2024: Kaos i ørerne

Andreo:

Jennifer, på årets Venedig Biennale var krig, flygtninge og ødelæggelse uundgåelige. Har biennalen nogensinde været så fyldt med lyd? Det var omfattende – jeg hørte smertefulde, ukendte lyde overalt. Selv Björk sejlede til Venedig for at give et hemmeligt DJ-sæt i et palazzo.

Alt det kaos føltes passende for et år, som har været et sandt annus horribilis. Kaldte kaotiske tider på kaotisk musik hos dig? 

Mit mest kaotiske musikalske øjeblik var dog måske i sidste uge i en vens lejlighed

Jennifer:

De verdensomspændende rædsler kombineret med en del ubehagelige omstændigheder i mit eget liv fremkaldte en årelang trang til sansemæssig udslettelse, som jeg for det meste tilfredsstillede med at Bratte på fuld kraft. Ikke så få kaotiske albums fik også tag i mig: Den islandske komponist Bára Gísladóttir og fløjtenisten Björg Brjánsdóttirs GROWL POWER (Smekkleysa), hvis titelnummer slutter med, at Brjánsdóttir fløjter og knurrer samtidig for fuld hals – en katarsisk oplevelse for både mennesker og hunde. Jeg var også grebet af de massive guitarkor på Joshua Chuquimia Cramptons album Estrella Por Estrella, selvom jeg var mere optaget af sidste års mere eklektiske Profundo Amor (Puro Fantasia Music). Alene eksistensen af den australske og vanvittigt alsidige violinist Jon Rose fylder mig med glæde, og jeg var henrykt for Band Width (Relative Pitch Records), et improvisationsalbum med bassisten Mark Dresser, der formår at være både energisk og dovent på én gang.

Selv i meget af den stille musik, jeg nød i 2024, var der en gemt vildskab: Albummet House of Gold (SOFA), et bandprojekt med Isaiah Ceccarelli, indeholder nummeret »Terre noire«, som begynder med lapidarisk tostemmig sang akkompagneret af synthesizer-orgler, og finder så, ud af det blå, tilfældigt en rytme. Det er min yndlingspassage i 2024. Mit mest kaotiske musikalske øjeblik var dog måske i sidste uge i en vens lejlighed, da én vovede at sætte en vinyl på med Conlon Nancarrows pianostudier – det er utroligt, at vi overhovedet fik afsluttet en tanke med de vilde karnevalstoner i baggrunden.

Ændrede dine lyttevaner sig i år (noget man ideelt set kan vurdere uden Spotifys stærke arme)?

Andreo:

Elektronisk musik, både fra fortiden og den samtidige, har optaget mine tanker på det seneste. Jeg var stolt af en miniserie, som Seismograf, det polske magasin Glissando og det tyske Positionen udgav i december i anledning af, at den danske elektroniske komponist Else Marie Pade ville være fyldt 100 år. Vi pegede også på østeuropæiske kvindelige pionerer og diskuterede, hvad en kanon egentlig betyder i dag.

Hvilken elektronisk musik fangede din opmærksomhed i år?

Det er mere end tyrkisk psychedelia – det er lyden af en stor, rumlende verden

Jennifer:

Jeg var så glad for at se det samarbejde. Jeg kunne især godt lide Sunes skarpe dissektion af narrativet om Pade – det kræver en engageret insider. Nogen fortalte mig for nylig, at festivalsamarbejder er fremtiden – og måske også sam­arbejder mellem magasiner; lad os krydse fingre.

Elektronisk: Jeg har fulgt musikeren Elvin Brandhi, som jeg først hørte på Borealis Festival i Bergen i Norge, og jeg blev glad for at opdage Pollution Opera (Danse Noire) i marts – et samarbejde mellem Brandhi og musikeren Nadah El Shazly, der sammenfletter feltoptagelser fra et ugandisk residency og El Shazlys hjemlige Egypten med udbrud af støj og sang. Et andet højdepunkt var Carmen Villains EP Nutrition (Smalltown Supersound), som tilfører hendes lo-fi-nocturne-agtige musik en vanedannende undertone af dubstep.

