Myten om lydens by ved Limfjorden

»Jeg var en af dem, der var meget kritisk i starten,« siger Henrik Tinggaard fra Danmarksdemokraterne til reporteren fra TV Midtvest – »men jeg har ændret holdning.« Midt i virakken af den ekstatiske lydkunstinstallation Kanonslag står han i bedste sendetid med Struers borgmester og diskuterer, om politikerne kan tillade sig at bruge så mange skattekroner på at promovere Struer som »Lydens By«. Siden finanskrisen i 2008 har kommunen investeret tungt i at rebrande byen for at tiltrække og fastholde arbejdskraft, og Struer Tracks  – biennale for lyd og lytning, i år med temaet »Kommunal praksis« – er bare ét af mange tiltag. 

Selv den mest surmulende rindalist må trække på smilebåndet i mødet med værkets overgearede påfund

Tilrettelæggeren kunne ikke have valgt et bedre sted til interviewet: For hvem kan have noget imod det nostalgitrippende legeland, som spilopmagerne i den norske kunstnerduo Samvær Under Tilsün har skabt i det tomme lokale ved siden af brugsen? Selv den mest surmulende rindalist må trække på smilebåndet i mødet med værkets overgearede påfund. Hovedattraktionen er et bordtennisspil, pimpet med sensorer, så hvert slag med bolden former en fragmenteret chiptune-komposition ledsaget af farverige 16-bit animationer på det pixelerede net. Den arkadeforherligende og kaotisk-euforiske stemning i rummet er kilometerlangt fra den alvorstunge og esoteriske atmosfære i de gallerier, hvor lydkunsten ellers har haft adresse i mange år. 

Biennalens raison d’être skinner igennem i interviewindslaget: Det handler ikke kun om at finde nye steder at folde lydkunsten ud i, men også om at skabe rum for en samtale om lyd og lytning, der ikke kun er forbeholdt en lukket kreds af tilrejsende akademikere og kunstnere. Og nu hvor selv Danmarksdemokraterne er kommet med om bord, tyder det på, at Struer Tracks endegyldigt har vundet byens blå stempel. 

Den velkendte kommuneangst

Jeg har besøgt Struer Tracks siden dag ét i 2017, hvor den blev lanceret som en biennale for »stedspecifik lydkunst i det offentlige rum«. Jeg fulgte forandringerne, der kom med den nye kunstneriske leder Jacob Eriksen i 2022: en omfattende fedtsugning, så biennalen i stedet for at brede sig over flere uger fik en slank festivalform med et tætpakket program, som i år både talte lydkunstinstallationer, performances, fællesspisning, workshops, boglancering, byvandringer, filmvisninger og sågar et årsmøde. Et smart greb: På den måde kan man samle lydkunstfolk fra hele verden på én gang og skabe en udveksling, der ikke bare sætter Struer på danmarkskortet, men også verdenskortet. Også i år dækkede festivalradioen begivenhederne live fra deres ikoniske campingvogn med reportage, intimkoncerter og interviews. Ingen behøvede at gå glip af noget. Genialt. 

På overfladen var alt, som det plejer på borgerservicekontoret i Smedegade

Men vigtigere endnu: Hvad der før var skjult som en indforstået præmis, har Eriksen gjort eksplicit: at lyd ikke kan isoleres fra lytning. Med årets tema er Struer Tracks blevet endnu mere konsekvent i formuleringen af lydkunst som et socialt felt. Måske inspireret af forsker og lydkunster Brandon LaBelles idé om »social akustik« – han stod bag værestedet The Freedom Room på Struer Tracks 2021, som godt kunne ligne en skitse til Eriksens renovering af biennalen – blev forestillingen om det kommunale udfordret fra »at dreje sig om ringbind og rudekuverter til at omfavne alle mulige typer fællesskaber,« som der står i beskrivelsen. 

Struer Tracks lægger med årets tema ikke skjul på sin alliance med kommunen, men det betyder ikke, at biennalen afholder sig fra at kaste et kritisk blik på sin samarbejdspartner. Det var mest tydeligt med installationsværket Borgerservice for lytning af gruppen Bureau for Listening. På overfladen var alt, som det plejer på borgerservicekontoret i Smedegade: Den velkendte kommuneangst meldte sig omgående, da jeg koldsvedende trådte ind i det klaustrofobiske rum. Generisk grafik på skærmene, endeløs muzak i højttalerne, de kommunegrå tæppefliser, som må være specielt designet til at suge alle drømme ud af de mennesker, der træder på dem. Men noget var alligevel galt. »Stil dit bedste spørgsmål, og så lytter vi til det,« stod der på skærmen. På bordet var et dueslag med blanketter til at give »lyttende fuldmagt« og lave »lytteanmeldelser til folkeregistret«. Personalet – medlemmer af Bureau for Listening i uniform – var også ualmindeligt tålmodige. Konceptets utopiske vrangside åbnede nogle interessante sprækker i den tyngende realitet: Hvad nu hvis Borgerservice ikke fungerede som et automatiseret samlebånd, men som et reelt møde med mennesker, der faktisk gad at lytte?

