte til ’man-splaining’, hver gang hun køber materialer i den lokale hardwarebutik eller prøver at købe et jackkabel i en butik.

I performative situationer er vi ofte blevet konfronteret med sexistiske antagelser fra publikum. For eksempel har publikum i en af vores fælles performances stillet Kristoffer spørgsmål om de tekniske aspekter af Ragnhilds instrumenter, og forudsat, at han har stået for det tekniske, selvom Ragnhild både designer og bygger dem selv. Dette har ført os til bevidst at tale om samarbejde på en bestemt måde, hvor rollerne, og hvad vi hver især bidrager med, er gjort tydeligere.

Vi ønsker ikke at rette vores praksis i en potentielt normativ og dogmatisk retning, der fremmer en bestemt sag

Kønsflydende æstetik 

Vi er nu begyndt at samarbejde på en ny måde, hvor en tredje samarbejdspartner er med. Dette har været en måde for os at åbne op for og bryde med den ellers meget praktiske løsning, der ligger i at samarbejde med ens elsker. Vi opfatter vores fælles praksis fleksibelt, og det er vigtigt for os, at vores veletablerede individuelle fremgangsmåder er startpunktet for det kollaborative projekt. 

Vi har mange overvejelser og samtaler omkring, hvad det indebærer at være i et romantisk forhold mellem to kunstnere, hvor den ene identificerer sig som kvinde, og den anden gennemgår en række kønsudtryk. Kristoffer er opvokset som dreng og begyndte temmelig sent i livet at udforske en mindre fast kønslig identitetsopfattelse. I sit performative arbejde inkorporerer han en kønsflydende æstetik, der udvider forestillingen om køn. Hans ph.d.-projekt beskæftiger sig med radiostemmer i forhold til queer-teori. Spørgsmål om køn, race, klima, alder, klasse og transition er noget, der fylder meget i vores samtaler. Da vi er kunstnere, positionerer vi os konstant mellem diskurser, og vi ønsker ikke at rette vores praksis i en potentielt normativ og dogmatisk retning, der fremmer en bestemt sag.

 

Oversat fra engelsk af Andreo Michael Mielczarek

Fokusartikler