Live var jeg meget betaget af Jessica Ekomanes koncert på OnlyConnect Oslo i foråret. Hun har en skarp sans for flow og struktur, og rammerne i Majorstuen kirke kunne ikke have været bedre for de lyttere, der klogt lagde sig på gulvet og lod lyden synkronisere med loftet, der viste sig at være malet som et barns vision af himlen – frit tegnede stjerner svævende i blå pletter.

Andreo:

Ja, Ekomane var som meget langsom techno lavet af fint støv. På samme festival hørte jeg den nyligt afdøde amerikansk-tyske komponist og billedkunstner Gloria Coates' Symfoni nr. 1 – Music on Open Strings (1972) – wow, så mange friktioner og indre dramaer udtrykt i stille og mikrotonale udbrud. Vi havde arrangeret et interview med Coates i München, men hun døde desværre kort før.

Jennifer:

Coates fortæller i dette interview fra 2008, hvordan hendes eksperimenter med elektronik i 1970’erne lærte hende bedre at opfatte mikrotoner, hvilket, mente hun, inspirerede hendes tilgang til orkesterværker som Music on Open Strings. Jeg elskede, hvordan orkestret vendte tilbage til normal stemning i anden halvdel – en progression af tektoniske ryk – og den grusede tåge af hele ensemblet, der spillede på de dybere strenge i den afsluttende sats.

Andreo:

Verden bliver nok stadig mere elektronisk, men nogle går den modsatte vej. Pianisten og komponisten Simon Toldam spiller ofte på elektriske keyboards, men på Fem Små Stykker Med Tid – musikken kan findes på en helt gennemsigtig og smuk vinyl – bruger han kun et akustisk klaver. Lydene bevæger sig så uendeligt langsomt. Et andet fantastisk klaveralbum, der stoppede tiden for mig – eller udfoldede forskellige aspekter af tid – var Kristoffer Hyldigs Olivier Messiaen: Vingt regards sur l’enfant-Jesus (OUR Recordings). Så mange Aarhus-bands dyrker denne meditativt-skønhedssøgende musik, såsom pianist Lars Fiils nye New Ground (Fiil Free Records). Et andet smukt eksempel er Aarhus-fødte Jakob Bro og hans New York-venners Taking Turns (ECM). 

Søger vi alle flere pauser i vores flimrende liv?

Jennifer:

Jeg kan kun tale for mig selv og sige, at jeg generelt har været på jagt efter fokus, men mest af alt forsøger jeg at finde det fokus gennem glæde frem for at tvinge mig selv ud af distraktion. Jeg tror, at tiden er inde til at elske det, vi laver, i et system, der er ved at disintegrere. Det er alt for nemt for mig at gå ned over mine egne kreative fejltagelser som performer, men så går jeg nogle gange til en koncert, der minder mig om, hvad dårligt virkelig er, og så indser jeg, at jeg måske ikke er så slem alligevel. Dette er en virkelig motiverende form for skadefryd. Men jeg tror, at det virkelige spørgsmål om, hvorvidt det er værd at fortsætte, er mindre, hvordan du opfatter kvaliteten af dit arbejde, og mere om du kan lide at lave det.

Hvilke andre discipliner eller medier har du nydt i år? Har nogen af dine musikalske oplevelser ført dig mod noget, du måske ellers ikke ville have stødt på?

Andreo:

Jeg hørte en tenor synge i bjergene på Bergen Festspillene. Lydene fordampede i luften, fordi opera ikke er lavet til at blive sunget i så høj en højde.

Højdepunktet på Spor Festival i Aarhus var for mig Kaj Duncan David, der spillede sit værk Only birds know how to call the sun and they do it every morning. Den Berlin-baserede komponist, som interesserer sig for bevidsthed og kunstig intelligens, siger om sit album: »Det lille barn er stadig åbent og ser verden som vidunderlig. Det ville jeg fejre.« Disse 11 sange åndede!

Jeg hørte lignende skrøbeligheder blandet med en post-apokalyptisk atmosfære på Dialects album Atlas Of Green (RVNG Intl.). Og Mohammad Syfkhan gjorde min verden større med I Am Kurdish (Nyahh), hvor også den irske saxofonist Cathal Roche medvirker. Det er mere end tyrkisk psychedelia – det er lyden af en stor, rumlende verden.

