Esterne kan virkelig skrive musik – især for stemmer

Den menneskelige stemme kan være irriterende, falsk og sårbar. Men den kan også være personlig, engagerende og overvældende. Og pludselig, til den sidste koncert på festivalen Estonian Music Days (25. april–4. maj), åbnede der sig et lille, intimt vindue indtil et særpræget og gådefuldt tonesprog. Og vi kiggede ind i mikrointervallernes dunkle og lidt mystiske verden.

Estland har en helt unik sangtradition, der går mange hundrede år tilbage

De kun 1,3 millioner estere lever et rigt musikliv. Så mangfoldigt og frodigt, at de hvert år kan afholde en festival for ny musik, der forløber over otte-ni dage, hvor primært estiske komponisters værker er på programmet. I år over 17 koncerter med ca. 60 forskellige komponister – alt sammen i hovedstaden Tallinn og i byen Tartu (små 200 km inde i landet).

På de danske breddegrader er eksperimentering og originalitet ofte efterstræbelsesværdigt, men det er ikke så afgørende fokuspunkter for komponister i Estland. Og på den måde, er den nye musik måske friere, fordi mange komponister ikke behøver stræbe efter noget unikt hver gang. Og indenfor disse rammer opstår der faktisk ofte noget originalt – især inden for vokalkompositionerne, som det fremgik til årets festival, og det er ikke tilfældigt. 

Visdom, vitalitet og unge stemmer fra øst

Estland har en helt unik sangtradition, der går mange hundrede år tilbage, men fik sit eget prægnante udtryk under det, som senere blev kaldt »Sangrevolutionen«, da titusinder samledes til »Natsangfestival« for at synge Sovjetstyret imod med fælles nationalsange. En molmelankolsk, folkelig, ikke-voldelig modstand. Det kunne kun lade sig gøre, fordi alle esterne har sangene inde under huden, og derfor har de en meget udviklet kortradition, som i år var repræsenteret ved det 45 mand store, professionelle mandskor, Estonian National Male Choir. Temmelig unikt med daglige korprøver og alle mand på fuldtidsløn (omend beskeden) for et mandskor. I Johanneskirken i Tartu leverede de en stærk og mindeværdig koncert med et alsidigt udvalg af værker af estiske komponister, skrevet i perioden 2001 til 2024.

Koncertens første værker var relativt konventionelle: Tõnis Kaumanns Hanna kiidulaul (Song of Hannah, 2021) hvilede solidt på et tonalt grundlag, men de hyppige modulationer skabte et vedvarende melodisk drive, som holdt lytteren engageret. Aare Kruusimäes to værker fra 2008 virkede heller ikke så nutidige – til tider lidt senromantiske – men de mange dynamiske nuancer gav en forfinet dybde. Dirigent Mikk Üleoja imponerede med sin stærke brug af rubato, der raffineret understøttede de musikalske lag.  

»Bliver verden klogere – eller måske mere magisk – ved blot at gentage ordet visdom i musikken?«

Koncertens højdepunkt var dog Timo Steiners Tarkuse laulud (Songs of Wisdom) fra 2024, hvor både humor og vital uforudsigelighed brød med de mere traditionelle udtryk. Teksten, hentet fra Ordsprogenes Bog, kredsede om begrebet visdom – med gentagelsen af frasen »Tarkus ja Tarkus« (Visdom og visdom) som en slags meditativt mantra, der bevægede sig gennem alle stemmer. Steiner stillede her spørgsmålet: »Bliver verden klogere – eller måske mere magisk – ved blot at gentage ordet visdom i musikken?« På mange måder et klart ja. Ikke mindst takket være de tre steder i det 12 minutter lange værk, hvor kvarttoner i mellemstemmerne blev anvendt meget virkningsfuldt. Det subtile skred i intonationen havde en fortryllende effekt, som udviskede grænserne mellem intellekt og følelsesmæssig sansning. Øjeblikket var magisk, og jeg sad tilbage en anelse klogere.

Det store estiske mandskor – ofte opdelt i helt op til otte stemmer og med egne solister – har kun i begrænset omfang indspillet denne nyere musik, og det er en skam. Det ville være en stor gevinst at få disse værker gjort tilgængelige på indspilning.

