Historien om Else Marie Pade, en af de væsentligste danske elektroniske komponister i efterkrigstiden, er en god historie. Så god, endda, at flere og flere er begyndt at fortælle den. Nogle med nidkær historisk indsigt i den elektroniske musiks historie, andre med et, hvad skal vi sige, mere frit fabulerende forhold til fakta.

Da Aarhus Kommune i december 2017 indviede den første strækning i byens nye letbanesystem, markerede det således ikke kun begyndelsen på en lettere færden rundt i Else Marie Pades fødeby. Det blev også en anledning til at gøre komponisten til en del af fortællingen om byen, der tidligere bar sloganet »Aarhus – Danish for progress«.

Så da Aarhus Letbane tidligere i år udgav fem korte podcasts om nogle af de historiske stop på det, der i dag udgør mere end 100 kilometer skinner, handlede en af dem om Pade. Her hører vi om hendes rebelske attitude over for den tyske besættelsesmagt: at hun spytter efter en af soldaterne, men slipper af sted med det ved at flygte i en sporvogn. Og at hun bliver modstandskvinde og ender i Gestapos fængsel, hvor hun ridser noder ind i væggen.

I det store og hele er det selvfølgelig uvæsentligt, hvad et trafikselskab måtte have misforstået om en dansk nichekomponist

Så langt, så godt. Else Marie Pades livsfortælling er så kulørt og medrivende, at den tidligere, i 2009, er blevet markedsført til et bredt publikum med to store biografier, den ene på Danmarks største forlag, Gyldendal. Og selvom både Andrea Baks Else Marie Pade og Troels Donnerborgs Klangen af en stjerne sætter mennesket over musikken i deres portrætter, går ingen af dem så langt i deres heltedyrkelse af komponisten som Aarhus Letbane.

Ifølge podcasten, der rent faktisk har en historiker som afsender, »opfinder« Else Marie Pade slet og ret »den elektroniske musik«, mens hun sidder fængslet. Det er sandelig Danish for progress.

I det store og hele er det selvfølgelig uvæsentligt, hvad et trafikselskab måtte have misforstået om en dansk nichekomponist. Når jeg alligevel fremhæver historien, er det ikke kun for dens komiske værdi, men fordi den måske kan tjene som skrækeksempel på en tendens i den danske Pade-reception i det 21. århundrede: forsøget på at få værdien af det musikalske oeuvre til at holde trit med den fantastiske biografiske fortælling.

For ingen dansk komponist har som Else Marie Pade redet på en bølge af – berettiget – velvilje, siden hun i 2001 blev genopdaget af to unge danske musikologer, der interviewede den dengang 76-årige pensionist til Dansk Musik Tidsskrift. Ja, hyldesten har til tider været så massiv, at man er lovligt undskyldt, hvis man har tænkt, at hun med den utrolige omtale da netop må have opfundet hele den elektroniske musik.

Jeg modtog sågar selv en af de gule Netto-poser med arkivalier

Nu for orkester

Jeg arbejdede selv på det, der i dag er blevet Else Marie Pades første nodeforlag, Edition S, da hendes søn, Morten Pade, afleverede hendes efterladte partiturer, skitser, notesbøger, presseudklip, spolebånd og sikkert meget andet til forlaget efter komponistens død i 2016.

Jeg modtog sågar selv en af de gule Netto-poser med arkivalier og spurgte forsigtigt min chef, om ikke en lille flyttekasse med spolebåndene til værker som Symphonie magnétophonique (1958-59) burde låses inde i stedet for at stå midt på gulvet ved siden af mit skrivebord. Joh, det kunne der nok være noget om.

De første, hurtige gennemsøgninger af alt det afleverede materiale, der efterhånden hobede sig op rundt omkring på kontoret, viste, at Else Marie Pade havde efterladt mere end blot den elektroniske arv, som allerede var blevet udgivet på flere cd’er umiddelbart efter genopdagelsen i 2001. Der var manuskripter til hørespil, breve om urealiseret musikdramatik, grafiske partiturer, men også – jackpot! – noder til akustisk musik.

Dermed kunne Edition S skrive endnu en ny historie om Else Marie Pade. På forlagets engelsksprogede hjemmeside forlød det i første omgang, at der nu foregik en investigation, en efterforskning, i Pades arkivalier. Hvad den viste: at den »elektroniske pionér« var »meget mere end det«.

Det interessante er forsøget på at reframe Pade som en kunstner, hvis værker nu kan afsættes til pengestærke orkestre

Komponisten Hans Peter Stubbe Teglbjærg, der af forlaget var hyret som chefefterforsker, udtalte i den forbindelse:

»Den historie, der fremover bliver fortalt om hende, bør inkludere, at hun var en fantastisk alsidig komponist, der arbejdede omhyggeligt med musik og lyd uanset medie eller genre. Det er gennemkomponeret musik, der møder os her.«

I slutningen af 2022 landede derfor et album med fire værker for orkester, der ifølge pladeselskabet Dacapo – et søsterselskab til Edition S – viste, at Else Marie Pade »også skrev særdeles visionær orkestermusik«.

Den vurdering kan man diskutere sandhedsværdien af; de to længste værker på albummet bærer i hvert fald præg af at være skrevet af en ung komponist, der på det tidspunkt blev undervist privat af kollegerne Vagn Holmboe, Jan Maegaard og Leif Kayser.

