Dybt ind i en norsk skov

Mod slutningen af oktober modtog jeg en invitation til det følgende i min indbakke:

‘Himdalen – udendørskoncert’
Himdalen, Akershus i Norge
Tidspunkt: 18.00 til 07.00 næste morgen
Udendørs hele aftenen og natten i novembermørket
En stedsspecifik koncert af Knut Olaf Sunde

Med tanke på hans tidligere værk Comfort Music (2015), en 90-minutters koncertperformance, hvor publikum inddeles i to grupper – én, der ganske konventionelt sidder i en koncertsal, og én, der bliver ført til en nærtliggende bunker med et livestream fra salen – kan man ikke være i tvivl om, at den norske komponist Knut Olaf Sundes tilgang til at skrive musik er iøjnefaldende.

Som publikum overgiver vi os til Sundes befaling og lader ham føre os ad snørklede stier og subtile omveje

Især hans fokus på at sætte publikum selv i spil og udfordre dets opfattelse af, hvad musik kan være. I løbet af et enkelt værk kan han helt diskret og tålmodigt ændre vores idé om, hvad der foregår. Der sker ingen åbenlyse ændringer, intet chokerende. Men som publikum overgiver vi os til Sundes befaling og lader ham føre os ad snørklede stier og subtile omveje. Hans tidsligt udstrakte kontrol over os får os til at miste fodfæstet. Vi glemmer, hvor vi er, og hvor vi har bevæget os hen i løbet af hans værker.

Knut Olaf Sunde skaber sit musikalske materiale på en unik måde, der stemmer overens med hans idéer om at styre publikum. Elementer af udefrakommende fortællinger finder vej ind i hans værker som en slags ubestemmelighedens krydderi og udfordrer publikums forventninger til lyttesituationen.

I novembermørket
Invitationen fik med sin ordlyd det nye værk til at lyde vidunderligt ekstremt. Min interesse var øjeblikkeligt vakt ved omtalen af novembermørket. Hvis man har oplevet det norske vintervejr, er det svært ikke at blive underligt opstemt ved udsigten til et maratonværk, der finder sted midt i det norske tusmørke. Hvordan ville publikum mon forholde sig til et værk, der strakte sig over hele natten? Hvilke udfordringer ville musikerne og lydsystemet møde? Associationerne til Blair Witch Project (1999) kunne jeg heller ikke helt slippe. Med Knut Olaf Sunde var det umuligt at forudsige, hvad der ville ske. Jeg takkede ja til invitationen.

Yderligere information og instruktioner landede i min indbakke:

Himdalen er en lille, ubeboet dal omgivet af nåleskovsbeklædte bakker en times kørsel øst for Oslo. Det eneste depot for radioaktivt affald i Norge findes her. Depotet og dets anvendelse til at opbevare affald med lang halveringstid rejser spørgsmål om kommunikation, især over ekstreme tidsrum. Radioaktive stoffer har halveringstider på mellem få sekunder over årtier til milliarder af år. Jo større tidsrum, desto vanskeligere bliver det at forstå konteksten. Før opfindelsen af skriftsproget for mere end fem tusind år siden var overleverede myter den gængse måde at sikre information for eftertiden på. Og myter er altid blevet fortolket i en samtidig kontekst. Betydning opstår ikke bare, når man overbringer information, men afhænger af kontekst og af, hvordan vi opfatter situationer, kulturer, civilisationer, verden og vores nære omgivelser.

Fysisk tilstedeværelse og bevægelse på det specifikke sted er nødvendigt for at prøve at skabe forbindelser mellem værkets enkeltdele. Publikum må bevæge sig gennem området i mørke med den usikkerhed, det besvær og den anstrengelse, det medfører. Lydsituationerne er udstrakte, næsten stagnerende processer.

Politisk aktivisme
En del af Comfort Music fandt sted på Nødsentralen, et nedlagt beredskabscenter i Oslos Torshov-bydel. Centret blev oprindeligt bygget som atombunker til regeringsbeskyttelse under Cubakrisen. Begge værker foregår dermed på ukonventionelle koncertsteder og indeholder en politisk dimension, som er med til at give Sundes værker karakter.

Det er ikke noget nyt, at man i Norge finder politisk aktivisme flettet ind i kompositioner – tænk bare på Maja Ratkjes Desibel (2010), en protest imod minedrift skrevet til ti meter lange højttalerhorn over Sunnfjord – så dette var ikke ukendt terræn.

