Sound of Stockholm

Kunstnerdrevet og flad struktur
I praksis betyder dette en event, der får showcasekarakter. Hver sammenslutning er repræsenteret af en eller flere koncerter, som de, efter mit skøn, forvalter som de selv vil. Som en naturlig æstetisk konsekvens heraf, findes der ikke en overordnet kuratorisk linje for festivalen. Derimod præsenteres vi for en bred række koncerter, sat i værk, fordi aktørerne ville netop deres projekt. Udefra set, en flad, demokratisk og delvist kunstnerdrevet struktur.

De sidste 3 år har festivalen været afholdt i Kulturhuset i det centrale Stockholm, der flittigt benyttes af en bred skare af Stockholmere, der ”vil lidt kultur” – hvad enten det er at besøge stedets bibliotek, Stadsteatret, gå til koncert, til udstilling, se en film eller blot drikke kaffe i stedets lidt hektiske café. Med centrale rulletrapper, et stort glasparti, er vi ikke fjernt fra det parisiske Pompidou center.

Historisk er Kulturhuset med sin åbning i 1974 et direkte resultat af– ja, nærmest et 3-dimensionelt manifest, på 1960ernes svenske socialdemokratiske velfærdspolitik - Folkhemmet. Både den brede og den smalle kultur blev opprioriteret såvel politisk som økonomisk, og var ubetinget en vigtig del i oprustningen af den svenske velfærd. Trods de senere års højredrejning i svensk politik, findes denne grundtanke stadig i svensk selvforståelse. Kulturhusets beståen er et levende manifest på dette fællesskab, på interessen og på en forståelse af, at (statsstøttet) kultur er en nødvendig instans i samfundet.

Det er derfor ikke et hvilket som helst sted, festivalen er placeret.  Man kan måske sige, at hvis vi ellers forstår en undergrund som noget, der definerer sig ved netop at stå udenfor et etableret kulturliv, så placerer denne festival sig som en central aktør i selvsamme rammesætning.

Koncerterne
Jeg deltog udelukkende ved lørdagens koncerter, og min reportage er derfor et nedslag i programmet, og ikke festivalreportage baseret på et skønsomt udvalg.

Foto: Heiko PumhagenLørdag eftermiddag blev indledt af en korkoncert i Kulturhusets Hörsal, hvor to kor var sat i stævne: Det professionelle ARTON Vocal Ensemble og Stockholms Kammerkör, begge under ledelse og dirigeret af Florian Benfer (f. 1983). Programmet var i den mere klassiske ende af den modernistiske skala, med den svenske komponist Lisa Streichs (f. 1985) værk Ängen dansar (2008), der æstetisk fint korresponderede med mastodonterne Rihm og Kagel, og deres værker Mit geschlossenem Mund (1982) og Hallelujah für Stimmen (1967/68). Alle tre værker arbejde med et udvidede vokal-udtryk og -teknikker (hvisken, latter, tale og rytmer), og Kagels værk udvidede endvidere (traditionen tro) formen ved at inkludere en danser.  Det var en fint programlagt og veludført koncert, men havde lidt svære odds hvad angik akustik. Efterklangen var kort og lyden blev desværre aldrig rigtig udfoldet i rummet.

Kl. 19 gik den svenske komponist Fredrik Olofsson på scenen, og indledte hermed en længere soloperformance afviklet fra det hjemmebyggede apparatur, redThermoKontroll2, som han betjente siddende, midt på scenegulvet. Med sig på scenen havde han et ’orkester’ af 100 røde lanterner designet af Jenny Michel udformet i hønsenet og plastfolie. Foto: Heiko PumhagenDertil blev der projekteret rød grafik på sort baggrund på bagvæggens skærm. Lyden var ’oldschool’ digital i sit udtryk, men med en analog sound, formentlig skabt ved at tilføje lidt støj. Alt var synkroniseret: De enkelte lanterner tændte og slukkede alt efter lydens intensitet, ligesom de fascinerende, morfende grafiske mønstre, fulgte musikkens opbygning. Musikken var (ifølge Olofssons eget udsagn) baseret på koderne fra Twitter-opdateringer, som havde været en tur gennem en computerprogrammet SuperCollider. Til trods for denne høje grad af kompleksitet, fremstod performancen som en samlet enhed, hvor en pendlen mellem taktilitet og immaterialitet, analoge og digitale repræsentationer, samt visuelle og auditive udtryk, blev en soleklar rammesætning for værket. Jeg blev draget ind i det, og blev der fra begyndelse til slut.

