Den dybe sommer og de åbne ører

Kazuhisa Uchihashi stod mellem rustne mejetærskere på Landbrugsmuseet, da han lod buen glide over pickuppen på sit hjemmelavede instrument. Ud væltede en lyd, der på én gang mindede om en grønthøster og et groovy, mekanisk uhyre. 

Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj

Under festivalens ti timer lange minimaraton for elektronisk musik blev maskinerne for alvor til medspillere: Richard Grimm og Patrik Herman forvandlede en 3D-printer til en stædig rytmemaskine, et brummende doom, der skiftevis lød som fremtidsteknologi og gammeldags tærskeværk. Jean-Philippe Gross modellerede i stedet lyden som et fysisk stof – lag på lag, indtil den eksploderede i salen som en sværm af nytårsraketter.

Den stærkeste oplevelse kom fra Augustė Vickunaitė, der gjorde lyden til et poetisk opgør med fortiden. Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj – en kropslig og sanselig konfrontation, hvor nostalgi og destruktion smeltede sammen.

Undergrunden taler

Tredive år efter at den sidste kulmine i Ostrava lukkede, åbnede biennalen Ostravské dny – Ostrava Days undergrunden igen. Passende nok fandt flere koncerter sted i Futureum, et tidligere kulværk og tipperum. Her blev Miroslav Tóths Nemiesta – Non-Places (2023) til en poetisk refleksion over tomme rum, en ufuldendt motorvej og et aldrig tændt atomkraftværk. Mivos Quartet fra New York spændte lyrisk sensibilitet op mod rå, industrielt farvede klange.

Åbningskoncerten viste fra første tone festivalens vilje til at lade de yngste stemmer træde frem side om side med de etablerede, hvilket naturligt resulterede i et niveau, der til tider var ujævnt. Theo Alexanders Auto-responsive Dream Denial Music (2025) tegnede et musikalsk labyrintværk, hvor strygerne sad adskilt bag skærme, bundet til hver deres båndoptager. Kun publikum havde adgang til helheden, et flimrende tableau af orgelklange fra hele Europa, syntetiske efterligninger og levende strygerstemmer. Fragmenterne foldede sig ud som en desorienterende drøm på kanten af opløsning. 

Bachs Goldbergvariationer gled ind som et spøgelse fra en fjern fortid

I Emma Nagys Refractions in My Dream (2023) blev tiden opløst, når akkordeon og saxofon lod tonerne forskyde sig én efter én. Musikken bevægede sig uden puls, i et flydende meditativt rum, hvor de mindste forandringer blev til langsomt voksende begivenheder.

James Laytons having never known the piano (2025) var både hyldest og opgør med klaverets tunge tradition. Tonerne blev trukket ud, foldet tilbage, gentaget gennem elektroniske filtre som erindringer, man ikke helt kan fastholde. Bachs Goldbergvariationer gled ind som et spøgelse fra en fjern fortid.

Fra askese til eksplosion

En hel aften på Ostrava Days var viet til automatiske og algoritmiske kompositioner: Ian Mikyskas Still, not still (2025) fremstod som et værk af asketisk enkelhed, hvor kvartettens klange balancerede i grænselandet mellem lyd og stilhed. Den stramme idé fik dog hurtigt karakter af øvelse snarere end musikalsk nødvendighed, og værket risikerede at forsvinde ind i sin egen minimalisme. Milan Guštars Kadence v C dur (2021/2025) fremstod derimod både som en ironisk kommentar og en alvorlig meditation over musikkens afslutning: en syv minutter lang strygerkadence.

Lejaren Hillers Sonata no. 3 for violin og klaver (1970-71) var hårdtslående, dissonant og kompromisløs: Conrad Harris’ violin skar sig frem med rå energi, mens Daan Vandewalles klaver lagde en mørk, ubarmhjertig rytmisk bund.

Nyligt afdøde Phill Niblock og Peter Ablinger – begge tæt forbundet med Ostrava Days – fik opført nye værker af Ensemble of Futurist Noise Intoners, på Luigi Russolos intonarumori. Disse trækasser med håndsving frembringer alt fra dybe brum til skurrende hvin og blev i sin tid skabt som futurismens opgør med den traditionelle musikæstetik.

Leóns sange vævede et levende polyrytmisk billede af Havana ind i kirkerummet

Modsat tidligere år var der kun få amerikanske musikere i Ostrava. Ostrava Days har nære bånd til New York, hvor festivallederen, Petr Kotík, bor. Og det var hans ide med en koncert med tre orkestre og tre dirigenter på samme scene i fire værker: Phill Niblocks Three Orchids (2002-03), Alvin Luciers Diamonds (1999), Petr Kotíks Variations for 3 Orchestras (2003-05) og Bernhard Langs GAME XXII (2025). Niblocks åbning i den tidligere industrihal Trojhalí Karolina var et massivt, vibrerende lydfelt: De tre orkestre holdt sig til hver sin tone, men med forskydninger i mikrotonale intervaller, så en strøm af overtoner, differenstoner og resonanser voksede frem. Lucier tegnede med glissandi og overtonespil. Kotík fik de tre orkestre til at tale sammen i en smukt kaotisk dialog. Til sidst forvandlede Lang med uforudsigelige forskydninger de tre orkestre til en gigantisk, levende loopmaskine. Det var en på alle måder vild aften!