Vi sad i en rundkreds foran hver vores højttaler med en pulsmåler på øreflippen og mærkede vores hjerteslag som brummende højttalerdask på ryggen

Lydens indre organer

Mens Borgerservice for lytning var mere tankevækkende end sansestimulerende, var der masser af værker på årets biennale, der gik mere direkte i kroppen. Den kunstneriske forsker Laura Papke havde mørklagt Molehuset på lystbådehavnen for at skabe et fortættet fokus på hendes særlige hjerterytmeforsøg, værket Sonic Driving. Vi sad i en rundkreds foran hver vores højttaler med en pulsmåler på øreflippen og mærkede vores hjerteslag som brummende højttalerdask på ryggen og infrarødt lys fra oven. Til sidst spillede hele rundkredsens hjerterytmer samtidig: i starten som et myldrende regnvejr, men gradvist nærmede slagene sig hinanden. Trods den klare pointe om kropslig forbundethed og synkronisering virkede husets placering for enden af molen uforløst, ja nærmest forstyrrende – det kunne have været udført i et hvilket som helst mørkt rum.

Det føltes som at stirre direkte ind i afgrundens krokodillegab, når basfrekvenserne slugte alt omkring os

Et andet basværk, som til gengæld havde en perfekt placering i industrihavnen, var værket Bodies and Subwoofers (B.A.S) af lavfrekvenskunstner Stefanie Egedy. Hendes værk, som blev spillet af 12 gigantiske subwoofere i en v-form, var for det meste hensat i en snorkende dvaletilstand. Men hver time vågnede monsteret med en skælvende kraft, der må have fået med medarbejderne på Geodæisk Institut til at eftertjekke deres seismografer.

Det føltes som at stirre direkte ind i afgrundens krokodillegab, når basfrekvenserne slugte alt omkring os. Subwooferne skabte et paranormalt forvrængende magnetfelt, og på den øde havnefront var det, som om værket tog store grundvoldsrystende bider af virkeligheden. 

Jeg forestillede mig, at nogen havde sønderskudt et orgel, og at indvoldene var væltet ud på gulvet

Mindre knogleruskende – men mindst lige så fascinerende – var den belgiske lydkunstner Anouk Kellners dekonstruerede, anatomiske orgel Aichoir no. 2: Dirges for (26) Coded Organ Voices, installeret i en nedlukket bank. En kompakt blæsebælgmekanisme med monterede slanger pustede balloner op, der lignede indre organer og var forbundet med forskelligartede orgelpiber.

Jeg forestillede mig, at nogen havde sønderskudt et orgel, og at indvoldene var væltet ud på gulvet. Dødsdømt hev orglet efter vejret som et såret dyr, og kompositionen føltes som en udstrækning af det sidste åndedrag. Der var en sorgfuld poesi i pibernes astmatiske klagesang, som adskilte værket fra mange andre lydkunstorgler, som fokuserer mere ensidigt på mekanik og konkret klang. Den subtile patos blev forstærket af Kellners afsluttende performance, hvor hun først gav værket en form for hjertelungeredning og siden aktiv dødshjælp ved at presse den sidste luft ud af ballonerne. 

To unge mænd åbnede generøst deres stylede biler, komplet med Wunderbaum og Monster i kopholderen

Den beskidte og den pæne ende af havnen

På vej mod Ross Alexander Paynes værk Modified Import_3x9 passerede vi den forfaldne DLG-silo på industrihavnen – et spøgelsesmonument over Struers forandringer. Mange af de lokale snakker stadig om, da lydkunstner Christian Skjødt i 2019 genoplivede kolossen med støjværket The Receiver. Mindre omtalt er til gengæld de uofficielle møder omkring siloen, hvor unge bilentusiaster samles om deres sænkede slæder og brænder gummi af.

Payne havde lokket nogle af dem frem i lyset for at deltage i værket: To unge mænd åbnede generøst deres stylede biler, komplet med Wunderbaum og Monster i kopholderen, så den kreative klasse kunne få et indblik i den lokale bilkultur, mens Paynes collager af optagelser fra Struer strømmede ud af anlæggene. Det blev det mest markante kulturmøde – men også lidt for pænt og kontrolleret i forhold til den uautoriserede vildskab, miljøet normalt emmer af.

»Tak!« udbrød en utilfreds cafégæst højrøstet, da koncerten var slut – hans madro var blevet forstyrret

Mere vellykket var guitarikonet Snöleopardens performance Time-Space i den civiliserede ende af havnen. Tre guitarister havde placeret sig højt – én på taget af en restaurant – og spillede på lang afstand af hinanden gennem samme retningsbestemte højttalere, man kender fra stadioner. Tålmodigt undersøgte de lystbådehavnen som resonansrum med stakkerede anslag, der slog smut over havnebassinerne, forskød sig rytmisk og bed sig selv i halen.