Sundes begrebsmæssige sammenkobling mellem et langt værk og radioaktive stoffers lange levetid virkede elegant: at bruge et udstrakt værks længde til at formidle den kunstneriske – og politiske – fortælling om, hvor langt et liv radioaktive stoffer faktisk lever. Tiden opløst til flygtige sandkorn.

Udfordringen af publikums traditionelle forventninger til, hvad der finder sted i en koncertsal, er Sundes mest karakteristiske kendetegn

Udfordringen af publikums traditionelle forventninger til, hvad der finder sted i en koncertsal, er Sundes mest karakteristiske kendetegn. Det er dette aspekt, der – med min baggrund inden for samtidsmusik – interesserer mig mest, og det får mig til at tænke tilbage på sommeren 1990, da jeg første gang stødte på den catalanske teatertrup La Fura dels Baus, der udfordrer teaterpublikummets forventninger på en måde, der minder om Sundes musikalske tilgang. En genforhandling af, hvad en performance er; nye måder at involvere publikum på i løbet af et stykke. Ligesom fortryllelsen af publikum i Comfort Music, der fik dem til at gentænke deres forestilling om en koncertsal. Det er alt sammen enormt relevant for Knut Olaf Sundes arbejde med at bøje, forme og designe de ting, der finder sted i koncertsalen.

Oven i dette kunne man så nu tilføje den udendørs lokalitet og varigheden. Her skal vi ud af koncertsalen for i stedet at tage på en campingtur i minusgrader i en norsk skov. Spændende.

Jeg kunne ikke forestille mig noget mere oplagt sted at befinde mig den pågældende lørdag aften.

Skoven kalder
Det var skumringstid, øjeblikket havde indfundet sig. Kulden havde allerede lagt sig over Oslo. Jeg mødte de øvrige deltagere, ironisk nok uden for Hotel Opera, og vi vidste, vi var på vej ud mod en ganske særlig oplevelse sammen. En fællesskabsfølelse var allerede opstået, da bussen og dens passagerer – musikere fra Aksiom Ensemble og publikum – satte i gang med kurs mod Himdalen. Med tanke på, hvad der ventede, døsede jeg hen i bussens varme, lige indtil en skarp og skurrende musik lød over samtaleanlægget og signalerede begyndelsen på aftenens rejse. Vi var i gang.

Det er svært at forklare alt, hvad der skete den nat

Det er svært at forklare alt, hvad der skete den nat. Det blev ret hurtigt meget koldt: De norske meteorologer berettede om 14 minusgrader. Som en stedsspecifik begivenhed (med skov, dal og stejle bakker, der skulle forceres for at nå frem til en sø og et fantastisk ly i form af en lejr med to prægtige bål) var dette en campingtur uden sin lige.

Ved ankomsten fik vi udleveret et kort over området med angivelser af forskellige fremførelser i løbet af natten. Aksiom Ensemble – der denne aften bestod af kontrabas, guitar, perkussion og harmonium – blev ledsaget af elektronik. For os deltagere var det, som om vi var på en slags usædvanlig skoleudflugt, men med tilskyndelse til at gøre, præcis hvad der passede os, som om der ikke forelå nogen regler. Musikerne, derimod, havde et stramt program med nøjagtige klokkeslæt og instruktioner, der skulle sikre, at de udfyldte deres rolle og bidrog til værkets helhedsindtryk.

Hvert øjeblik i dalen blev ledsaget af en særlig lydlig kulisse, lige fra pulserende rytmer over droner til perkussive satser. Først på aftenen hørte vi en matematisk kvantiseret elektronisk puls, der udviklede sig over tid med høj præcision og lynhurtigt skabte en kinæstetisk respons hos mig – også selvom jeg ikke havde været opmærksom på min lytning i det øjeblik. Jeg fnes ad det kvantiserede mønsters præcision, mens vi sad afslappet rundt om bålet. De to situationer virkede perfekt afstemt og sjove, om end det var lidt af en kontrast til den mørke, norske nat.

En sø af lyd
Elektroniske indtryk kunne hele tiden høres i baggrunden, mens vi faldt til i lejren og lavede burgere, spiste, drak Tuborg, fik varmen og snakkede sammen ved bålet. En stille, men elegisk fest var ved at finde sin begyndelse. Rundtom i dalen lød ekkoerne af lydlige eksperimenter fra stedsspecifikt opstillede højttalere, som pulserede gennem dalens rolige akustik. Mens vi vandrede rundt til de forskellige lydsteder, begyndte vi at tale om hvalsang, om at optage hvaler (på Hawaii) og andre af den slags naturlige lydlige fænomener. En blid, rituel stemning sænkede sig over hele begivenheden, som tiden skred frem.

