Opera som symfonisk digt? Formentlig årets store operaoplevelse
Annonce
Af alle “kriseramte” kunstnerformer synes situationen at være værst for musikteatret. Det er naturligvis sat på spidsen. Men det er også alvorligt ment. Musikteatrets problem er nemlig dobbelt og handler både om det æstetiske og det institutionelle. Selv om opera også historisk set er et multikunstværk – der gennem balletter og instrumentale mellemspil har taget afstand fra traditionel dramaturgi – har formen også altid været intimt forbundet med en historiefortællings klare retning og psykologisk-dramatiske logik. Paradoksalt nok forventer vi os også dette af nyskrevet opera, samtidig med at den netop derfor ofte opleves som forældet – også selvom den bygger på en samtidig roman eller udgår fra en konkret hændelse i den nære samtid.
Der er også andre former for musikteater. For siden begyndelsen af 1960’erne har musikken så at sige sprængt grænserne for sin immanente dramaturgi. Ofte kaldes sådanne forestillinger for “instrumental teater” – uanset om man relaterer til traditionen fra John Cage, Mauricio Kagel (som lancerede begrebet) eller eksempelvis den græsk-franske komponist Georges Aperghis (som delvist kommer fra det litterære/taleteatret). Derudover har en parallel udvikling mellem de samtidige kunstarter fundet sted, som bygger på appliceringen af nye teknologier og som med en enkel betegnelse kaldes “multi- og intermedia”. Denne udvikling hænger desuden sammen med performancekunstens generelle udbredelse i de seneste årtier og den såkaldte “performative vending” inden for kunsten.
Meget af samtidskunsten er således scenisk, dramatisk (eller postdramatisk) og indeholder musik. Men så længe dette ikke føres tilbage til forestillingen om en opera, havner det let uden for de musikdramatiske institutioner. Og når afstanden til den almene forestilling om opera eller musikdramatik bliver for stor, ophører det simpelthen med at betragtes som dette.
Sacrifice
Men findes der da ingen undtagelse, en opera som i en eller anden forstand kan relatere til formen (orkester, scenisk gestaltning), dramaturgien (handling), æstetikken (klassisk vokal intonation, solo, duetter), men som samtidig bryder med præcis den måde at strukturere det sceniske og fortællemæssige, og hvor relationen mellem tekst og klang hviler på et kunstmusikalsk og semantisk grundlag, samtidig med at det kunstmusikalske klangapparat udvides og semantikken snarere handler om at bygge associationsbaner?
Spørgsmålet er selvsagt retorisk, og et svar skulle kunne være Sarah Nemtsovs opera Sacrifice, som i foråret og forsommeren spillede på operaen i Halle i Sachsen-Anhalt, der ligger en håndfuld kilometer nordvest for Leipzig i det tidligere Østtyskland.
Meget genkendes heri fra konventionel ny opera. Orkesteret er i princippet en sinfonietta, sangpartiere ligger som det øverste lag eller længst fremme i klangbilledet og et klassisk vokalt ideal råder. Operaen består af fire akter, som ganske vist går i ét og er gennemkomponeret, samtidigt som den bevæger sig mellem separate scener. Her findes også en samtidskobling, da operaen er baseret på en faktisk hændelse om to tyske teenage piger, der i 2014 forlod sit hjem i den lille by Sangerhausen i Sachsen-Anhalt, ikke langt fra Halle, for at slutte sig til ISIS i Syrien.
Men der er også meget som bryder. Handlingen med de to piger er ikke forløsende, men roterer omkring et intellektuelt omdrejningspunkt. Pigernes vokale insatser er mest i form af ordløse melismer. Decideret tekst er i stedet at finde hos nogle journalister, der forsøger at udregne værdien af sit arbejde; også højrepopulistiske demonstrationer kan ses på videoskærmene. Snarere end en handling skabes en klaustrofobisk, retningsløs og positivt forvirrende dramaturgi, hvor musik, scenebilleder og tekst sammen producerer en række spørgsmål omhandlende blandt andet identitet. Og ikke mindst de drivkrafter og situationer, som får mennesker til at gøre det umulige – som i det her tilfælde at forlade en forholdsvis tryg tilværelse for at radikaliseres.