»Vi er nødt til at kæmpe for at beskytte friheden for andre, som i øjeblikket oplever deportationer«

Forinden mandskorkoncerten fandt den årlige komponistkonkurrence også sted i Tartu, hvor vi hørte små værker fra ti meget unge komponiststuderende. Enkelte med et politisk twist, som i Rocco Liivas Sibiria, der mindedes ofrene for Sovjets deportationer af estere til Sibirien. Emnet betød meget for den unge komponist, »fordi vi som estere har en enestående mulighed for at se verden gennem øjnene af undertrykte grupper, og vi er nødt til at kæmpe for at beskytte friheden for andre, som i øjeblikket oplever deportationer,« stod der i programmet.

Vi kunne høre både sirener, hvisken og opleve fysisk ubehag fra sopranen, saxofonen og klaveret i dette lille værk, som Liiva modtog andenprisen for. At være nabo til Rusland sætter sig i kunsten i Estland. En frugtbar og spirende samling af unge komponister, alle omkring 17-22 år gamle. 

Legendariske Arditti blev fløjet ind

Festivalens officielle hovednavn var den berømte Arditti Quartet – som siden 1970 har opført og i høj grad slået et slag for helt nye kompositioner for de fire strygeinstrumenter. Kvartetten har kun optrådt én gang før i landet, så det var et scoop at få dem til Tallinn, hvor de også gav en masterclass på Konservatoriet. I Nina Šenks To see a World in a grain of sand (2022) var det svært helt at få styr på, hvad komponisten ville sige med satsen, som manglede form.

Jeg havde svært ved at forstå Helena Tulves nec ros, nec pluvia…  (2004), som var meget tør og nøgtern i sin tone. Men programnoterne på nettet (de var ikke altid tilgængelige på engelsk) beskrev, hvordan Tulve var påvirket af digtet »Ørken« (Le Clézio), og værket gav mere mening. 

I den estiske, klassiske radiokanal havde kvartetten forinden udtalt, at de opfattede dette værk som deres »Party Piece«

Hovedværket denne aften var dog Helmut Lachenmanns tredje kvartet med tilnavnet »Grido« – skrevet netop til Arditti. I den estiske, klassiske radiokanal havde kvartetten forinden udtalt, at de opfattede dette værk som deres »Party Piece«, og de har måske opført den ca. 700 gange siden 2002. Deres udlægning var både intens og med en stærk dynamisk opbygning. 

Til en liveudsendelse i et stort publikumsstudie i Den Estiske Nationalradio med Tallinn Chamber Orchestra bragte Kristjan Kõrver morskab ind i musikken med Sõnatute õhkamistega (With sighs too deep for words), som også var en uropførelse. Og Liiks nyskrevne Lahtirullumine (Unfolding) for klaver og kammerorkester var en lille perle, der sprudlende blev bygget op fra klaveret. Mest musikalsk tilgængelig var nok Lauri Jõelehts nykomponerede cellokoncert, som i sine fem satser kunne minde om både Sibelius og Sjostakovitj – hvis de begge havde levet 20 år længere.

Det er både en ros men også en konstatering af, at reelt samtidsmusik er det nok ikke – dog flot kompositionshåndværk. Det var en stor glæde at høre Lepo Sumeras stærke Symphōnē (1998), selvom de hurtige løb blev lidt for anstrengte for strygerne i kammerorkestret. Her findes bedre indspilninger af det værk. Koncerten blev sendt direkte i Klassikaa Radio, hvorfra den stadig kan streames.  

I sine fem satser kunne den minde om både Sibelius og Sjostakovitj – hvis de begge havde levet 20 år længere

Der blev også eksperimenteret med elektronisk musik til festivalens mindst vellykkede koncert i House of the Blackheads i Tallinn. Fem medlemmer fra Ensemble of the Estonian Electronic Music Society fremførte nyskabte værker, hvor loop-elementer fra diverse laptops udgjorde det musikalske fundament.

Der var for mange repetitioner, og de små musikalske ideer kunne ikke tåle at blive trukket så langt ud i varighed, som det skete her. Elektronisk kompositionsmusik er kun ved at blive udviklet her, var indtrykket.  

