Den elektroakustiske kunst

Electroacoustic Music Studies Network er en organisation hovedsagligt bestående af komponister og musikvidenskabsfolk, der har til formål at udvide og udbrede forståelsen af elektroakustisk musik. EMS-netværket blev stiftet i 2003 af Marc Battier, komponist og underviser ved Paris-Sorbonne universitet, og Leigh Landy, komponist og leder af det musikteknologiske forskningscenter ved De Montfort University i Leichester. EMS-network ser sig selv som et musik-fokuseret alternativ til den nok mere kendte og teknologicentrerede International Computer Music Association, hvis årlige ICMC-konference blev afholdt i København tilbage i 2007. Der er ingen tvivl om, at først og fremmest komponisterne Pierre Schaeffer og dernæst Karlheinz Stockhausen her anses som de primære ophavsmænd til genren (Luigi Russolo nævntes blot en enkelt gang), der i dette forum med et nyere og bredere udtryk kaldes ’sound based composition’.

Jeg fik også indtryk af, at den engelske scene for elektroakustisk musik er bredere favnende end den danske

Det kan virke som lidt af en ’catch-all’-betegnelse, og jeg fik da også indtryk af, at den engelske scene for elektroakustisk musik er bredere favnende end den danske og bl.a. rummer værker, der i en dansk kontekst måske snarere ville blive opfattet som lydkunst, lyddesign eller radiomontage. Det tilhørende koncertprogram, der var en del af Sound Junction-serien arrangeret af University of Sheffield Sound Studios, var i hvert fald meget varieret. Mange af de medvirkende var studerende og undervisere, så på den måde tog koncerterne primært temperaturen på den lokale scene for elektroakustisk musik. Alle værker blev præsenteret vha. ’live diffusion’ (mange var oprindeligt stereo, men der var også enkelte multisporsversioner) via det til lejligheden konstruerede system med omkring 20 højttalere fordelt omkring publikum i flere niveauer i universitetets dramasal. Salen var en tidligere kirke med en tom, men dog lyssat scene foran komponisterne, der diffuserede deres egne værker fra forreste publikumsrække.

Koncerterne foregik i dramasalen. Foto: Ask Kæreby

Koncerterne
Først på koncertprogrammet var den cypriotiske komponist og ph.d.-studerende Dimitris Savva, der med Balloon Theories (2013) stod for et af de lidt længere værker – som en art nostalgisk skrækfilm, der senere brydes af et soundscape med fugle og natur. Personligt savnede jeg en større sammenhæng mellem enkeltdelene, og i lidt højere grad at blive ført ud på en musikalsk rejse. Ikke desto mindre fik værket publikumsprisen ved den belgiske komponistkonkurrence Metamorphoses i 2014. I stedet havde jeg gerne set komponisten Caterina McEvoy åbne aftenen. I løbet af hendes korte værk He is more Myself than I (2015) gik vi fra cut-up af keltisk folkemusik over i et melodisk elektronisk værk med indslag af regn og elektrisk støj, alt sammen udført med delikat fornemmelse og fader-kontrol. Værket fremstod som en yderst elegant indføring i det elektroakustiske univers med den folkelige tradition som indledende kontrast.

Dernæst kom værket King’s Cross (2014) af Dr. Paul Fretwell, som er lektor ved universitetet i Kent og komponerer elektronisk og instrumental musik. I mine ører mindede King’s Cross om en radiomontage, hvor de redigerede stemmer kommer i konflikt med det musikalske, og jeg spekulerede på om værket havde gjort sig bedre som installation, evt. i en renere form med færre droner og granulære lyde.

Til tider syntes det kun et tryk på kvantiserings-knappen fra at være et dj-set på Roskilde-festivalen

Dale Perkins, der er komponist og uddannelsesleder ved Leeds College of Music, bidrog efter pausen med værket Dark Bird Redux (2015), som han beskrev som værende fokuseret på genre-hybriditet i elektronisk musik. Han havde konstrueret en slags lydlig ’råbe-rotor’ og stykket fremstod som det mest moderne med sine techno-riffs. Til tider syntes det kun et tryk på kvantiseringsknappen fra at være et dj-set på Roskilde-festivalen.