Ensemblet The peärls before swïne experience (Christopher Lehmann (fløjte), George Kentros (violin), Mats Olofsson (cello) og Rei Nakamura (klaver)) havde i samarbejdet med organisationen Sekt valgt at programlægge en koncert under ’dogmet’ musik og film, og opførte fra kl. 21 fem værker af fem forskellige nordiske komponister under titlen The Movie Theatre Concert.

Foto: Heiko PumhagenProgrammet blev indledt med en opførelse af Niels Rønsholdts Burning (2012). Rønsholdts udfordring af instrument-beherskelse og performance klædte ensemblet, der bestemt var kommet på arbejde. Men, de tog opgaven på sig, og fik skabt et Rønsholdt’sk – lidt skramlende, diffust og afsøgende lydunivers. Fredrik Olofsson havde endnu et værk på RedO (2013), endnu engang med overbevisende grafik, som ensemblet skulle improvisere efter. Jeg kender ikke til de konkrete aftaler komponist og ensemble i mellem, men for mig døde musikken lidt ved, at ensemblet holdt sig ekstremt tæt til det grafiske udtryk. Dvs. - gik linjerne op – gik tonerne op, og ramte linjerne et skæringspunkt, blev en ny tone sat an. Lidt for meget én til én efter mit temperament. Aftenen bød også på en uropførelse: Kitt und Schu af Ida Lundén og Andrea Tarrodi. Foto: Heiko PumhagenPerformancen begyndte med sceneentré af komponisterne selv, der med hver deres spilledåse indledte stykket, for siden at agere deltagende lyttere placeret på scenen ved siden af ensemblet. Derefter tog ensemblet over og fremførte en slags ekspressionistisk vuggevise, der bl.a. bestod af sammenklippede fragmenter fra Schuberts op.33, no 7. Med denne inddragelse lå en henvisning til Fassbinders film Katzelmacher, hvor netop denne musik indgår. Stykket afrundedes af de to komponister , endnu engang på spilledåse, nu ledsaget af deres sagte nynnen. Alt i alt et fint og afbalanceret, men også meget kontrolleret og stramt komponeret værk.

Aftenen bød endvidere på tre koncerter, der pegede mod den mere pulserende gren af de elektroniske musikgenrer: Én med Joel Dittrich i foyeren til Hörsalen, og to større anlagte finale-koncerter i Kulturhusets stueetage med de Berlin-baserede kunstnerne Grischa Lichtenberger og Kyoka, der begge er tilknyttet det anerkendte pladeselskab Raster-Noton. Sammenlignet med sidste års finale, der blev varetaget af den japanske superstjerne Ryoji Ikeda, var dette års afslutningskoncerter ikke nær så intense og spektakulære. Publikum var sivende, og selvom de to koncerter egentlig var ganske energiske og udmærkede, løftede de sig dog desværre aldrig rigtig i det mere end halvtomme rum. Egentligt lidt ærgerligt, men måske et symptom på en stadig udfordring i at forene electronica og kompositionsmusik, - en udfordring der går relativt smertefrit på de tyske scener, men som måske endnu har trænge kår i Norden.Foto: Heiko Pumhagen

Kortene på bordet
Jeg var selv på programmet lørdag eftermiddag med et oplæg om musikkritik, der var ét af tre, initieret og arrangeret af Nutida Musik. Min integritet som kritiker er således sat på spil, men alligevel har jeg valgt at rapportere. Dette af flere årsager:

Sound of Stockholm er et nyt, seriøst og ambitiøst bud på en festival, der er drevet af en bred skare af organisationer, og giver dermed publikum et bredt indblik i tendenser og trends på den aktuelle svenske scene – med internationale afstikkere.

I en tid, hvor ’kuratering’ er blevet det nye sort på festivalscenerne, er Sound of Stockholm et interessant bud på en festival, der tør bryde med tidens trend. At dette brud ikke virker som et bevidst opgør eller en kritik mod de andre kuratordrevne festivaler, gør blot tiltaget endnu mere forfriskende.

Og endelig: Som altid når jeg er til koncert i Sverige, glædede jeg mig endnu engang over den store professionalisme omkring selve produktionerne, der for mig at se, er en selvfølge på de svenske eksperimentelle musikscener. Denne professionalisme medfører ikke kun (stort set) gnidningsfrie koncerter, men etablerer et overskud, så koncerterne kan afvikles med en tilbagelænet ro, der rent faktisk gør det muligt at inkludere og give plads til publikum på en meget fin måde, som krediterede med – på nær ved de sidste par koncerter – at møde talstærkt op.