Derfor er samtidsmusikken i Estland meget mere flerstemmig, end vi ser fx i Danmark 

Stemmer i flerstemmig bevægelse

En anden vigtig faktor for den særlige, estiske kompositionsstil har også tråde til den rige sangtradition. Når man skriver til kor, er det begrænset, hvor alternativt man kan bruge den menneskelige sangstemme. Man slår ikke løs på klangkassen, stemmer alle strengene ned, perforerer klaverets klangbund eller tager mundstykket ud af blæseinstrumentet – de tekniske muligheder og variationer er flere inden for det instrumentale end i kormusikken. Med større fokus på det musik-håndværksmæssige end på de performative elementer tænker komponisterne nok ofte i stemmeføring – også når de skriver instrumentalt – og derfor er samtidsmusikken i Estland meget mere flerstemmig, end vi ser fx i Danmark. 

De seks kompetente sangere opførte små mesterværker, der krævede store vokale kompetencer

Jeg oplevede generelt et stort fokus på sats-bearbejdelse til alle koncerterne – ikke mindst til mandskorkoncerten, men især til en overvældende koncert med finsk/estiske The Vicentino Singers, der afsluttede festivalen i et lille, tæt, gammelt klosterrum midt i Tallinn.  De seks kompetente sangere opførte små mesterværker, der krævede store vokale kompetencer. 

Den norsk-finske komponist Tze Yeung Hos kongeniale Intermezzi var et stykke surrealistisk musikdramatik, der i flere forskellige sprog udstillede et rets-scenarie, hvor en kvinde forhøres af politiet, og skyld og doms-spørgsmål hænger i luften. Et syret tonesprog understregede historiens ikke-linearitet, og selvom ikke alt var forståeligt for øret, lå der tydeligvis en uhyre interessant komponisthjerne bag.Tze Yeung Ho, som er uddannet i Estland, er allerede et anerkendt og omtalt navn – også her i Seismograf – og jeg vil helt sikkert følge hans virke fremover. 

Et lille mesterværk, som jeg har genhørt mange gange siden

Den finsk-rumænske komponist Sebastian Dumitrescu satte lyttekravene på spidsen ved sin brug af et udvidet middeltone-stemningsprincip (meantone tuning system) fra renæssancen – hvor en oktav inddeles i hele 31 trin. Men der opstod utrolig smuk musik, i de tre madrigalfragmenter med titlen »Flame and Shadow«. I den anden madrigal fremkom pludselig ordene på engelsk: »To look into the eye of the night«, og man fik ligeledes en fornemmelse af at kigge direkte ind i mikrointervallernes dunkle og esoteriske verden, hvor lys normalt har svært ved at trænge ned. Udsøgt. 

Historie, innovation og dyb menneskeligt nærvær 

Det mest overraskende mesterværk var et kærlighedsdigt af den persiske digter Rumi sat til kor af Helena Tulve. You and I var klangligt overvældende, og den letforståelige engelske tekst smeltede sømløst sammen med tonerne. Tulve benyttede en arabisk skala, oftest i en nedadgående bevægelse, med den store dur-terts, men herfra et halvandentone-spring ned til en halvtone før grundtonen. Dur/mol-tonaliteten blev brudt op, og der skabtes længsel og melankoli i det tonale tonesprog – perfekt til at sætte vokale stemmer på en kærlighedssang fra 13-hundredetallets Sufi-mysticisme. Et lille mesterværk, som jeg har genhørt mange gange siden.

Både festivalkoncerten og You and I’s uropførelse med Vox Clamantis fra 2020 kan høres på YouTube. The Vicentino Singers skiftedes til at dirigere sig selv bag ved nodepulten, og tolkningen af You and I blev mere organisk og personlig, end det større kor ved uropførelsen.  

Afslutningskoncerten samlede festivalens intime og personlige stemninger i et udtryk, hvor Estlands rige sangtradition mødte nutidens musikalske satsninger og fornyelser. Estonian Music Days viste med tydelighed, hvordan kompositionskunsten her balancerer mellem historie, innovation og dyb menneskeligt nærvær – og efterlod et stærkt, varigt indtryk.

Estonian Music Days, Tallinn, 25. april–4. maj