Lyd- og billedkunster samt ph.d.-studerende Alejandro Albornoz gjorde med Un regalito misterioso (2015) virkelig brug af surround-effekter. Lydene var lækre; ferske elektroniske lyde (lige efter min smag) og cut-up af stemmer i bedste schaeffer’ske tradition. En veritabel tour de force i elektroakustiske virkemidler, der fastholdt min opmærksomhed uden at please eller underholde. Stykket var en hyldest til den nyligt afdøde chilenske kunstner Matilde Pérez. I Photographs of Water (2013) havde komponist, dirigent og lektor ved universitetet i Birmingham Neal Farwell bearbejdet realistiske soundscapes og digtoplæsninger til en form for hyperrealistisk hörfilm, som jeg dog synes savnede rytmisk fornemmelse, og ikke rigtigt satte punktum for aftenen.

Dimitris Savva / Balloon Theories. Foto: Ask Kæreby

Indhold
Allerede på konferencens anden dag var det tydeligt, at et overvældende flertal af præsentationerne refererede til den new zealandske komponist og professor ved City University London Dennis Smalley og hans artikel om ’spectromorphology’, der må siges at stå som en milepæl i beskrivelsen af feltet. Det var en kærkommen afveksling indimellem at blive præsenteret for ikke-eurocentriske emner som computermusikkens historie i Chile (Alejandro Albornoz) eller oversættelsesvanskeligheder til og fra asiatiske sprog (bl. a. Mikako Mizuno). En stor del af netværkets medlemmer beskæftiger sig med analyse og formidling af elektroakustisk musik, og hvor nogen til min forbløffelse stadig insisterede på partituret som det eneste sande værk, blev der også præsenteret spændende tiltag der kombinerede signalbehandling og hørelære, så som SLApps (Andrea Szigetvári) og TaCEM (Michael Clarke & Frédéric Dufeu). Af pladshensyn må jeg nøjes med at beskrive nogle generelle tendenser med udgangspunkt i de præsentationer, der mest direkte forholdt sig til temaet og gjorde status over genren, men dyk gerne selv ned i den komplette liste med abstracts.

Hvad betyder det for komponisten, at publikum næsten udelukkende er kolleger og andre fagpersoner?

Komponist og lektor ved universitetet i Calgary Laurie Radford var blandt talerne den første dag med oplægget Artisans and Implements: the craft of electroacoustic music. Han greb fat i ordet ’art’, som han fortalte ikke tidligere har indgået i EMS-temaer og stort set heller ikke i netværkets foretrukne tidsskrift Organised Sound, der for øvrigt redigeres af netværkets ene stifter Leigh Landy. Hvad der derimod langt oftere bruges i disse fora er ord som ’technology’ og ’language’, og for mig at se er det et fingerpeg om fokusområdet i den angelsaksiske tilgang til genren. Med inspiration fra bl. a. en artikel i det amerikanske tidsskrift The Atlantic viste Radford også, hvordan der er gået inflation i betegnelsen kunstner; den anvendes om snart sagt hvem som helst, der lige akkurat er i stand til at producere et registrerbart resultat. Han opfordrede til ikke (længere) at overse det kompositoriske håndværk (craft), og spurgte om ikke det var mere passende at se musikkens praktikere som integrationen af (kunst)håndværkeren (artisan) og akademikeren (scholar)? En til dels provokerende opfordring, på trods af at hovedparten af publikum var tilknyttet universiteter som forskere eller undervisere med udgangspunkt i egen kompositoriske praksis, som det er typisk i det britiske system.