Jeg elskede også blandingen af Hildegard von Bingen og ukrainsk folkemusik i det ukrainske projekt Гільдеґарда (Hildegard) af komponisten og musikeren Heinali og fløjtenisten og sangeren Yasia Saienko på Unsound Festival i Kraków. Jeg har fulgt Heinali siden hans performance i et beskyttelsesrum i 2022. 

De smukt brutale ekkoer af folkemusik på Sealionwomans album Nothing Will Grow In The Soil (The state51 Conspiracy) lover ligeledes en stor oplevelse på Berghain i Berlin i januar.

Jennifer, fortæl mig, er Brat stadig stort i New York?

Jennifer:

Selvom jeg flyttede tilbage til New York i september og gik glip af sommerbølgen, havde jeg alligevel en bratty sommer på min egen måde. Jeg boede i Sverige på det tidspunkt, og Charli XCX nævner at være i Stockholm for at besøge en ven på »I think about it all the time« – jeg var i Malmö, men hvis man kniber øjnene sammen og fuldstændig glemmer, hvor man er, er det vel det samme? De sidste to år har jeg også levet meget internationalt, og mange af teksterne handler om det flygtige ved celebrity-livet – ikke at det var berømmelse, der motiverede mine rejser overhovedet – men nogle gange var jeg på vej til CPH (Københavns lufthavn) med »Apple« (»to the airport«) i ørerne, og andre gange var jeg i CDG (Charles de Gaulle) og spekulerede på, om jeg var i terminalen, hvor musikvideoen til Von Dutch blev optaget. Dette er blot nogle af de irriterende sandheder om mit nylige liv, som jeg har skiltet med over for mine med-amerikanere, make no mistake.

Torvund er den dygtigste arkitekt af musikalsk glæde, jeg kender

Det ville dog have været sjovt at være tættere på et Charli-epicenter, bare fordi en bevægelse som denne omkring et album med reel street cred ikke sker så ofte. Jeg har en tendens til at være svært allergisk over for tidsånden, og jeg er glad for at have overvundet mig selv på vegne af dette fænomen, der i sidste ende bragte mig tilbage til pop.

Fandt du noget musik, der hjalp dig med at høre en genre med nye ører?

Andreo:

Jeg havde en sådan desorienterende oplevelse med den norske komponist Kristine Tjøgersens storslåede orkesterværk Pelagic Dreamscape, som er fuld af kriblende insekter og iltbobler. Jeg nød også, hvordan tromboner, fugle og elektronik danner et orkester til fremtiden i Rafael Torals Spectral Evolution (Moikai), og hvordan Radical Polish Ansambl bringer gamle traditioner ind i fremtiden på Nierozpoznana wieś. Og hvordan Warsaw Village Band skaber lokkende trance på Sploty.

Et af årets modigste album var Ex-Easter Island Heads Norther (Rocket Recordings). Post-minimalismen lever videre. Jeg synes også, det er fascinerende, hvad den Los Angeles-baserede musiker Tashi Wada gør på What Is Not Strange? (RVNG Intl.) – skaber musik ved hjælp af et 1700-tals stemmesystem udviklet af musikteoretikeren Jean-Philippe Rameau.

Hvad med et af årets andre trendord – immersive oplevelser?

Når et par tusinde mennesker klapper med tykke vanter i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno

Jennifer:

Jeg har været særligt interesseret i det immersive, der fungerer som en form for tilgængelighed i performances, som ikke ophøjer et enkelt synspunkt, så lytteren kan stå, sidde, ligge, bevæge sig rundt og opleve forestillingen, som de vil. Post-pandemiens æra inden for live-musik har dyrket en fantasi, hvor nogle af de tilgængelighedsforanstaltninger, der blev pålagt under de globale lockdowns, kun var eksklusive for 2020, men ren luft, livestreams, alt tekst og flere siddearrangementer, blandt andre foranstaltninger, vil kun blive vigtigere, efterhånden som konsekvenserne af Covid-normaliseringen fortsætter med at trække spor.