I Katedrála Božského Spasitele udfoldede Klaus Langs cantita christinae IV – past-time (2021) sig mere asketisk, og Tania Leóns sange vævede et levende polyrytmisk billede af Havana ind i kirkerummet.  

Bagefter – på Klub Parník – fremførte New Yorkeren Thomas Buckner sammen med musikstuderende Treatise af Cornelius Cardew. Meget bedre end Roscoe Mitchells fiaskokoncert for nogle år siden på samme scene. Aftenen endte med hiphop og americana – unge klassiske musikere har tydeligvis en bred horisont.

Fra tåger til stilhed – samtidens musikalske panorama

Koncert efter koncert tegnede Ostrava Days et billede af samtidens musikalske spændvidde. Jeg glemmer aldrig, hvordan tre flygelhorn, tre tubaer og percussion skabte en dyb, næsten kropslig resonans i et værk af Petr Cígler. Og jeg vil huske, hvordan 24-årige Wei-Shiang Chang fik festivalorkesteret Ostravská banda til at hviske som tåger gennem en bjergdal i Taiwan. I sit værk om et fyrtårn lod Martin Klusák os mærke havets skiftende strømme.

Alex Minceks værk foldede sig ud som en filmisk meditation, hvor rytmiske celler hele tiden fandt nye konstellationer – som en mobil i uophørlig bevægelse. Og Robert Karpays Deep Summer Nocturne (2025) tog afsæt i Bartóks nattemusik, men endte i droner og melankolsk tyngde med ekkoer af Radioheads Kid A.

En dirigent fik hænderne bundet, mens klaveret foldede sig ud i gyseragtige temaer med klare tråde til Ligeti

Alene i den koncert stod det klart, at samtidsmusikken ikke bevæger sig i én retning, men udfolder sig som en rejse gennem klangens mange mulige landskaber. Flere af de unge komponister arbejdede med enkle processer og begrænsede parametre – som Tymon Zgorzelski, der omsatte sin fascination af astronomi til små rytmiske forskydninger og møder mellem klangfarver.

Panoramaet, som koncerten med seks uropførelser tegnede, viste, hvordan komponister i dag tænker musik: som naturens tåge, som erindringens mørke, som filmiske billeder (åh ja, Ostrava manglede ikke filmisk musik i år), som rytmisk konstruktion, som demokratisk samtale eller som strengt struktureret arkitektur. Også de teatralske koncepter havde plads: en dirigent fik hænderne bundet, mens klaveret foldede sig ud i gyseragtige temaer med klare tråde til Ligeti.

I Ostrava kunne man møde flere unge komponister, som det bliver spændende at følge. Szymon Golecs intense rejse ind i psykens lag med småbrøl fra fire saxofoner fra den canadiske saxofonkvartet Quasar var skøn. Og Pennsylvania-komponisten Matthew Huang Mailmans legende værk, hvor fascinationen af tog blev omsat til rumlen og skramlen. Det var både sanseligt og idérigt, og man kunne høre dampen fra saxofonerne. De canadiske saxofonister indledte i øvrigt koncerten med landsmanden Claude Viviers Pulau Dewata (1977) – en fabulerende hyldest til Bali.

For mig kulminerede festivalen i det nedlagte Hotel Palaces køkken

Dadaistisk urkraft og fransker droner

Christopher Butterfield slog benene væk under alle: Rank som en bedemand pustede han liv i Kurt Schwitters’ dadaistiske Ursonate (1923-32), der virkede forbløffende nutidig i vores gakkede TikTok-tid. Sammen med pianisten Daan Vandewalle lod han også Saties Socrate (1917-18) udfolde sin kølige skønhed med sjælden elegance.

For mig kulminerede festivalen i det nedlagte Hotel Palaces køkken, hvor cellisten Charles Curtis fremførte Éliane Radigues Naldjorlak. Ét langt strøg over strengene åbnede sig som et mikroskopisk univers – et langsomt skiftende felt af overtoner og vibrationer, hvor stilheden omkring musikken blev næsten lige så vigtig som lyden selv.

Ostrava, der i år markerede sin 13. biennale siden begyndelsen i 2001, bekræftede sin rolle som både laboratorium og mødested – et sted hvor nye idéer kan prøves af, og hvor selv den mindste tone kan åbne for nye måder at lytte på.

Ostrava Days, Ostrava, Tjekkiet, 21.-30. august 2025