Dokumentarisk opera – kan man det?

Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse: dokumentarisk opera.

På den ene side står ønsket om at fortælle en sand historie med autentiske vidnesbyrd, der skal formidle en stor viden om et specifikt emne. Det er set mange gange i andre kunstarter.

Men opera? Med den teatralske sangteknik og den oftest meget æstetiserede dramaturgi?

Filmen er for eksempel et oplagt medie til dokumentarer. Her har man muligheden for at klippe mellem interviews med eksperter og værdifulde optagelser fra alverdens arkiver.

Ja selv teatret er forholdsvis oplagt, for vi har en tradition for, at man på de skrå brædder kan overlade scenen til ‘virkelige’ personer, som fortæller deres egne historier.

Men opera? Med den teatralske sangteknik og den oftest meget æstetiserede dramaturgi? Her er det svært at forestille sig, at man kan skabe plads til det, der skal fortælles. Alligevel er det netop det, komponisten Mauro Patricelli har givet sig i kast med i Skattegraveren (2019), hans tredje såkaldte »dokumentaropera«.

Ud at grave
Den 49-årige italienske komponist Mauro Patricelli, der har boet i København de seneste ti år, arbejder grundlæggende med forskellige stilarter, men har et særligt fokus på folkemusik.

Det er en interesse, der har fulgt ham siden ungdommen, hvor han ved siden af sit kunstneriske virke indsamlede folkesange i den italienske region Abruzzo.

Og det er netop denne form for feltarbejde, der står centralt i Skattegraveren.

Patricellis kammeropera handler således om den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929), der i løbet af sin karriere indsamlede en enorm mængde af gamle sange og historier fra den jyske hedes bondekultur, der så småt var ved at forsvinde i slutningen af 1800-tallet.

Mauro Patricellis tredje dokumentaropera, ‘Skattegraveren’, opført på Takkelloftet. © Søren Meisner

Rent musikalsk bygger Skattegraveren – med sopran, cembalo, kontrabas/cello, percussion og trommesæt – på folkesange indsamlet af Kristensen og elementer fra både barokopera og avantgarde.

Ligesom i de tidligere dokumentariske operaer Syng for fremtiden, Ingeborg (2013) og Dansejæger (2016) blandes musikken med arkivariske lydoptagelser, og bevægelser på scenen blandes med visuelt arkivmateriale på store lærreder.

Et ekko er bedre end ingenting
Skattegraveren er en opera uden reelle roller. Det tætteste, man kommer på en egentlig rolle, er sopranen Signe Asmussen, der i begyndelsen spiller den britiske antropolog Joan Rockwell, som i 1982 udgav en biograf om Evald Tang Kristensen.

Det er også en pointe ved denne opera, der netop bygger på fragmenter, minder, ekko og ting fra fortiden

Ellers veksler musikerne mellem deres instrumenter og en rolle som kor. Kristensen optræder dog selv gennem offstage-fortælleren Klaus Risager, der læser højt af hans dagbøger, noter og brevvekslinger. Den mest konsistente karakter er altså ikke fysisk til stede på scenen.

Men det er også en pointe ved denne opera, der netop bygger på fragmenter, minder, ekko og ting fra fortiden.

Scenografien er sparsomt, men effektivt bygget op af to store bunker jord på hver side af scenen, fem lærreder i baggrunden og ellers instrumenterne, der ud over de tidligere nævnte også indbefatter to skrivemaskiner.

Kontrasten mellem de enorme bunker af jord og den sparsomme scenografi minder om, hvor meget der skal arbejdes for at tilvejebringe bare en smule af fortiden. Lærrederne er også i forskellig størrelse og form, så det, der projiceres op på dem, føles fragmenteret og ukomplet, stykket sammen af forskelligartede kilder.

Signe Asmussen, det tætteste, man kommer en egentlig rolle i ‘Skattegraveren’. © Søren Meisner

Teknologien spiller også en rolle i selve forestillingen, da der bådes dedikeres tid til at forklare, hvordan en fonograf fungerer, og da vi efterfølgende får hørt en af Kristensens oprindelige optagelser: Med en spinkel og knirkende stemme synger en gammel kone et par vers af en vuggevise, og man skal virkelig lytte efter for at forstå ordene. Vi får at vide, at fonografen jo kun repræsenterer et ekko, »but an echo is better than nothing«.

