Tallinns jazz stemmer verden op

»Har du virkelig aldrig været her før? Jeg har spillet her mange gange. Første gang i 1998. Jeg var stadig studerende på konservatoriet,« siger Kresten Osgood og svømmer videre i poolen, som ligger på ottende etage med udsigt over Tallinns kirkespir, ortodokse kupler og skorstene. Byen, en af Europas bedst bevarede middelalderbyer og på UNESCOs verdensarvsliste, dufter af estisk cedertræ fra saunaerne og er overfyldt med musikfestivaler.

To skuespillere i stive suits reciterede noget om Danske Bank, krak og moralens kollaps på børsens alter

I aftes spillede den estisk-danske komponist og saxofonist Maria Faust en koncertversion af teaterstykket Rahamaa, eller Moneyland, som alle taler om, men ingen kan få billetter til. Fausts gruppe The Economics – bestående af en trommeslager og tre blæsere – bevægede sig som en procession gennem mørket: marchtrommer, vrælende saxofon og en trompet, der lød som et åbent sår, mens to skuespillere i stive suits reciterede noget om Danske Bank, krak og moralens kollaps på børsens alter.

»Du forstod nok ikke, hvad der blev sagt, fordi det er på estisk, men jeg har set teaterstykket. Det varer tre og en halv time og gennemgår hele svindelskandalen. Maria kan fortælle dig mere. Jeg har en masterclass om lidt,« siger Osgood og stiger op fra det 30 grader varme vand.     

Estisk modernisme og sonisk eksorcisme

Engang var Estland en sovjetisk satellitstat, i dag en selvstændig nation vendt mod Vesten. Her bor kun 1,3 millioner indbyggere. Men fortiden mærkes stadig. I grænsebyen Narva taler over 95 % russisk, og ca. 320.000 estere har russisk som modersmål. 

Han spiller forvrænget violin, bevæger sig ud blandt publikum med en lysende kokosnødlignende kugle og beder en bøn

Jazzkaar-festivalen, grundlagt i 1990, finder sted på Fotografiska Tallinn og Von Krahl i det pulserende Telliskivi-kvarter. Årets åbningsværk, Marginalia and Dividends, blev fremført af pianisten Kristjan Randalu og vævede sig ind i den berømte komponist Jaan Rääts’ miniatureværker fra 1981 – som kryptiske dagbogsblade, hvor estisk modernisme åndede i skæve rytmer og fandt sit spejlbillede i den norske guitarist Eivind Aarsets flimrende, elektriske tåge.

Men nu bevæger Keelepeksjads guitarister i farverige cocktailband-veste sig mellem surfrock og afslappet hyggejazz. »Mafia Boss« bobler af fræk selvironi under digter og sanger Jaan Pehks blide, men urokkelige vokal.

Nogle mener, at esterne er et introvert folkefærd, og det mærkes. Bandet Anemone, der begyndte med Nirvana-covers, undgår øjenkontakt med publikum, mens Anett Tamms lyse vokal svæver som en drømmende late night-jazz. Kertu Aer, norsk bassist og vinder af Estonian Young Jazz Talent 2024, optræder med sin kvartet i ordløse, men fortællende kompositioner om selvaccept, Murakami og søvnløshed – alt sammen drømmende og abstrakt.

Smokingklædte Kristjan Kannukene henter inspiration hos estiske digtere og Biblen. Han spiller forvrænget violin, bevæger sig ud blandt publikum med en lysende kokosnødlignende kugle og beder en bøn. Koncerten afsluttes med en skæv, bluesy indiesang. Det er indadvendt. 