Den Reich-agtige, faseforskudte musikalske leg slog kortvarigt om i et mere ethio-jazzet tonesprog, som en lille melodisk boble i den rytmiske malstrøm. Værket sluttede med vidunderligt myldrende morsesignaler, der knitrede i hele havnen. »Tak!« udbrød en utilfreds cafégæst højrøstet, da koncerten var slut – hans madro var blevet forstyrret. Men netop den slags afbrydelser gør jo kunsten levende.

Hvordan lyder din rottestemme?

Endnu et led i biennalens midlertidige overtagelse af de kommunale gemakker var kunstner og elektronisk musiker Julie Østengaards metakoncert på spillestedet Kælderen under den lokale musikskole. Rummets pubertære aura af ungdomsklub viste sig som et godt match til Østengaards selviscenesatte fejlæstetik. Man fornemmede hurtigt, at alt det, der ikke gik efter planen i afviklingen af hendes overophedede glitch pop, faktisk var en del af planen. Østengaard fumlende med ledninger og mikrofoner og karikerede de usikkerheder, som samtidig føltes som en ret oprigtig del af hendes person.

På et tidspunkt introducerede en tåbelig AI-genereret video begrebet »rottestemmer« – den indre, larmende selvkritik. Men ironien blev konstant afløst af bramfri skrøbelighed: Som da Østengaard hviskede sin egen rottestemme – »folk lader som om, de kan lide mig, men i virkeligheden synes de, jeg er irriterende« – og derefter sendte mikrofonen rundt, så publikum kunne dele deres. Den forskansende tryghed, man trods alt havde haft som betragtende publikum, blev nu også usikker, og fejlbarligheden bredte sig som en steppebrand i den vidunderligt kollapsende koncertsituation.

»Folk lader som om, de kan lide mig, men i virkeligheden synes de, jeg er irriterende«

Klip til et andet karismatisk kælderrum – det amfiteaterlignende Kuben i Sound Hub Denmark – der ikke er skabt til teenagedrømmerier men til at teste lydudstyr. Her hørte vi to fremragende koncerter med elektronisk musik, der forvandlede rummet med hver deres form for hypnose.

Diane Barbé fortryllede med lydøkologiske imitationer af naturlyde, som umærkeligt balancerede på kanten mellem reallyd og repræsentation og åbnede en portal til en tropisk mellemdimension. Og Ex Continent sendte os i et galaktisk kredsløb af spidse, prikkende impulser – som sonisk akupunktur sværmende om os som ildfluer.

Lydens eller lytningens by?

Man kan godt komme til at glemme, at fortællingen om lydens by ved Limfjorden bare er en myte, som nogle dygtige marketingsfolk har fundet på. Da havneindustrien ikke længere kunne holde byen i gang, så man i stedet mod den gamle eksportstolthed Bang & Olufsen og opfandt idéen om, at Struer skulle have et særligt forhold til lyd – alene fordi virksomheden, der i dag sælger luksuriøse lydsystemer til hele verden, for hundrede år siden blev grundlagt her og stadig har sit hovedsæde i byen.

På Struer Tracks blev vi ikke bare sat til at lytte passivt, men inviteret til at deltage i samtalen

På hjemmesiden lyder det næsten som en saga om et lille lykkeligt landsbysamfund med »stolte lydtraditioner«. Opfindsomt bliver lyd flettet ind i Struers oprindelseshistorie, som noget der »har defineret vores DNA«. Jeg kan godt forstå, hvis nogle beboere føler sig misrepræsenteret i denne fællesskabsdyrkende skabelsesberetning.

Derfor var det også betimeligt, at Struer Tracks i år netop satte fokus på det kommunale fællesskab – ikke som noget, der klæber til én som et cpr-nummer, men som noget, der næres af udveksling, horisont og afbrydelse. Man mærkede for alvor effekten af det sporskifte, biennalen har taget: Fra et fokus på lyd som noget, der i sig selv bærer på stedspecifik betydning til lytning som en aktiv praksis, der kontinuerligt skaber identiteter. En kærkommen modvægt i kommunens brandingeventyr, hvor god lydkvalitet er Struers dyrebare mineral – den hellige kilde, der kan sikre økonomien. På Struer Tracks blev vi ikke bare sat til at lytte passivt, men inviteret til at deltage i samtalen. Tage et ansvar. Det ophængte lovforslag som var en del af kunstner Julie Nymanss højttalerværk Fordelene ved at være ordblind, var det mest udtalte eksempel. Måske kan lydkunsten præge myten om Struer, så det ikke kun bliver en fortælling om lydens men også om lytningens by.

Struer Tracks, Struer, 14. – 16. august