Kontrasten mellem den faktisk høje billedkvalitet af Kristensens fotografier fra feltarbejdet og lydoptagelsernes ringe kvalitet viser også, at vi ved meget mere om, hvordan fortiden har set ud, end hvordan den har lydt.

35 vers, værsgo
Som dokumentarisk opera kommer Skattegraveren særligt til sin ret i kraft af det musikalske materiale, den vil formidle og herigennem bevare, og musikalsk ligger højdepunkterne også i de arrangementer af folkesange, som Mauro Patricelli behandler i operaen.

Vi får lov at høre den første folkesang, Evald Tang Kristensen indsamlede i 1867, Jøden paa Helgenæs – det var, før Kristensen fyrre år senere fik adgang til en fonograf – og Patricelli rammer utroligt præcist den dronebaserede stil, der kendetegner megen ældre dansk folkemusik.

Vi ved meget mere om, hvordan fortiden har set ud, end hvordan den har lydt

Celloen agerer her drejelire, eller hvad bønderne nu har brugt til at spille dronen, og kun langsomt tilføjes trommen, der i mange tilfælde også var bytrommen, som landsbyerne benyttede til ikkemusikalske formål.

Lyden er som ved en historiske re-enactment, fokus er i høj grad på fortællingen i teksten. I hvert fald i de første vers, for vi hører alle sangens 35 vers, og løbende ændres arrangementet. Cembaloet – spillet af Patricelli selv – begynder at spille fraser med et mere udfordrende tonemateriale end i sangens simple melodi, og trommesættet spiller også mere og mere avancerede rytmer.

Men fordi sopranen forbliver fortællende og lyrisk, skærer fortællingen i teksten stadig igennem, og dette skaber en kontinuitet, som binder arrangementet af visen sammen. Selvom man ikke hører ordene, så er lyden af stemmen det bærende.

Ouverture for fire skovle
Det står i kontrast til de passager, hvor slagtøjet kommer i fokus og skal spille op mod de optagede passager.

De føromtalte skrivemaskiner bliver akkompagnement til oplæsningen af en brevveksling mellem Kristensen og en kontakt i København. Selvom stilen er helt anderledes, er lyden af en skrivemaskine benyttet som perkussion bare ikke særligt alsidig. Ikke at det lyder dårligt, det mister bare hurtigt sin effekt.

Skrivemaskiner udgør en del af instrumentariet i Mauro Patricellis kammeropera. © Søren Meisner

Mere vellykket er ouverturen, for fire skovle, hvor Patricelli effektivt væver mellem to lyde: skovlen, der skraber og afdækker, og skovlen, der banker mod gulvet og møder modstand. Her kommer jeg til at tænke på det hårde fysiske arbejde, Kristensen har skullet igennem for at få sine optegnelser og optagelser i hus. Et slid, som i mange tilfælde nok var forgæves. Men han blev ved, for han vidste, at arbejdet var vigtigt – at der lå skatte begravet derude.

Patricelli ser noget helt rigtigt i at lade disse to verdener mødes

Opera er en genre, hvor gentagelse historisk set har spillet en stor rolle. Sangerne gentager de samme fraser og ord, som så får lov at væve sig ind mellem hinanden og langsomt forandres over tid.

Folkemusikken er også bundet af gentagelser, som her tjener til, at folk kan synge med, danse til sangene, huske dem. Patricelli ser noget helt rigtigt i at lade disse to verdener mødes, så selvom det umiddelbart er svært at finde en større modsætning end opera og folkemusik, særligt i den samtid, musikken er opstået i, så får han effektivt flettet de forskellige genreprægede elementer sammen.

Jeg forlod faktisk Takkelloftet med en følelse af at have været til stede i fortiden – og den følelse har jeg trods alt ikke oplevet gennem film eller teater.

»Skattegraveren« blev opført på Takkelloftet 2.-6. april.