Operaen udspiller sig i rummets fire retninger. I den ene befinder sig orkesteret, som er løftet op af graven og er blevet til en slags aktiv scenisk komponent; i en anden findes en stor videoskærm, en tredje ligner en traditionel scene og den fjerde er en etageejendom med åbne vægge. I stedet er det publikum, som har indtaget selve scenen, hvor de er placeret midt i rummet på en bevægelig scene, der roterer under en stor del af forestillingen. Blikket og endda hørelsen tvinges uafbrudt til at skifte perspektiv. Det er os som besøgende, der skal fremkomme med de eventuelle svar.
Den her værkstruktur og måden at arbejde med kunstneriske associationer kræver et multifunktionelt og ekspanderende teaterrum. Et klassisk perspektivkasse-teater havde ikke fungeret. Derfor er det samlede holdarbejde – foruden komponisten Sarah Nemtsov og librettisten Dirk Laucke, instruktøren Florian Lutz og scenografen Sebastian Hannak – det væsentligste bidrag til Sacrifice. Florian Lutz – der fra og med denne sæson er kunstnerisk leder for operaen i Halle – har sørget for, at der i denne postdramatiske forestilling ikke er indgået kompromisser i forhold til at skabe et rum for såvel udtryk og associationsbaner.
Sarah Nemtsovs musik er utrolig intensiv fra første takt og er krydret med konstante nye indslag og detaljer. De findes en del pre-indspillet elektronisk musik og såvel elguitar og elbas samt keyboard benyttes flittigt. Orkesteret udgøres stort set af traditionelle instrumenter, men dog er det påfaldende, hvordan hele klangapparatet genopfindes og hvordan der i de mest kraftfulde overskylninger afsløres fintmaskede klanglag. Den konstante roteren og de visuelle indtryks overbelastende karakter trykkes tilbage af en elastisk udarbejdet klangkrop. Konsekvensen af dette er et af Nemtsovs absolut stærkeste værker.
Krig, terror, migration og populisme
Pigerne vasker sine fødder, bevæbner sig med pistoler, hugger hovedet af kæledyr. Visse begivenheder på scenen filmes og transmitteres på videoskærmene og på lærreder. De musikalske partier er udstrakte og bevæger sig mellem abstraherende hverdagslyde og en slags støjende fusionsrock, hvor kvaliteten i sangen har noget umiskendeligt operaagtigt over sig. Der sker konstante mediale skred – eksempelvis når begivenheder på scenen kort efter vises på en af skærmene, men nu i en helt anden kontekst. Det er langt, to timer, og højintensivt, men det fungerer som en ren afvaskning eller ligefrem katharsis.
På et plan behandler operaen krig, terror, migration og populisme. Men det væsentligste spørgsmål er måske det om vores evne til at føle empati. Og ægte empati er sandelig ikke enkelt i de trykkende mediebobler, som vi befinder os i. Som en metafor for den overbelastende effekt, som de mange indtryk afsætter, sænkes de blændende og brændende teaterlamperne ned over publikum. Hvem kan tænke og føle under disse omstændigheder?
Forestillingen er utvetydigt tekstbaseret: den bygger på en konkret hændelse, en librettist har forfattet en libretto og teksten enten synges eller tales. Men disse forskellige sammenspillende lag leder ikke nødvendigvis mine tanker til operaen, men til en moderne form for symfonisk digt; en form som bærer et program, men på samme tid er abstrakt. Der hele er til stede, inklusiv en handling, men det er mangetydigt og konstant i bevægelse på en måde, som vi nok kræver af nye operaer i dag. Sacrifice fremstår indtil videre – to tredjedele inde i 2017 – som årets store operaoplevelse.
»Sacrifice« – Opera i fire akter
Musik: Sarah Nemtsov
Tekst: Dirk Laucke
Instruktion: Florian Lutz,
Dirigent: Michael Wendeberg
Scenografi: Sebastian Hannak
Kostume: Mechthild Feuerstein
Video: Konrad Kästner
Dramaturgi: Michael von zur Mühlen
Sangere/skuespillere: Anke Berndt, Gerd Vogel, Vladislav Solodyagin, Tehila Goldstein, Marie Friederike Schöder, Frank Schilcher, Nils Thorben Bartling, Sybille Kreß, Staatskapelle Halle