Når det er sagt, fandt musik med et immersivt aspekt sin højeste eksponent for mig i år i Øyvind Torvunds Symfoni for Grieghallen, præsenteret på dette års Festspillene i Bergen, Norge. Torvund er den dygtigste arkitekt af musikalsk glæde, jeg kender, hvilket denne opførelse atter beviste. Bergen Filharmoniske Orkesters sektioner blev fordelt i forskellige rum i Grieghallen – strygere i foyeren, messingblæsere i auditoriet, slagtøj ved en trappe og så videre – og publikum kunne vandre rundt i rummet og bygge en collage af symfonien alt efter, hvor de valgte at gå. Jeg har sjældent set folk være så glade i en koncertsal, og hvordan kunne man ikke være det, når man fulgte musikken gennem tomme auditoriegange eller omkring banketborde eller op og ned ad trapper for at høre musikken på ny afhængigt af, hvor man var, og hvilke instrumenter man var tæt på. Det var en langt forbedret opsætning i forhold til dens forgænger, Symfoni for Kunstnernes Hus, som jeg så i det eponyme galleri i Oslo i 2022 og godt kunne lide, men Grieghallen var et langt mere egnet rum, både mere passende og åbenlyst bedre bygget til lyd. Vi legede, både musikerne og publikum.

Andreo:

For mig viste Bach sig også at være stærkt immersiv: J. S. Bach: Six Suites for Cello Solo af Henrik Dam Thomsen (OUR Recordings) gik under huden på mig. Og hvis Bachs musik var hellig geometri, er Thomas Agerfeldt Olesens Piano Works (Dacapo Records) sanselig geometri for to hænder på et klaver. På dette meget gamle instrument føles lydene så vitale. Og pludselig begynder pianisten Rolf Hind at tale hen over musikken. 

Hvad var din vildeste oplevelse med lyd i år?

Jeg kunne ikke fatte, hvordan han fik yogabold-sækkepiben til at udsende disse klagende lyde

Jennifer:

Den udmærkelse går nemt til en performance, jeg var heldig at opleve på Geneves Archipel Festival med musikerne Arthur Chambry, Ragnhild May og Lukas de Clerck, som præsenterede sammenhængende solosæt forenet af luftens pragt. Det vil sige: May gik rundt i rummet og forbandt præparerede blokfløjter via slanger til en anordning, der pumpede luft ind i instrumenterne, hvilket over mange minutter skabte et hylende drone-kor, der invaderede hver eneste pore. Hun selv fremstod urokkelig, hendes udtryk var upåvirket gennem en lang, metodisk proces med at træde over, og lejlighedsvis på, de fnisende publikummer, hvis kroppe blokerede hendes vej til den næste blokfløjte.

Jeg tænker ofte på Chambrys performance, da det er blandt de mest utrolige opførelser, jeg har set i lang tid på grund af dens mærkværdighed og musikalitet. Han begyndte med at puste en yogabold op, som han til sidst spændte fast på ryggen, og som var udstyret med to rør ved hver hånd, som udsendte droner, og som han justerede for at manipulere tonehøjden. Jeg kunne ikke fatte, hvordan han fik yogabold-sækkepiben til at udsende disse klagende lyde, denne skrøbelige skabelse, der ved første øjekast ikke burde have været i stand til andet end at kollapse hvert øjeblik – og så kom hans engagerede, endda desperate vokale præstation oveni, denne skærende chant, en sang, som varslede verdens ende.

Andreo:

Yoga-bold-sækkepiber til verdens ende! Cool.

Jennifer:

Ja, det var helt vanvittigt. Og så pustede de Clerck en hoppeborg op, som også var blevet forhekset til at producere droner, og de tre musikere samarbejdede om at skabe en performance, der uden tvivl var det vildeste øjeblik i hoppeborgens liv. 