En anden reflektion over forholdet til omverden kom fra den græske komponist og ph.d.-studerende Yiorgis Sakellariou under hans præsentation med titlen What’s really going on here? Med stort nærvær beskrev han den elektroakustiske scene som en No audience underground, med et udtryk lånt fra musiker og blogger Rob Hayler. Hvad betyder det for komponisten, at publikum næsten udelukkende er kolleger og andre fagpersoner, og koncertformen ofte er designet til og af akademikere, som i tilfældet med denne konference? Er det et privilegium med en så engageret om end begrænset gruppe tilhørere, eller burde musikken i stedet søges udbredt til hele befolkningen? ”Hvem skriver vi musik til?” er for mig at se et centralt spørgsmål, ikke mindst i et angelsaksisk akademisk miljø, der som Laurie Radford bemærkede har mere fokus på sprog end kunst. Ser man eksempelvis tidligere omtalte Dale Perkins’ programtekst, så lyder det mere af psykologisk eksperiment end af musikalsk værk: “Although it is hoped that the listener will experience emotional qualities as an emphatic response through the listening process, no lexical indications are given to present an established language more commonly associated with syntactical organisation”. Som en deltager bemærkede i en pause, så kan vi ikke afgøre, hvorvidt denne eller andre teorier inden for elektroakustisk musik kan siges at fungere, så længe publikum hovedsagligt består af akademikere, der er bekendt med sådanne teorier igennem deres faglighed: En gruppe fagpersoner vil være mere tilbøjelige til at opfatte den bagvedliggende tankegang, som de ofte er bekendt med på forhånd, end en mere almen tilhørerskare, der kun har det oplevede værk at forholde sig til. Manglen på et ’almindeligt’ publikum synes jeg, at man kan se som et handicap for en genre, der har tradition for at lægge vægt på ’lytte-modi’ som først og fremmest Pierre Schaeffer udviklede en model for, og mange andre (heriblandt Dennis Smalley) har ført videre i forskellige former.

Men tilbage til musikken: Den anden koncertaften lagde ud med værket Counterattack (2014) af komponist og seniorforsker Adrian Moore, der også havde æren for organiseringen af konferencen, og som til hverdag leder University of Sheffield Sound Studios. Counterattack er fyldt med percussive elektroniske elementer og både spektrum og rumlighed udnyttes fuldt ud. Det er imponerende godt håndværk og jeg fik følelsen af at være i en art granulær pinball-maskine. Værket er desuden blevet præmieret i den portugisiske konkurrence Música Viva.

Samme aften kunne man opleve gæstestjernen Annette Vande Gorne, som bl. a. har grundlagt den belgiske organisation til udvikling af elektroakustisk musik Musiques & Recherches. Hun lagde ud med Déluges: Prélude, Versets 1à 7 (2015) der integrerede stemme og musik og gav mig en rundtosset følelse. Derefter kom den for mig største musikalske oplevelse ved dette års EMS, nemlig hendes værk TAO: Terre (1991), der på sublim vis udviklede sig fra smukke orgelagtige, ’swirly’ lyde til noget der mindede om legetøjet ’tyrebrøl’ (som man svinger i luften), inden musikken til sidst opløstes i rumklang. Stykkets brug af lyde blev aldrig anekdotisk, det gav mig en rørende æstetisk oplevelse og blev fremført med stort overskud. Fabelagtigt!

Jeg hørte ikke blot lyden af en cykel eller cykling, men fik en følelse af selv at have roterende dele

På koncertprogrammets tredje og sidste dag tog komponist og ph.d.-studerende fra Leicester Louise Rossiter os med raketfart gennem musik- og lydverdener med et dynamisk mix af soundscapes og musik i en velfungerende blanding med titlen Tout Autour De La Montagne (2014). Turen rundt i Montréal, hvor feltoptagelserne stammede fra, var en stor fornøjelse. Den var bestemt ikke naturalistisk, men så meget desto mere effektiv i at give indtryk af små listige steder.

Senere fulgte komponist og ph.d.-studerende Chris Bevan med værket Circum (2014), der kombinerede flotte lyd- og bevægelsesmønstre med en ret traditionel harmonik, hvilket var overraskende velfungerende. Jeg hørte ikke blot lyden af en cykel (som udgør råmaterialet for kompositionen) eller cykling, men fik en følelse af selv at have roterende dele, hvad jeg ser som et stærkt om end overraskende eksempel på lydens evne til at stimulere vores forestillingsevne. Circum har i øvrigt vundet årets udgave af komponistkonkurrencen Journées d'Informatique Musicale. Konferencens tema taget i betragtning havde jeg håbet værket var en reference til det cykelkorps som flere futurister meldte sig til under 1. Verdenskrig, men på det punkt blev mine forventninger ikke indfriet.

