kritik

WAYNES VELTEMPEREREDE FUSIONER

Spraglet minimalisme og avantgardistisk soft rock. Wayne Siegels musik fremstod velbalanceret og gennemtænkt, da komponisten og DIEM-professoren rundede de 60 år og i den anledning tog publikum på rundtur i en række behagelige bevidsthedsrum til fødselsdagskoncert i Musikhuset Aarhus.
Af
28. Februar 2013
Andreo Michaelo Mielczarek anmelder Wayne Siegels fødselsdagskoncert torsdag den 14. februar, 2013

Det er nok de færreste, som tænker, at 48 akustiske guitarer kan lyde så afstressende som en californisk brise. Men det gjorde de under fødselsdagskoncerten for Wayne Siegel, som med seks meget forskellige af hans værker tegnede et portræt af en amerikaner, der i dag er Danmarks eneste professor i elektronisk musik. Flere eksempler på Wayne Siegels speciale, hans interaktive computermusik, kunne bestemt have været givende for koncerten som helhed. Ganske enkelt fordi hans værker gennem fire årtier på fascinerende vis rummer nedslag i den lydteknologiske udvikling Alligevel formåede koncerten at skitsere hovedvejene til, hvor Siegel er i dag.

Diskret men effektfuld strengeleg 
Aftenens første programpunkt var Domino Figures (1979), et værk for et vilkårligt antal guitarer – alt fra 10 til 100. I hænderne på 48 guitarister fra Wayne Siegels fødselsdagsband gik der ikke lang tid, før svingningerne fra dette normalt spinkelt klingende instrument optog hver en tomme af Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Værket består af 97 forskellige musikalske figurer, der sættes i gang forskellige steder i ensemblet og kører rundt blandt guitaristerne, der sidder placeret i en halvcirkel. Med små tegn – et nik med guitarens gribebræt mod instrumentkollegaen til venstre side, som så overtog stafetten – skabte de opmærksomme og tætsiddende guitarister en voksende kanon. Den repetitive, langsomme harmoniske rytme og de musikalske figurer, der hele tiden forskubbede sig og resulterede i changerende overgange, var tyve minutters strengeleg af den meditative slags. Først i det sidste minut vristede guitarerne sig ud af hinanden og det nu tykke soniske rum - temaerne var brugt op, og kanonen klappede sammen. Stykket var slut.

Velgørende interaktioner
Med et lignende kodesprog interagerede to slagtøjsspillere, Henrik Larsen og Jonas Weitling, i den følgende 42nd Street Rondo (1984), hvor de med ens instrumentsæt gennemspillede en række simple meloditakter, som frit kunne gentages efter behov. Igen syntes de komplekse bevægelser at foregå i umærkelige skift, som viste den unge Wayne Siegels inspiration fra minimalisten Steve Reich og hans repeterende og polyrytmiske æstetik. Men hvad der gør Siegels værker så umiddelbart tiltrækkende er, at han har udviklet sin egen måde at fusionere instrumenter og lyde på. 

Et spøjst eksempel var koncertens tredje stykke – Jackdaw (1996) for basun og computer - hvor Niels-Ole Bo Johansen lagde sine basuntoner ind mellem manipulerede lyde - fra en allike, en kragefugl, som Wayne Siegel har optaget hjemme hos sig selv og skabt et intelligent og fint poppet track ud af.

En sprællende professor
Efter pausen var fødselaren selv på scenen med værket Two Hands (not clapping). Værket fra 2010 går ud på, at en performers bevægelser registreres af en laptops webcam. Computerens skærmbillede er opdelt i tolv felter og kan afgive tolv forskellige lyde ad gangen - de samlede soundscapes’ kompleksitet afhænger af performerens aktivitet. Måden, Wayne Siegel i 15 minutter både sprællede på og gik som en robot, genererede passager med massive mængder knust glas, der fejes frem og tilbage over forskellige belægninger. I glimt blev de opklippede sekvenser af noget splintret indrammet og blødt op af lyden af vandskvulp, rungende blæst og skovgrene. Det hele var veltunet og veltilrettelagt.

At Wayne Siegels fusioner ofte antager et filmisk udtryk hørtes i et andet af koncertens højdepunkter - hvor alle optrædende var lærere og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium - Road Movie (2008) for 16 basunister med de tre satser “AM”, “Canyon Canon” og “Highway”. Mellem første sats’ herlig pulserende bearbejdning af soul-klassikeren I Feel Good og en sørgmodigt truttende Amazing Graze i sidste sats, ulmede midtersatsen med sine tromboner i laveste register af ekkoer af europæiske avantgardister som Ligeti og Penderecki. Basunernes dystre ”lydside” forvandledes dog også til overraskende sfæriske klange à la Harold Budd og Brian Eno.

Waynes fusioner
Hjemlandets tradition, avantgarde-rock og minimalisme, udgør hovednerven i Wayne Siegels musik. Men som de sene værker med deres komplekse soniske materialitet viser, har Siegel samtidig bygget videre på dette lydideal, og egentlig er denne udvikling i god tråd med minimalismens dyrkelse af klangfarve, stemning og atmosfære.

At Wayne Siegel tidligt havde en fornemmelse for at temperere og lave flimrende overlapninger i sin musik, fik vi lov at høre i East L.A. Phase (der refererer til Steve Reichs fase-teknik). Det er hans første danske værk, komponeret i 1975 - kort efter, at Siegel var rejst fra den amerikanske vestkyst til den jyske østkyst for at studere hos Per Nørgård. I værket, som er skrevet for fire guitarer, fire klaverer eller fire marimbaer, og som denne aften blev fremført af en guitarkvartet med Jakob Bangsø, Tim McVeigh-Pedersen, Klaus M. Hansen og Frederik Munk Larsen, smelter hard-core minimalisme sammen med soft rock og mexicansk folkemusik.

I godt 40 år har Wayne Siegel indoptaget og formidlet forskellige kulturer, teknologier og temperamenter som lyd. Fødselsdagskoncerten manifesterede, at der mellem disse modsatstillede elementer ikke behøver at være en hel verden til forskel - så længe man altså forstår fusionens kunst.