Antiheltene indtager scenen – og det klæder Spot

Der er noget ved Spot Festival, som bliver ved med at hjemsøge mig. Det er ikke kun de dirrende basser i underlivet eller det evige maratonløb mellem venues – musikoplevelsen er aldrig lineær, men rhizomatisk: uforudsigelig, uden centrum, i konstant bevægelse. Det er følelsen af at være vidne til noget ofte ufærdigt, noget potent. Aarhus bliver for en weekend forvandlet til et sonisk laboratorium, hvor fremtidens stemmer bliver testet i nutidens akustik. Her er seks erkendelser, jeg tog med mig fra Spot 2025.

1. Bowlinghaller og dødsdrift: Når støjen vælter ud af rillen

Nausia – københavnerkvintet og latin for støj – skabte et betagende groove med to saxofoner i front, der hvirvlede toner, hyl og fanfarer i mol ind og ud af hinanden. Koncerten, som foregik i Aarhus Bowlinghal (touché!), var en 30 minutters rejse fuld af dissonans, kollaps og gentagelse. Isak Schiødt, den høje af saxofonisterne, var iført bowlingsko. Alle koncerter burde være i bowlinghaller. Lydkunst og eksperimenterende jazz kan være meget underholdende og har godt af at komme ud til flere. 

Slim0 bygger ikke sangene op – de vækker dem til live som døde væsner i en ritualistisk seance

Der var noget teatralsk og dødsdrift-ladet over Slim0. Med læbestift tværet ud i ansigtet spillede trioen, som var det fra graven – som en »lady in red«, der røg smøger på en kirkegård klokken tre om natten. Med en guitar dybere end grunge trampede musikken af sted med tunge doom-riffs placeret som velvalgte, næsten koreograferede effekter. Det var ikke et rod – men en kontrolleret eksplosion et sted mellem sludge, black metal og garage. Slim0 bygger ikke sangene op – de vækker dem til live som døde væsner i en ritualistisk seance. Og publikum lyttede – både med kroppen og deres fremmedgjorte eksistens godt nedsunket i Musikhusets bløde stole.

2. Drømmende esperanto og det politiske i at sænke tempoet

Spot Festival 2025 udspillede sig i skyggen af en verden i opbrud. Lyd blev brugt som en stille, men insisterende form for politisk modstand. Ikke larmende og direkte – men alligevel mærkbart, hvis man lyttede efter. Ida Duelunds bas spruttede ikke af sted med hæsblæsende energi, som man måske kunne have forventet. Hun lod i stedet en jazzet brise sænke sig over A-Huset på Godsbanen med sange fra sit nye album Sibo – sunget på et selvopfundet sprog, der lød som en slags drømmende esperanto. I en tid hvor alt vil være større, højere, hurtigere, minder sådanne øjeblikke os om, at det mest radikale, man kan gøre, er at insistere på langsomhed og tilstedeværelse.

En koncert, der insisterede på, at livets bump ikke skal glattes ud, men synges højt

Mange kunstnere kiggede indad. I år stod inderlighederne i kø – Kayak, Laura Ziani, Yndling og Elliot bød alle ind med følsomme farvelsange og åbne nerver. Med klassisk mørkøjet indierock-attitude sang Dork (Lærke Simoni) »I’m not a good person«.

I begyndelsen vaklede det for Sebastian Wegener (tidligere Joyce). I sit nye soloprojekt balancerer han det inderlige – skam, afvisning og længsel – med det teatralske. Men da mandebekendelserne og den bløde croon fik selskab af folkemusikalsk violin og rundhåndet sax, blev det til en koncert, der insisterede på, at livets bump ikke skal glattes ud, men synges højt. 

Der var virkelig mange antihelte på Spot i år. Og de følte sig frem.   

Spot 2025 viste, at unge kunstnere ikke vil defineres – hverken af kritikere, algoritmer eller markedsføringsteams

3. Genrer er for arkæologer – kunsten søger nye former

Det kan lyde som en kliché, men sjældent har det været tydeligere, at det, vi engang kaldte »genre«, i dag fungerer som en arkæologisk kategori – noget, man udgraver snarere end bruger. Hvad skal man egentlig kalde Matthew Grouses A Very Exciting Product Launch? Et værk for fem musikere, interaktiv video og elektronik, hvor publikum tilsyneladende kunne bestemme oboens gøren og laden. Ny musik kan sagtens hente inspiration i gamingens æstetik og mekanismer.

Spot 2025 viste, at unge kunstnere ikke vil defineres – hverken af kritikere, algoritmer eller markedsføringsteams. Komponisterne vil på scenen. De vil være uforudsigelige, og det er i deres tvivl, vi finder sandhed. 

