Særligt ét værk fangede min opmærksomhed på sidste års PULSAR Festival i København. Det var et værk, som blev opført på Studiescenen umiddelbart efter festivalens åbningskoncert i Konservatoriets koncertsal. Værket Cells af Albert Laubel var en del af et program under temaet »Video, performance og spil«. Det var på Studiescenen, at jeg oplevede noget, som udfordrede mine forestillinger om, hvad en musikopførelse kan være, og hvordan forholdet mellem komponist, performere og publikum kan udfolde sig.
Publikum var færre end ved åbningskoncerten, og stemningen var samtidig mere løssluppen i det intime rum. Foran publikum stod en stol med en videospilskontroller på sædet, foran stolen sad et lille ensemble, og bag dem var der en storskærm, hvor titlen på værket var skrevet med versaler. Værkets begyndelse blev markeret ved, at komponisten Laubel stillede sig frem og inviterede frivillige fra publikum til at deltage i udførelsen af værket, hvorefter han forklarede spillets regler: Spillerne skulle styre en cellefigur gennem et psykedelisk landskab, samle mindre celler op og til slut nå frem til en større ægcelle. Lykkedes det ikke at opsamle nok celler, eller nåede man ikke frem til ægcellen i tide, så var spillet tabt, og man måtte starte forfra.
