Olie, opera og historien, der hjemsøger os 

Da jeg mødes med den danske komponist Niels Rønsholdt en bagende varm sommereftermiddag i København, er der en knitrende ​​begejstring over ham. Han er lige kommet fra en prøve på et andet stykke, men er i byen for at forberede premieren og den efterfølgende afvikling af hans nye opera, Den sidste olie, under Copenhagen Opera Festival. Normalt er Rønsholdt bosat i Aarhus, hvor han er lektor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Det er meget tydeligt, at Rønsholdt er ivrig efter at dele dette værk med sit publikum, men indtil han kan gøre det, må han nøjes med mig og det spørgsmål, jeg kunne generere på baggrund af programbeskrivelsen.

Operaen tager sin start i jagten på hvalolie i det 18. århundrede. 1721 for at være præcis. Året for Danmarks kolonisering af Grønland. I operaen tager denne jagt dog ikke folk så specifikke steder hen, den fører dem blot nordpå ud i kulde og mørke. Og her finder vi den første af mange ambivalenser i stykket. Ønsket om olie er ønsket om at undslippe kulden og mørket, men karaktererne skal rejse ind i kulden og mørket for at finde den. For at understrege dette aspekt har Rønsholdt og instruktør Louise Beck besluttet at opsætte Den sidste olie i Østerbro Skøjtebane, som, fortæller han, giver publikum mulighed for at opleve handlingens situation fysisk på egen krop. Han fortæller, at »kulden er en metafor for det praktiske ved det problem, de søger at løse med deres forskellige evner, men også for den kulde, hvormed de går til værks.«

»Selvom vi vidste, at det var forkert, ville vi gøre det alligevel. På grund af grådighed og kynisme og magt«

Begærets maskineri

Ligesom den allegoriske karakter af fortællingens rejse mod nord er Rønsholdts karakterer mere begreber, end de er mennesker. I stedet for at blive fanget af de uendeligt anfægtelige detaljer om, hvad der i virkeligheden skete dengang, er Rønsholdt opsat på at komme ind på de underliggende mekanismer og strukturer, der animerer de udvindingspraksisser, der kendetegner moderniteten. Så hans karakterer er abstraktioner. Der er fire syngende roller og en tavs. De, der udtaler deres ideer og erfaringer, er Idealerne, Magten, Kynismen og Skepsis. Den, der forbliver tavs, er Driften. De fire sangstemmer søger alle lyset, hvilket betyder noget forskelligt for hver af dem. For eksempel for Idealerne er lyset oplysning, hvorimod lyset for Kynismen er penge. Men et spørgsmål, som Driftens tavse tilstedeværelse rejser, er, i hvor høj grad disse karakterer-som-store-ideer er udtryk for en faktisk forpligtelse til at engagere sig i verden på en bestemt måde, eller i hvor høj grad de blot er tilsynekomster, der dækker over begærets maskineri?

»Jeg mener, en G-dur-akkord er ikke noget, jeg har fundet på. Det er et fundet objekt«

Mens den søgen udfolder sig, fortæller Rønsholdt mig, »udnytter de hinanden til det, de kan gøre for at få det, de alle sammen vil have, men det betyder selvfølgelig, at i sekundet de får det, kollapser deres sammenhold« Operaen er derfor en undersøgelse af »den kyniske tanke om, at denne udnyttelse er en drivkraft for menneskelig adfærd.« Den handler om ideen om, at denne drift har skabt kaos på planeten og dens indbyggere op gennem historien, og at vi, i samtiden, lever med privilegier og katastrofer, som dette har frembragt. Det er af denne grund, at Rønsholdt mener, at historien, han forsøger at fortælle, og de ideer, han ønsker at formulere, kan fungere som opera. Faktisk er det næsten bydende nødvendigt:

»Fordi opera er en historisk genre, er det en genre, der kan beskæftige sig med historien. Så der må være en grund til, at noget opfører sig som opera. Efter min mening må der være en eller anden form for argumentation i materialet for at begrunde, at det her er en opera.« Og da historien er så central for Rønsholdt, er det at tale om disse ideer gennem opera »at tale om historien med dens egen stemme. Vi er et produkt af disse århundreders udbytningshistorie. Alt det forfærdelige og alt det gode.«

»Jeg har ikke skrevet musikken helt selv«

Denne forståelse er også grundlaget for Rønsholdts arbejdsmetoder, som han anser for at være refererende og citerende. For eksempel benyttede han i værket Country fra 2019/20 traditioner og praksisser fra amerikansk folkemusik og genskabte dem i et moderne kompositionsværk. Det var ikke ment som en legitimeringsgestus eller jagt på autenticitet, men som et projekt, som søgte at udforske de dissonanser og resonanser, en sådan kombination frembragte. Rønsholdt er meget optaget af tanken om, at hans værk ikke så meget er noget, han producerer ud af ingenting, som det er resultatet af et vedvarende møde med historien: »Jeg har ikke skrevet musikken helt selv,« fortæller han. »Jeg mener, en G-dur-akkord er ikke noget, jeg har fundet på. Det er et fundet objekt, et historisk objekt, som jeg sætter i spil.«

»Der er en konstant drift fremad til den næste tonika og den næste tonika og den næste, som bliver en metafor for vækst og ekspansion«

