Mellem ekstase og efterklang: Roskilde som lydens kampplads

Andreo: 

Hallo, summer det stadig? Hvad var den allersidste lyd, du hørte på festivalen?

Rasmus:

Ja, jeg må i den grad sige, at det summer i mine ører, men de var også på hårdt arbejde, ikke mindst på festivalens sidste dag, hvor der var drøn på volumen til både det særlige samarbejde mellem de to danske metalbands Kollapse og Grava (der fik besøg af Henriette Sennenvaldt i en fortolkning af Anne Linnets »Forårsdag« – dét havde jeg ikke lige set komme), efterfulgt af Nine Inch Nails efterfulgt af en overraskende vellykket koncert med gode gamle The Raveonettes, der i hvert fald viste, at rocken ikke er død på Roskilde (trods rygterne om det samme), og at man ikke behøver at blive kedelig med alderen, for det var en koncert med støjspeederen i bund.

Sune Wagner stod på et tidspunkt og klappede som en disco-danser i sit helt eget shoegaze-mørke

Andreo:

Ja, »Aly, Walk With Me« var som født på ny. Sune Wagner stod på et tidspunkt og klappede som en disco-danser i sit helt eget shoegaze-mørke. Og det var smukt, at Raveonettes hyldede »alle de bands, der kom før os, og alle dem, der kommer efter os.« 

Eksperimentet lever jo bedst i mørket. To steder var sikre tilflugtsteder, hvis man ville væk fra sol, regn, konfettikanoner og TikTok-venlige hooks: Gloria og Platform. Den alsidige percussionist Valentina Magaletti, der tidligere har gæstet Roskilde, spillede »cut-up rock« med trioen Moin: metalliske riffs, postpunk-skrøbelighed og komplekse, næsten tribalistiske rytmer blev flettet sammen i et dirrende, uforudsigeligt sonisk væv. 

Med sine mange træer lignede Gloria en frodig planteskole. Her forvandlede Stundom med poetisk nerve og tæt sammenspil nordiske folkemelodier til eventyrlige, nærmest kammermusikalske landskaber af lyd, hvor både melankoli og håb kunne slå rødder. Med violin, cittern og klaver – og senere gæsteoptræden af koret ÆTLA – var det som at træde ind i en nordisk skov, hvor gamle sagn og skjulte drømme hvisker mellem stammerne.

Jeg havde bange anelser om koncerten, for 10 minutter inden showstart, var der nærmest ingen mennesker på Gloria

Rasmus:

Ja, Gloria-scenen var virkelig smuk i år med alle planterne og Stundom var også et tidligt højdepunkt på festivalen for mig. De formår virkelig at lave en helstøbt koncertoplevelse og virkede også tydeligt berørte af den massive fællessang til »Hvalens sidste dyk«.

Andreo:

Det var synd, at Astrid Sonne spillede sine skæve indie-sange med strygere og krydrede MIDI-eksperimenter under den åbne himmel på Eos. For hendes indadvendte og følsomme univers blev slugt af vinden. Det er svært at flytte konservatoriekoncerter ud i naturen – især når naboscenen spiller jungle.

Rasmus:

Det er sjovt, at du nævner netop Gloria og Platform, for årets festival startede for mit vedkommende på netop Platform og sluttede på netop Gloria. Den startede så med en maveplasker, da estiske Duo Ruut, som jeg ventede på på Platform, pludselig var forsvundet fra programmet (det var noget med at deres instrumenter var forsvundet i lufthavnen, surt show). Til gengæld sluttede festivalen på toppen med Lyra Pramuk på Gloria. 

Andreo:

Åh, den missede jeg.

Rasmus:

Jeg havde bange anelser om koncerten, for 10 minutter inden showstart, var der nærmest ingen mennesker på Gloria, og de få der var, var tydeligvis temmelig berusede og lød ikke som om, de anede, hvad der ventede dem. Pramuk, der lige har udsendt et mesterligt, men også ret krævende album i form af Hymnal, kunne nemt komme til kort, tænkte jeg. Men så indtog hun bare scenen med overlegen autoritet sammen med to violinister og en danser og leverede en natteseance, der ikke bare var et perfekt punktum for festivalen for mig, men også en af årets højdepunkter. Samtidig synes jeg, at det var en koncert, der på en eller anden måde omfavnede alt det smukkeste ved festivalen – i hvert fald det, man håber at festivalen vil være.

Det føltes som en triumf, at den slags stadig kan lade sig gøre på Roskilde Festival

En forening af fest og aktivisme, fordybelse og løssluppenhed, sårbarhed og swagger, kunstnerisk vovemod og kærlighed. Hun berører mange af de temaer, som også har fyldt i programmet – transpersoners rettigheder, opgøret med menneskets destruktive misbrug af naturen, men det er sådan lidt show it, don’t tell it. Ingen moralprædiken undervejs, men hun lader virkelig kunsten tale for sig selv, og så formåede hun endda at få et bedugget festivalpublikum til mod slutningen af koncerten at levere et kampråb for nødvendigheden af »experimental art«. Det føltes som en triumf, at den slags stadig kan lade sig gøre på Roskilde Festival. 