Herefter var det ph.d.-studerende, komponist og musiker Vanessa Sorce-Léveques tur. Med værket Wrathful Vine (2012) præsterede hun en mesterlig intelligent håndtering af rytmiske støjlyde, hvilket igen ledte mine tanker mod Russolo, men her var der ingen hørbar teknikfascination, måske snarere et strejf af naturromantik, og heller ikke denne komponist mente sig inspireret af futurismen, hvilket naturligvis ikke skal ligge hendes fremragende værk til last.

Refleksion
Til slut vil jeg nævne årets keynote Aesthetics of the non-aesthetic, der blev leveret af komponisten og kritikeren Dr. Tatjana Böhme-Mehner fra Martin-Luther-Universitetet i Halle-Wittenberg. Med en præsentation, der var rundet af den tyske kritiske tradition satte hun værkbegrebet på dagsordnen og spurgte hvorfor musikere og andre kunstnere i en tid efter bl. a. Fluxus og John Cage stadig insisterer på at kalde deres frembringelser for ’værker’. Man kan lidt firkantet sige, at der i en postmoderne tid er tale om kunst, når noget bliver succesfuldt kommunikeret som sådant. Således er koncertsalen og gallerirummet begge institutioner, der ikke bare præsenterer kunsten, men også legitimerer og definerer den. Böhme-Mehner situerede musikken i en bredere samfundsmæssig kontekst med referencer til bl. a. sociologen Niklas Luhmann (Samfundets Kunst), og hun beskrev hvordan værket kan siges at svinge mellem det sociale og æstetiske, og hvordan brugen af værkbegrebet indebærer en bekræftelse af hele kunstverdnens socioøkonomiske system.

Jeg fandt det opløftende med en så veloplagt og kritisk gennemgang af de ’eksterne’ problemer som skabende kunstnere står over for, ikke mindst i en tid hvor oplevelsesøkonomisk tankegang er blevet normen, hvis ikke idealet, for kreativ udfoldelse i en tiltagende neoliberal verdensorden. Snarere end at tage skyklapperne på og hævde et kunstnerisk helle, opmuntres vi med denne præsentation til (i hvert fald indirekte) at tage livtag med de omgivende samfundsmæssige systemer i stedet.

Fader-controller og computer til diffusion. Foto: Ask Kæreby

Enighed gør stærk
Efter fire dage i Sheffield i den elektroakustiske musiks tegn, står jeg tilbage med indtrykket af en genre og scene, der evner at rumme flere former for eksperimenterende, kunstnerisk omgang med lyd. I flere andre lande, heriblandt Danmark, ville tilsvarende værker nok ikke blot komme fra musikkredse, men også nært beslægtede miljøer som kunst, film, teater og radio. Det er interessant at se, hvordan det britiske universitetssystem har tilegnet sig en stærk og bred position på området, og jeg kunne godt ønske mig mere sammenhæng mellem de mange forskellige miljøer, uddannelser og institutioner i Danmark, der sætter det kunstneriske arbejde med lyd i højsædet, hvad enten det kaldes musik, design, kunst eller montage.

Dog synes jeg, at det typiske elektroakustiske konferenceformat den dag i dag stadig rummer nogle tydelige begrænsninger. Det virker noget stift med komponisten på første publikumsrække og en tom scene foran sig, som om der intet er at se. Eksempelvis benyttede den umiddelbart foregående festival for flerkanalsværker på Den Danske Scenekunstskole, Deus Ex Machina, sig af højttalere i koncentriske cirkler omkring komponisten, og man kunne placere og bevæge sig mere frit da salen ikke var inddelt i scene og publikumsområde. Det gav mulighed for at gå på opdagelse i lyden og musikken på aktiv vis, og jeg tror det havde klædt flere af værkerne med en sådan opstilling, der også går lidt i retning af installation.