Men det interessante er forsøget på at reframe Pade som en kunstner, hvis værker nu kan afsættes til pengestærke orkestre. Det tiltaler i sagens natur et klassisk nodeforlag, hvis interesse i en elektronisk komponist i første omgang måske kunne undre nogle. Og så tjener det som endnu et eksempel på de posthume forsøg på at tage ejerskab over og forme billedet af Else Marie Pade.

Var hun et offer?

I den fortælling kommer man ikke uden om Henrik Marstal, den ene af de to musikologer, der genopdagede Pade i 2001. Med forbilledlig ildhu har han måske mere end nogen anden skubbet på for at hive komponisten ud af glemslen og fremhæve hendes musikalske kvaliteter.

Først med Dansk Musik Tidsskrift-interviewet, der blev til i samarbejde med Ingeborg Okkels. Siden med det selverklærede hyldestalbum EMP RMX 333, hvor han selv og en række yngre elektroniske musikere remixede Pades Etude (1961) umiddelbart efter hendes død. Og endelig med den grundige biografi Else Marie Pade (2019), der i modsætning til de allerede udgivne bøger om komponisten er forfattet af en musikfaglig.

Begrebet pionér bruges i flæng, men har en bismag af forældet geniæstetik over sig

Min indvending, da jeg anmeldte Marstals bog ved udgivelsen: at den skriver Pade fri af sin samtid i stedet for at skrive hende ind i den. Dermed får hun karakter af et isoleret geni, for hvem den elektroniske musik var en indre åbenbaring snarere end et led i den større udvikling, som komponist og forfatter Jonas Olesen har bedre blik for i Pionerer & outsidere: Dansk elektronisk musik 1928-1980 (2022).

Alle Marstal-biografiens kvaliteter til trods – og de er virkelig mange – lykkes det heller ikke helt at undgå biografisme. Den modstand, Pade mødte i sit privatliv som modstandskvinde og husmor-men-også-kunstner, smitter af på udlægningen af de musikalske værker, der til tider tilskrives større trodsighed og psykobiografisk årsag end nødvendigt.

Bogen ender derfor med at sætte Else Marie Pade i en offerrolle, som det så er op til de nye fortællinger, herunder Marstals, at skrive hende fri af. Dét ud fra ideen om, at samtiden ikke forstod hende, fordi hun var forud for sin tid, og at skaden nu må gøres god igen.

Men var Pade et offer som komponist? Alt andet lige havde hun via sin ansættelse hos Danmarks Radio adgang til elektronisk udstyr som ingen anden dansk komponist i efterkrigstiden. Den anerkendelse, hun opnåede dengang, fylder desuden ganske lidt i fortællingerne, ligesom datidens anmelderes faktisk saglige kritik af hendes værker ofte læses noget tendentiøst som affejelse af hendes køn og af elektronisk musik i det hele taget.

Det er detaljer som disse, der vidner om, at nutidens portrætter af Else Marie Pade som komponist ikke kan sige sig helt fri af et ønske om at styre fortællingen om hende i en bestemt retning. Begrebet pionér bruges i flæng, men har en bismag af forældet geniæstetik over sig – det har det med at få verden omkring pioneren til at forsvinde.

Forretningen Pade

Kynisk betragtet kunne man sige, at Else Marie Pade i dag ganske rigtig ér meget mere end en elektronisk komponist: Hun er en forretning – en, der skal bredes ud til nye markeder.

Som kvindelig komponist med orkesterværker fra 50’erne og 60’erne er hun også et brand for institutioner, der kæmper med diversiteten; den klassiske radiokanal P2 udnævnte, måske lidt overraskende, The Orchestral Album til en af 2022’s bedste udgivelser. Mange har en interesse i at stige ombord på Pade-vognen.

Da Henrik Marstal skrev liner notes til netop dette album, kaldte han indspilningen af de fire orkesterværker »intet mindre end en lille sensation«, der »fremover vil gøre det lige så legitimt at tale om hende som ‘akustisk’ komponist, som det har været at tale om hende som ‘elektronisk’ komponist«.

Hvad mon vi finder på næste gang?

Man kan så undre sig over, at man måtte til Sverige og indrullere Malmø Operaorkester for at realisere albummet. Så ingen danske orkestre fidusen i projektet? Og således kunne en ny fortælling om Else Marie Pade som offer etableres. Men det ville samtidig være at ignorere, hvor få komponister det faktisk er forundt at få indspillet et orkesteralbum.

Sagen er under alle omstændigheder, at vi nu, knap ti år efter komponistens død, tilsyneladende står ved indgangen til et helt nyt kapitel i fortællingen om Else Marie Pade. Hvor 00’erne og 10’erne gik med at positionere hende som elektronisk pionér, fylder i disse år uropførelser og indspilninger af glemte akustiske værker.

»Man er fristet til at spørge: Hvad mon hun finder på næste gang?« skriver Marstal i sine begejstrede liner notes. Man kunne også spørge: Hvad mon vi finder på næste gang? I hvert fald viser de seneste godt tyve års Pade-reception, at hendes værker kan inspirere mange til at fortælle deres egen historie om komponisten. Det er selvfølgelig også en måde at holde liv i musikken på. Om folk så rent faktisk hører den, eller om de blot hører de mange fortællinger om kunstneren bag, er en anden sag.

Næste stop: Hvem ved?

Teksten er en del af projektet Mainstreaming initieret af Seismograf i samarbejde med det tyske magasin Positionen og det polske magasin Glissando i anledning af, at Else Marie Pade i år ville være fyldt 100 år.  Artikelserien er dedikeret til kvindelige komponister inden for elektronisk musik og de forskellige måder, hvorpå de har positioneret sig og været positioneret i samtidsmusikkens diskurs.