Men når koncerterne rykker ind i private hjem, åbner esterne dørene på vid gab. Tredive mennesker i strømpesokker sidder tæt i sofaer og på stole, og lytter til Kadri Voorand, der inden sin sfæriske fortolkning af Lennons »Imagine« siger: »Ha’ en god tur. Jeg skal nok passe på tiden for jer.« Herefter følger folkemusikalsk violin og filosofiske betragtninger: »Musik gør samtaler mellem levende og døde mulige.«

Lakecia Benjamin fra New York undskylder ikke for at fylde rummet med sit guldtøj og rå saxofon. Hun er blevet nomineret til fem Grammyer, og her i Tallinn – »the most beautiful place I’ve ever seen« – handler det om kraft. Fra scenen udtrykker hun sorg over situationen i sit hjemland: »America, this song is for you,« siger hun, inden et saxofonskrig ender i »My Favourite Things.«

Fra scenen udtrykker hun sorg over situationen i sit hjemland: »America, this song is for you«

Den samme ubændige kraft præger Kresten Osgood og hans trommekolleger – tyske Christian Lillinger og litauiske Arkady Gotesman. 

Det er ritualistisk – som at overvære en slags sonisk eksorcisme, hvor alt kan ske

Danskeren er omringet af næsten lige så mange planter som trommer, og han inddrager begge i sit spil. Maria Faust slutter sig til trioen med sine fræsende fraseringer og en alvorsfuld tone, der både borer sig ind i lydbilledet og løfter det op. Hun trækker luft ind i det tunge trommeunivers og tilfører det en skarp, melodisk kontrast. Det er ritualistisk – som at overvære en slags sonisk eksorcisme, hvor alt kan ske.

Røgelse, ravere og rytmer: en musikrejse gennem Tallinn

En musikolog viser rundt i Tallinns forsvundne klubber og pladser, hvor neohippier, punks og ravere mødtes efter Sovjetunionens fald i 1991. I byens kældre opstod en rå, hypnotisk lyd præget af både fortiden og drømmen om det nye.

I Tallinns Depeche Mode Bar sidder man indhyllet i synthflader og nyder cocktails med sangtitler. På væggene flimrer musikvideoer fra en tid, hvor melankoli og maskiner gik hånd i hånd. 

En musikolog viser rundt i Tallinns forsvundne klubber og pladser, hvor neohippier, punks og ravere mødtes efter Sovjetunionens fald i 1991

Påskemorgen går kvinder og præster syngende rundt om Alexander Nevsky-katedralen med de løgformede kupler. Den flerstemmige sang – og røgelsen – dufter af tid og tradition. 

Men Estland har ikke en tradition for bigbands. Derfor er det en begivenhed, at Karmen Rõivassepp har medbragt Aarhus Jazz Orchestra. Vokalisten, som i årevis har boet i Danmark, blev sidste år kåret som Årets musiker i Estland. Dirigent Nikolai Bøgelund kalder John Riddells trommesolo for »badass«, og det estiske publikum lader til at fryde sig over den ligefremme tone. Men når trompetisten Jakob Sørensen løfter hornet til læberne og spiller solo, er det, som om sproget opløses.

Bagefter transcenderer Bill Laurance og Michael League – kendte fra det Grammy-vindende kollektiv Snarky Puppy – genrer og geografiske grænser. Blot med bas, tyrkisk baglama og klaver. Og en tyrkisk sang om to fugle i livlig samtale på en gren. 

Laurance og League deltager – ligesom et par aarhusianere og New York-guitaristen Gilad Hekselman – i en jam session i en pladeforretning. Mikk Kaasik, som denne aften har vundet titlen som Årets musiker, har noget at vise ved klaveret. Selv under jam sessions som denne fornemmer man, at jazzen i dette land er et eksistentielt anliggende, ikke bare underholdning.

Sproget bøjes og vrides et sted mellem oprør og ømhed, mens trommeslageren borer en solo ind i en chanson og forvandler den

Selv Jacques Brels »Les Marquises« lyder ikke som et cover, men en nervefyldt konfrontation, når Poetic Ways trækker diverse franske ikoner gennem jazzens komplekse gyder. Sproget bøjes og vrides et sted mellem oprør og ømhed, mens trommeslageren borer en solo ind i en chanson og forvandler den. 

Fattigdom lyder som en hul hoste

Endelig lykkes det at finde tid med travle Maria Faust.