Denne form for granuleret engagement med materialets referentielle karakter giver ham mulighed for at opløse de konceptuelle motiver bag stykket i musikken. For eksempel fortæller han i detaljer om et formelt og harmonisk værktøj, han bruger gennem hele Den sidste olie:

»Måden, operaen skrider fremad, er ved at isolere en barok recitativ kadence – man laver en kadenceslutning med en molakkord, som så omdannes til en durakkord, som bliver dominant til næste tonika og så videre. Så der er en konstant drift fremad til den næste tonika og den næste tonika og den næste, som bliver en metafor for vækst og ekspansion.«

Olien forfører

Dette spiller også ind i, hvordan han caster orkestret, »orkestret spiller rollen som en slags protestantisk koral.« Ligesom den tyske økonom og sociolog Max Webers berømte forestilling om, at den såkaldte protestantiske arbejdsmoral var med til at forme meget af den moderne kapitalismes samfundsorden, ser Rønsholdt også denne struktur af religiøst fællesskab som det organiserende princip, der danner grundlaget for hans karakterers rejse ind i udnyttelsen. Og efterhånden som de bevæger sig længere ind i kulden, begynder strukturen af ​​denne koral som en samfundsarbejdsmoral at opløses. Stemmerne begynder at snurre væk fra hinanden, mens båndene, der binder, løsnes under oliens overvældende forførende kraft. Begæret efter at tilegne sig flere ressourcer er for hver af karaktererne blevet en tvang til at udnytte miljøet, deres ledsagere og dem selv. 

Disse fugle er kendt for at hakke ind i kraniet på deres artsfæller

For Rønsholdt er dette dog alt sammen varslet af ​​en mejse-fugl i operaens åbning. Disse fugle er kendt for at hakke ind i kraniet på deres artsfæller, søge efter ressourcer og lade alt, hvad der måtte have været helligt ved den anden, gå i glemmebogen.

Pessimistisk satire 

Men Rønsholdt kan ikke blive i denne dømmende position længe. Komponisten kører et lille tankeeksperiment med mig. Hvis vi er kolde og i mørke, og der er olie, der ikke kun kan varme og oplyse os men blive kimen til generationer af liv og rigdom, »skulle vi så efterlade det?« Det samme gælder for territorium, skulle man bare lade det ligge, når der er steder at udforske og udnytte? Jeg foreslår ham, at tristheden i hans stykke måske synes at komme fra fraværet af en sjette karakter – viden eller måske visdom. Han kan lide denne læsning. Han forklarer: 

»Vores viden siger, at vi ikke kan forbrænde al olien. Men vi gør det alligevel. Jeg er ikke alt for optimistisk i mit syn på menneskeheden. Og operaen er en pessimistisk satire over den menneskelige natur. Selvom vi vidste, at det var forkert, ville vi gøre det alligevel. På grund af grådighed og kynisme og magt.«

For ham er det her, politik kommer ind i billedet. Rønsholdt har kun en lille tilbageholdenhed med at diskutere dette stykkes politik. Han ved, at værket er uundgåeligt politisk og ønsker, at det også skal bemærkes af andre. Men han vil ikke fremstå som den, der har svarene. Som han fortæller mig, er kritikken i Den sidste olie lige så meget en anklage mod ham selv, som den er mod os alle sammen som produkter af en ambivalent (voldelig og mirakuløs) historie. Han siger:

»I virkeligheden peger jeg på mig selv som værende en del af dette voksende og historiske problem. Og så burde politik handle om at holde nogle af disse drifter tilbage. Og måske er problemet, at der har været for lidt politik.«

»Selve skøjtehallen som fænomen er en slags absurditet«

Vinter hele året rundt?

På det hvide stykke papir er der en risiko for, at denne samtale kommer til at virke melankolsk. Faktisk blev den oplivet af absurditeterne i de komplekse problemer og den verden, vi lever i. Dermed ikke sagt, at Rønsholdt eller jeg selv ikke tog den voksende katastrofe med klimasammenbrud som følge af menneskelig (og jo industrikapitalistisk) miljøudnyttelse alvorligt. Snarere gennem vores samtale fik jeg fornemmelsen af ​​en kunstner, der trods sin velbegrundede pessimisme følte sig tvunget til at reflektere over problemet på måder, der måske endda kunne nå ud over dets umiddelbare publikum. 

Ved at foretage bestemte bevægelser ser det ud til, at Rønsholdt håber at hjælpe folk med at anerkende det mærkelige i den formodede normale verden. Når han for eksempel iscenesætter ​​operaen i en skøjtebane, kan han ikke undgå at formulere vanviddet i, at sådan noget overhovedet er en mulighed:

»Selve skøjtehallen som fænomen er en slags absurditet. Som om vi behøver et sted, hvor det er vinter hele året rundt? Det er bare denne idé, at hvis vi kan, skal vi.«

Hvis der er én ubehagelig tanke, Niels Rønsholdt vil have, at hans publikum bliver hjemsøgt af, når de forlader Den sidste olie, må det nok være, hvorfor det er så svært for os at modstå den tvingende tanke, at bare fordi vi kan, skal vi det også.

»Den sidste olie« har premiere som en del af Copenhagen Opera Festival 25. august kl. 22.00. Operaen spiller også 26. og 27. august.

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek.