Allez! Allez! Lyden af store fantasier i Frankrig 

Selvom det ofte ligner og lyder som kaos, har cykelløbet sin egen rytme, hedder det i en tekst fra det polyfarvede cykelfirma Rapha. Den særlige rytme kunne være Kraftwerks berømte menneske-maskine-rendezvous, albummet Tour de France (2003), der hårdt og bastant søger at illustrere løbets hårde indre og ydre kampe. One rhythm fits all! 

Men TV2’s franko-romantiske jingle siger jo heller ikke tous les choses om den Tour. 

For er det ikke tværtimod sådan, at i Tour de France komponerer hver rytter sit eget beat? Og vi taler selvfølgelig solister, for kun den slags klarer skærerne i verdens hårdeste cykelløb. Alle de mange beats, som ændrede karakter, når landskaberne skiftede fra Alperne til Pyrenæerne. Det startede stille, da feltet kørte ind i Roskilde en søvnig dansk weekend, hvor musikken og drømmene på Roskilde Festival var i gang – og overdøvede dem! For der er noget over sportens beats. Og smarte var de mange beats, da de kørte på en lang, flad designerbro i den danske vind, som ikke kan styres. Vinden flyver sit eget decibel-liv. 

Beatet kan man tage med sig fra Glyngøre og imponere og virkelig nail it og beat it selv i Rocamadour  

Gamle og velkendte beats var der, men de lød samtidig altid som nye beats. Tænk seriel musik. Tænk Philip Glass eller enhver anden minimalist, eller maximalist, som de gerne vil kaldes, for de har alle arbejdet hårdt for at erhverve sig det lette, anonymt lydende tråd, men som kræver umenneskelig hård træning. For har man som cykelrytter først trænet sig op til at kunne opretholde og befinde sig godt i et personligt beat, flytter det – ligesom nissen – altid med. Beatet kan så bruges i mødet med andre ryttere med helt andre beats samt i ukendte terræner med deres hemmelighedsfulde bjerge og underlige sving. Beatet kan man tage med sig fra Glyngøre og imponere og virkelig nail it og beat it selv i Rocamadour. 

Lydens koreografi

Det var det, vi både så og hørte i år. Lyden af et menneske, Jonas Vingegaard, på en cykel, som udmærket kendte til alle løbets regler og udviste sportsmanship, men som havde sin helt egen rytme under hjelmen. Et beat, der interagerede med både modstandernes tandhjul, der snurrede i andre hastigheder, og med publikum, der så ud til at bevæge sig i slowmotion. Og med de elegant glidende motorcykler. Og helikopterne. Det er ærgerligt, at franskmændene er blevet så gode til at filtrere helikopterlyden fra. 

I år var Tour de France-hornene igen et behageligt, gjaldende genhør i fransk stereo

Alt kan indordnes i den velkendte koreografi, som Roland Barthes observerede i Tour de France og beskrev i sin berømte Mytologier (1957).  

Også lydene, de villede og de spontane, når der tegnes nye improvisationer på asfalten, som aldrig er hørt før, alle de lyde indgår i løbets koreografi. Tour de France er ikke for your eyes only… 

Nogle cykelryttere er ultrasoniske og kalder Tour de France for et »et støjhelvede med vrede ordrer, støj og en hæslig lyd af skrig under styrt«, andre er optagede af for alt i verden ikke at lade sig distrahere; ikke falde ud af den tre uger lange supermeditation, og de er musestille og kortfattede, når de udtaler sig til journalisterne. Det er i øvrigt forbudt for rytterne at lytte til musik i høretelefonerne. 

Fransk stereo og dynamitsange

I år blev der ikke talt om underlige lyde, som kunne være tegn på »motordoping«. Touren var ikke underlig på samme måde som den i 2020, hvor lyden af publikum gjorde oplevelsen spøgelsesagtig. I år var Tour de France-hornene igen et behageligt, gjaldende genhør i fransk stereo.

Så er der Mauricio Kagels Match (1964), hvor percussionisten stiller sig op og agerer dommer

Det er ikke underligt, at en masse musikere – fra Edouard ‘Monty’ Montauby til Ludwig Von 88 og de franske veteranpunkere Les Wampas – gennem tiderne har ladet sig inspirere af det populære cykelløb i Frankrig. Tour de France-musikken er i øvrigt anderledes end musikken, der akkompagnerer fodbold. Ligesom Tourens publikum lyder anderledes end foldboldpublikummets kollektive sange, udråb, bølger og hang til dynamitsange. Cykelsport lyder ikke som fodbold: »with eyes shut, we sound like a torrid ocean. We are waves, falling, rising with the tide.« 

Sunget på fransk lyder meget alligevel som avantgarde og jazzet nouvelle vague, selv om det er hardcore chanson og vel egentlig pop. 

Men mange komponister har lavet værker med afsæt i sport: Émile Waldteufel: The Skaters’ Waltz (1882), Charles Ives: Yale-Princeton Football Game (1898) og Arthur Honeggers Rugby (1928), hvor lydbilledet skifter fra side til side, som kastede orkestrets musikere rundt med en rugby. Og så er der Mauricio Kagels Match (1964) for to celloer og percussion, hvor percussionisten stiller sig op og agerer dommer. 

I cykelløb er enhver sin egen beatsmed. Ingen fælles åndedrag, ingen fælles rytme. Non!

Hvid ost og clean Satie 

I cykelløb er enhver sin egen beatsmed. Dirigenter er overflødige. Ingen fælles åndedrag, ingen fælles rytme. Non!

En komponist synes at have fanget det meget godt: Erik Satis lyrismer i Sports et divertissements (1914) er tilpas underlige og kører i sælsomme, indadvendte bølger, så de kunne akkompagnere de forskellige temperamenter og solistiske typer, som indgår i et cykelløb. Fra Pantani til Riis og Merckx. Fordi Satie, selvom han kaldte sin musik for møbelmusik (musique d'ameublement), synes at have indfanget både den mekanisk maskinelle og den menneskelige tristesse – kald det lidelse, det gør Jørgen Leth og de andre også – som man også i ugevis ser malet i de cyklende protagonisternes ansigter. 

Satie, der havde mange ritualer og en diæt, der kunne matche en cykelrytters, kun hvid mad; Satie ville være total clean: æg, sukker, hakkede knogler, fedt fra dyr, salt, kokosnødder, kylling kogt i hvidt vand, mug fra frugt, ris, majroer, kamferbehandlede pølser, bagværk, hvide ostetyper, hvid salat og bestemte typer af fisk (uden skind).

Noget af det var måske freestyle. Sådan fungerer fantasier. Velfriseret må det aldrig blive

Sætter man Erik Saties dunlette sportstykker på, mens man ser Tour de France, er det som om, rytterne kører ind i stilheden. Etape efter etape efter etape… Eller kører på en anden planet. Det er jo ambientmusik – uden for tid og rum og bjerge. Den stemning indfangede Daniel Dencik i sin cykelfilm Moon Rider (2012). Selvom beatet vel mere minder om Kraftwerk. Den satieske ambience er i alle Leths cykelfilm og især i En forårsdag i helvede (1976).   

The Vingegaard Beat

Man kan faktisk købe sig til alverdens mærkelige cykellyde, søg fx her: TDF sound effect. 

Helt andre lyduniverser har lydantropologer optaget under feltoptagelser i Tour-landskabet med de mange godser, palæer og bondegårde, eksempelvis græssende får på Col du Tourmalet.

Beatet, Vingegaard havde i hovedet, da han cyklede uden at se sig tilbage, kender kun han. Noget af det var helt sikkert freestyle, og nye beats blev samlet op på landevejene. Måske omkring stedet med det meget rockede navn Côte de la Cité médiévale de Lauzerte. Sådan fungerer fantasier. De er aldrig velfriserede. Resultatet af tre uger i sit eget, naturlige, rene sved skal nok vise sig – alt tyder på det – ende i en sejrende lyd af mekanik og muskelkraft. 

Tour de France findes ikke uden sin lyd. Lyden findes heller ikke uden løbet. Derfor er begge dele besjælet af hinanden.