Andreo:

Jeg hører dig.

Rasmus:

Men indrømmet, der er også langt mellem den slags oplevelser. Som dig havde jeg igen i år mange gode oplevelser på Gloria, der er en god scene til både de skrøbelige og støjende momenter, men det virker omvendt heller ikke så meget som ideen med en festival som Roskilde, at man skal søge mod det, der mest minder om et regulært spillested, for at mærke suset. Platform er jo så et forsøg på at åbne eksperimenteren mere op, fordi det er et sted, hvor publikum kan komme forbi og få en overraskelse med – men det er også straks mere risky, fordi de mere krævende udtryk kan falde lidt fra hinanden i, hvad der bliver et slags torv i Roskilde Festivalens larmende by. Men når det fungerer, kan det også være fantastisk, som at tage forbi til den irske vokalgruppe Landless og deres omgang med gamle folkesange lørdag tidligt på dagen og mærke publikums hengivelse til noget så arkaisk og alligevel helt igennem vedkommende. 

Det er svært at flytte konservatoriekoncerter ud i naturen – især når naboscenen spiller jungle

Andreo:

I år blev der talt meget om koncerter, der blev afbrudt. I virkeligheden var det kun én koncert, der for alvor blev stoppet: Anohni afbrød en sang for at sikre sig, at en publikummer var okay. Anohni stod foran Roskildes smukkeste backdrop: langsomme, drømmende videobilleder af koralrev, fisk og svævende væsner, som dansede i blågrønne draperinger af lys. Indimellem var klip med forskere, som talte om klodens forandringer og havets skrøbelige puls. Sangen »Motherless Child« med linjen »We are a long way from home« dirrede i over et minut med noise – som en klagesang for en verden i ubalance. Med en stemme, der både var monumental og skrøbelig,  pegede hun på en verden, der råber om krig, men glemmer at lytte til naturens stille nødråb.

I virkeligheden var det kun én koncert, der for alvor blev stoppet: Anohni afbrød en sang for at sikre sig, at en publikummer var okay

Anderledes, men beslægtede soniske klagesange hørte jeg hos Beth Gibbons. Her forvandlede percussionist Howard Jacobs trommer, gongs, xylofon og marimba til ren percussionkunst, hvor hver klang sitrede som et åndedræt i mørket. De rytmiske dissonanser skabte et næsten fysisk nærvær og understregede Gibbons’ fascinerende balance mellem det skrøbelige og det brutale – som en stemme, der både hvisker og skriger i samme bevægelse.

Rasmus:

Ja, jeg studsede også over det dér retoriske greb hos flere journalister om, at visse koncerter blev afbrudt af aktivister, når det jo tydeligvis var folk, som kunstneren havde inviteret med. Men hvis vi skal tale om noget, der afbrød forbindelsen til musikken, så var det nok snarere en hel del uinviteret snak fra publikum – og ja, det var både de unge og de gamle, der snakkede løs (det er altså ikke det fællesskab på tværs af generationerne, som festivalen skal forædle). 

Andreo:

Amerikaneren Kassi Valazza var SÅ irriteret, at hun bare ventede på at komme af scenen. 

Man får til tider et indtryk af, at festivalen vil lidt for meget på én gang

Rasmus:

Beth Gibbons og hendes band spillede ganske rigtigt en smuk koncert, men den druknede næsten i snak, dér hvor jeg stod, også fordi lyden var meget lav. Den stille musik har desværre ofte trange kår. Det mærkede man også til Meropes koncert fredag aften. De spiller en ret skrøbelig blanding af baltisk folkemusik og ambiente klangflader, som kunne have været en smuk meditation tidligt på dagen på Gloria. Men nu blev de i stedet placeret på Gaia-scenen, mens The Hu’s blanding af strubesang og knallertrock buldrede derudaf på Eos. Det problem burde en garvet arrangør som Roskilde Festival kunne se på lang afstand, og man får til tider et indtryk af, at festivalen vil lidt for meget på én gang, ligesom du også nævner i forbindelse med Astrid Sonnes koncert. 

Omvendt er det jo også de der ret vilde clashes, som – når de ellers fungerer – stadig i min optik giver festivalen sin berettigelse. Hvor kan man ellers gå lige fra Olivia Rodrigos blanding af stadionrock, popknaldperler og teenage-længsel til Jako Marons tranceskabende techno-versioner af traditionel maloya-musik fra Réunion? Det er den slags vilde kontraster, jeg stadig elsker festivalen for. Hvor fandt du festivalens vildeste clash på den gode måde?