Vi var nået frem til et andet sted. Et helt grundlæggende sted

Efter nogle timer brød ensemblet med det elektroniske lydtæppe. Først lød udholdte og udstrakte teksturer ved lejrbålet. Den harpiks, man bruger til at smøre strengeinstrumenter for at få dem til at lyde bedst muligt, stejlede dog i minusgraderne. Men denne tekniske udfordring blev løst ved at varme harpiksen op over bålet, med Knut Olaf Sunde som foregangsmand. På et tidspunkt tabte han harpiksen, men fiskede den frygtløst op af ilden (uden brandskader) og gjorde sit bedste for at hjælpe kontrabassisten frem til en ordentlig instrumentlyd i frostgraderne.

I løbet af natten faldt vi alle i søvn med jævne mellemrum. Jeg vågnede med et sæt, da en insisterende Sunde bød os at traske gennem dalen, klatre op ad en stejl bakke i novembermørket for at nå frem til højdepunktet af Aksiom Ensembles natlige optrædener. Musikerne befandt sig tre forskellige steder: To af dem (perkussionisten og kontrabassisten) stod langs vandkanten ved søen, mens den dristige guitarist var roet ud på en ø i midten af søen.

Med søvn i øjnene satte jeg mig ned på den frostklædte skovbund, så tæt på det klare, midnatsblå vand, som jeg turde. Månen badede os i sit klare lys. Musikken, der omgav os, var enkel, rituel og dyb. Fra perkussive chimes lød en ode til gagaku eller noget lignende rituelt. Natten var på sit højeste.

En fremførelse ved søen midt om natten. © Henrik Beck Kæmpe

Var det et rave? Var det et spaophold?
Hvad var det, der teknisk set blev sat i værk på dette usædvanlige koncertsted? Det handlede ikke kun om musikken. Vi var nået frem til et andet sted. Et helt grundlæggende sted.

Måske var det netop meningen: at skabe en opfattelse af tid, der føltes lige så udstrakt som tiden (og den radioaktive halveringstid) selv. Jo, fraværet af søvn, kulden, Tuborgene og fællesskabet rundt om bålet – en oldgammel samværsform – spillede alt sammen en rolle. En ‘fremmed’ tid var blevet født. Enkelt, men dybt.

Et musikalsk øjeblik af renhed, en tilbagevenden til lydens enkelhed

Hvis man et kort øjeblik glemmer samtidsmusikkens karakter af fortryllelse, hvor musikken ikke er låst fast til bestemte følelser eller æstetiske betydninger – hvor tonerne simpelthen bare fremtræder – er det befriende at møde en form for musik i novembermørket, hvor vi sigter efter det bedste i os selv. Et musikalsk øjeblik af renhed, en tilbagevenden til lydens enkelhed. Måske en musikalsk ode til den forurenede klode.

Da vi nåede tilbage til lejren, lagde vi os i vores soveposer rundt om bålene. Jeg hørte svagt vores koreograferede søvn-og-opvågnen-soundtrack, der fortsatte ind i de tidlige morgentimer. Og så, med ét, var der dagslys, og bussen var ankommet. En bekymret medcampist så mig vakle bedøvet op i bussen og udstyrede mig med en dampende kop sort kaffe. Venlighed. Varmen i bussen var af en anden verden, det samme gjaldt turen hjem gennem det frostdækkede landskab. Fortryllelsen blev brudt. Den slap sit tag i os og afleverede os tilbage til en søndag morgen i Oslos mennesketomme gader.

Dét at befinde sig ude i et landskab, under ekstreme vejrforhold, skærpede også mere end bare vores æstetiske sanser

På busturen hjem gav en af de medrejsende udtryk for en følelse af at have været til et rave natten lang. Jeg havde det tværtimod, som om jeg havde været på et spaophold. Vi kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad vi lige havde gennemlevet. Vi vidste, at det i hvert fald var noget.

Nattens oplevelser havde været et eksperiment med forskellige lag af forvandling: udstraktheden, søvnberøvelsen, lyttemåder beslægtet med indisk musikpraksis, hvor ragaer udvikler sig i løbet af flere timer. Dét at befinde sig ude i et landskab, under ekstreme vejrforhold, skærpede også mere end bare vores æstetiske sanser – vores kroppe blev i høj grad aktiveret. Knut Olaf Sundes udvikling af materialet skabte en subtil, men alligevel total involvering i auditive, kinæstetiske, miljømæssige, spirituelle og sociale miljøer. Hver enkelte deltager vendte hjem med hver sin unikke oplevelse af Himdalen. Jeg håber på en fortsættelse!

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.