På Spot kan man mærke, hvem der er klar – og hvem der stadig leder efter lyset i projektøren

Komponisten Niels Rønsholdt, som for mange år siden opdagede en trang til at gå på scenen, stod i Rytmisk Sal med vokalist Henriette Sennenvaldt og Aarhus Jazz Orchestra og sang om ensomhed og den luft, de indånder, mens de styrter mod solen. Excellent Place to Start svævede som en serie af slowballader i opløst tid og tone, mens blæserne foldede sig ud som et tæppe uden kant – som et diset filter lagt hen over ordene, hvorunder noget skrøbeligt skinnede svagt igennem. Ord og toner famlede efter hinanden med en sårbarhed, der virkede både bevidst og modig. Skæv musik – på den helt enkle måde. På Spot er der plads til det genreløse og det indadvendte. Men hvorfor var lyden så mudret her på musikernes egen hjemmebane?

4. Klassisk musik træder frem – men træder den nok i karakter?

Klassiske musikere er ikke længere kun gæster på Spot. De har været her siden 2016, men de må gerne tage mere ejerskab. I år fungerede det godt med korte værkpræsentationer, og vi kunne leve os helt ind i Magnus Plejdrups musikalske udforskning af angstens væsen. En trompet lød søgende, som om den øvede sig i at træde frem i lyset. Inden hele Aarhus Kammerorkester omfavnede den med en næsten provokerende munter vals.

Der var intense kollektive fordybelser og lydlige udforskninger af repetitioner og friktioner hos Damkapellet. Man kunne tydeligt høre Fredrik Zeuthens skov- og naturinspirationer i Waldeinsamkeit – ja, næsten 1:1. Hvorfor præsenterede den spændende komponist Mette Nielsen et over 10 år gammelt værk – på en festival, der skriger på det nyeste nye?

5. ​​På scenen kan man ikke gemme sig – og det er smukt

På Spot kan man mærke, hvem der er klar – og hvem der stadig leder efter lyset i projektøren.

»Just because it’s a day party we can be in a night mode.« Karina Kaleda, forsanger i bandet Polite, kunne selv høre, at det lød lidt awkward. Det er ubønhørligt at blive sat på til at spille – og være hudløs ærlig – kl. 13. 

Nogle er født til scenen. Vilma Crow trådte ind i boots med nitter og en vokal, der skar gennem støjen som en rusten kniv i fløjl. Mange ville sikkert misunde en sådan selvsikkerhed. På Spot er der mange nervøse blikke, temposkred, usikre frontfigurer, som demonstrerer, at drømmen om Spot enten kom for hurtigt – eller bare for tidligt på dagen.

Men det er også her, magien nogle gange opstår. I de ujævne præstationer, i forsøget på at finde sin stemme og sit udtryk foran et publikum, der lytter med nysgerrighed – selv til sange om at miste sig selv. Heldigvis blev det hele ikke kun til tungsind og selvransagelse: Norske Drongo inviterede til håndspillet techno og bragte krop og gulv med i samtalen. 

6. Modet til at lytte – og give plads til det ufærdige
Spot er ikke en destination, men en tilstand. En festival, der aldrig bliver færdig, altid famlende, eksperimenterende – og det er netop derfor, den har værdi. Hvor andre festivaler satser på det sikre, vover Spot at præsentere det ukendte, det der måske aldrig bliver stort. Det kræver mod – både af arrangørerne og publikum.

På en skærm i et lille lokale i FO-byen sang Greta Thunberg »Never Gonna Give You Up«

Spot 2025 efterlod mig træt, overinformeret og emotionelt overeksponeret, men også forundret og håbefuld. I en verden, hvor kultur ofte er content, minder festivalen os om, at kunsten stadig kan skabe rum for fællesskab, afvigelse og undersøgelse. Det er måske ikke spektakulært – men det er vigtigt.

En af de mange debatter på Spot stillede spørgsmålet: Hvordan kan musik i dag bidrage til forandring? På en skærm i et lille lokale i FO-byen sang Greta Thunberg »Never Gonna Give You Up«. Skal kunstnere i dag være aktivister med slogans på deres t-shirt, som viser, hvad de kæmper for? Eller er der plads til sensitivitet og tid til at udvikle sig som kunstner? Verden – og PR-maskinerne – har aldrig kørt så hurtigt. Selv om kunstnere i højere grad er blevet modigere, tager det tid at finde sin egen stemme. Og måske er det mest modige, man kan gøre, blot at lytte til verden.

Spot Festival, Aarhus, 2.-3. maj