Geordie Greep var som at blive skruet 54 år tilbage til tidlig Mahavishnu Orchestra

Andreo:

Jeg stod også i mørket til Jako Maron. Ligeså wow var det, da vokalisten Ami Komai i front for amerikanske Kumo 99 sprængte junglemusikkens grænser indefra. Og det var grænseløst kaotisk, da Bisse og SVIN fremmanede en sonisk dommedag på Roskilde med råb, hvisken, teatralsk nerve og buldrende lydstorme, som blev løftet til en smuk og eksistentiel ritualfest. Sange om Det gamle testamente kan noget. 

Det var grænseløst kaotisk, da Bisse og SVIN fremmanede en sonisk dommedag på Roskilde

Rasmus:

Jeg gik glip af Bissesvinet, men ja, Kumo 99 leverede klart en af festivalens virkelig gode dansefester, og netop en af den slags koncerter, hvor den ekstatiske fest og den musikalske nysgerrighed går op i en højere enhed. Noget af den samme fornemmelse fik jeg en pænt udknaldet koncert med Ale Hop & Titi Bakorta – bare sådan virkelig råt og kokset guitar-rave med rødder i både Congo og Peru, der satte gang i dansefødderne på en herligt slingrende facon. 

Og så tog indiske Arushi Jain mig på sengen, da hun åbnede Gloria ved middagstid torsdag. Jeg havde forventet en meditativ blanding af ambient og indiske traditioner, men i stedet fyrede hun lige op for et dunkende indisk rave. Noget helt andet end jeg havde sat mig op til, men enormt fed og fysisk trance. Dejligt, når man stadig kan blive overrasket, hvilket jo måske ikke sker helt så nemt som i gamle dage, både fordi man efterhånden har hørt så meget, og fordi det er så nemt med et par klik at finde andre koncerter med kunstneren, sætlister osv. 

Jeg havde forventet en meditativ blanding af ambient og indiske traditioner, men i stedet fyrede hun lige op for et dunkende indisk rave

Rituelt blev det for alvor for mig hos sydkoreanske bela, som var en af de koncerter, jeg virkelig havde set frem til, men som godt nok også var en svær størrelse på scenen med sin introverte blanding af mørk heksemesse, rallende growl-vokal, elektroniske lydflader og en form for digtrecitation.

Andreo:

På Roskilde kunne man rejse i tid og geografi. Geordie Greep var som at blive skruet 54 år tilbage til tidlig Mahavishnu Orchestra. Man skulle ikke tro, den slags eksisterede længere. Bali-trioen Tridatu med deres bronzestøbte instrumenter spillede til gengæld en noget »vestificeret« udgave af den traditionelle gamelan. Anoushka Shankars koncert manglede også den dybe spirituelle forankring, der ellers kendetegner hendes ragaer. Alt det havde Bedouin Burger til gengæld: Med håndtrommer og elektronik opdaterede de mellemøstlige traditioner til en dansende, vibrerende fest, hvor rødder og nutid smeltede sammen.

De talte om en virkelig underlig koncert, de havde hørt, og jeg tillod mig at gætte på, at det var bela

Roskilde Festival er »fyldt med frihed,« forklarede en svensk journalist til et par japanere i presseteltet. Tja. Frihed og leg er der plads til på Roskilde. Men Roskilde Festival må jo ikke blive et Legoland. Den skal seriøst hjælpe os med at drømme på måder, vi ikke anede, man kan drømme, og gerne kollektivt… Det var konklusionen for et par år siden, da festivalen blev lagt på briksen til en gang drømmeanalyse. Rasmus, RM25 i én sætning?

Jeg tror aldrig, jeg glemmer alle de gange, jeg for vild – i støj, i skønhed, i øjeblikke af trance og rå ekstase

Rasmus:

Hmmm … det er godt nok svært at indfange i én sætning. Men jeg vil lade publikum tale. Jeg overhørte nemlig en samtale i toget hjem natten til fredag, hvor et par ret fulde gutter – lige efter en længere diskussion om, hvem der kom først i dansk hiphop, Rockers By Choice eller MC Einar – talte om en virkelig underlig koncert, de havde hørt, og jeg tillod mig at gætte på, at det var bela. Det blev da også bekræftet undervejs i samtalen, og det var tydeligt, at begge var ret paf over, hvad de havde været vidne til. Men så blev jeg inderligt glad, da en af dem sagde: »Jeg tror aldrig, at jeg glemmer den koncert«. Det er da for fedt, at man kan tage den slags med hjem – og også glædes over det, der ikke stryger én med hårene. Er der noget fra i år, du aldrig glemmer, Andreo?

Andreo: 

Jeg tror aldrig, jeg glemmer alle de gange, jeg for vild – i støj, i skønhed, i øjeblikke af trance og rå ekstase. Glemte mig selv i lydene og i alle de andre mennesker, jeg var omgivet af. Og pludselig mærkede, at drømmene stadig findes, lige der i støjen.

Roskilde Festival, 27. juni – 4. juli 2025