»Jeg kommer fra Saaremaa – en lille ø, der engang tilhørte Danmark. Byen blev grundlagt af Magnus, den danske konges bror. Han havde et alvorligt spilleproblem og blev sendt i eksil. Men vi estere blev dengang anset for at være vilde, så han turde aldrig forlade sit slot. Han sad der i årtier,« griner Faust, som har studeret klassisk musik og direktion, og beskriver det at finde fodfæste i jazzmiljøet i København »som at gå direkte ind i en mur.«

»Der er for meget underholdning og for lidt musik, der spejler verden«

Faust ser kunsten som et samfundsspejl: »Kunst kan kritisere og vække folk, men den behøver ikke at vise, hvad der er rigtigt eller forkert – den kan give nye perspektiver. Der er for meget underholdning og for lidt musik, der spejler verden.«

Hendes storværk om post-sovjetisk rigdom og oligarker har givet hende vinger. Rahamaa blev nomineret til 11 estiske teaterpriser og vandt fem, bl.a. for bedste originale musik. Hun og hendes gruppe The Economics har 40 opførelser tilbage i år.

»Forestillingen begynder sådan: ‘Det hele skete, fordi vi var så fattige’. Det er en græsk tragedie med syv dødsscener, som alle handler om grådighed. Om hvordan mennesker ofrer kærlighed, familie og værdighed for penge. Men tragedien er ikke kun fiktiv. Den trækker spor gennem både dansk og estisk virkelighed. Det er vores fælles historie, men man taler sjældent om den i Danmark. Den er for pinlig. Og for os i Estland... ja, vi blev måske endnu hårdere ramt. Vi var så grådige, at vi solgte os selv. Folk blev udnyttet og ødelagt. En tog sit eget liv. Danske Bank havde mange kunder, der handlede med våben, inklusive de tungeste og mest dødelige. Medarbejderne i Bankens estiske filial, Ariel Team, så ud på en helt bestemt måde – hvide tænder, bestemte suits, dokumentmapper, meget dyre ure, de duftede af vodka og dyr parfume. Danske Bank spillede en stor rolle i at gøre verden til et endnu mere elendigt sted med krige, terror, sult... you name it. De hvidvaskede hundredtusindvis af milliarder for de mennesker,« fortæller Faust.

»Vi var så grådige, at vi solgte os selv. Folk blev udnyttet og ødelagt. En tog sit eget liv«

»Værket rummer en sær, mørk humor. Karaktererne er stærke og præget af både vrede og håb. Fattigdom lyder som en hul hoste, men også som vilje og tro på frihed.«

Trods værkets kunstneriske og politiske tyngde kommer det ikke til Danmark: »Efter hvad jeg har hørt, fordi de to forretningsfolk, der havde lovet at støtte projektet, fik serious advarsler og vurderede projektet som for risikabelt.«

Stilhedens klang

Midt i en skov, i kystlandsbyen Laulasmaa – 35 kilometer vest for Tallinn – ligger en hvid bygning, et særligt sted tilegnet Estlands store komponist, Arvo Pärt, der fandt musikken i stilheden, længe før stilheden blev luksus. Engang var hans arkiv gemt væk i en garage. I dag strømmer lyset ind gennem vinduerne. Forskere studerer i Pärts bibliotek, her er også en koncertsal, kapel og café. Arvo Pärts søn, som ligner faren på en prik, stiller gerne op til foto. Pärt selv bor lige ved siden af.

I år fylder Pärt 90 år. Og det sidste, man ser, inden man forlader Lennart Meri Tallinn Airport, er en udstilling om komponisten, der fandt det evige i det enkle. Og måske er det netop her, Estland finder sin klang: I spændingsfeltet mellem protest og poesi, mellem fortidens skygger og fremtidens lys, mellem jazzens vilde eksorcismer og Pärts tyste bøn. En musikalsk nation, der ikke larmer for at blive hørt, men hvis stemme bliver siddende i kroppen længe efter, man er fløjet hjem.

Jazzkaar Festival, Tallinn, 20. april-1. maj