Øverst på min liste over New York-oplevelser, siden jeg flyttede tilbage i september, var to performances på Brooklyn-stedet Cutelab. Den første var med Levi Lu og inkluderede brugen af en bærbar computer som et instrument – han strøg buer hen over dens metalsider og rystede tastaturet – og til sidst gik Lu i gang med at manipulere en fly controller, båret som en dildo. Det var et vanvittigt sammenstød af krop, lyd og selvundersøgelse, som fik alle til at grine.

Den anden performance var med duoen elekhlehka, hvis koncert trak på gong-traditioner fra Sydøstasien. Det var en imponerende glidende sammensmeltning af live-kodning, elektronik og publikumsaktivering – på et tidspunkt fik vi alle udleveret hjemmelavede gong’er til at slå på i vores eget tempo – der reflekterede over en kompleks historie.

Jeg var også meget imponeret over en performance på Blank Forms med violinist og komponist Keir GoGwilt og komponist og musiker Celeste Oram, som mildnede en ellers stormfuld dag med varme, letfodede sange, leveret dygtigt og med klarhed.

Din tur – er der nogen performances i 2024, der har bidt sig fast?

Jeg fik lyst til at halvskrige og lave kliklyde tilbage til den spinkle amerikaner

Andreo:

Det lyder sjovt. Humor er vigtigt. På et teater i København talte den 81-årige vokalist og komponist Meredith Monk om vores komplekse verden – inklusive de krige, vi ikke hører om, selvom de larmer. Med sin vejrtrækning og abstrakte vokal efterlignede Monk verdens mindste dyr, mens hun bevægede sig med lethed som en japansk kabuki-danser. Det var sjovt! Så typisk for Monk at holde mikrofonen for alle levende væsener i stedet for at ignorere dem. Og det føltes, som om lydene kom både fra fortiden og fra fremtiden på én gang. Jeg kan godt lide, hvordan hun kigger på verden og dens lyde med en lup og omdanner dem – næsten én til én – til sang. Jeg fik lyst til at halvskrige og lave kliklyde tilbage til den spinkle amerikaner.

Verdens ældste instrument – ​​den menneskelige stemme – kan stadig udtrykke historier og stemninger, der trodser sprogets logik. Det gør vokalist Randi Pontoppidan tydeligt på albummet Hippo Road (Time Span Records) med Thomas Agergaard (sax) og Greg Cohen (bas). Og den meget gamle kunstform opera kan stadig rystes, som Simon Steen-Andersen viste os med Don Juan’s Inferno.

Men min vildeste oplevelse var festivalen Barents Spektakel i Kirkenes – kun et stenkast fra grænsen til Rusland og Finland. Når et par tusinde mennesker klapper med tykke vanter i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno. I Kirkenes har de en bivak, et par kirker og en kulturfestival. De er forberedte, hvis det værste skulle ske.

Jennifer:

Barents Spektakel lyder som en utrolig festival, som jeg antager har få eller ingen paralleller. Jeg er også helt enig i værdien af humor, eller i det mindste en sund lethed. Det er godt at blinke et par gange om dagen og huske på, at musik er absurd. Jeg har et minde fra dette års NyKlang-program på Klang Festival, hvor studerende fra MGK (Musikalsk Grundkursus Hovedstaden) havde iscenesat livlige gruppeperformances rundt omkring i de store rum i Musikhuset København. Jeg stod i kø i et stykke tid for at høre et projekt, der var i et rum, som lå helt nede ad en lang gang; med en vis nervøsitet, da vi tidligere havde hørt nogen skrige, og vi havde endnu ikke fundet ud af hvorfor. Da det blev min tur, blev jeg ført til et stort rum, hvor der kun var én sanger, som udstrålede den perfekte holdning og naive professionalisme som en korsanger, der viste mig hen til en stol i midten af rummet. Han tog et lille papir med sin node og sang en smuk sang på omkring et minut, og da han var færdig, satte han noderne i en makulator og sagde, lidt undskyldende: »Du er den eneste, der nogensinde vil høre det.« Det er skæbnen for meget samtidsmusik – der er klart noget at skrige over.

Hey, drone-musik bliver aldrig gammel eller træt

Andreo:

Alle klappede, da den franske fløjtenist Emmanuel Pahud modtog Sonningprisen og spillede Carl Nielsen over hele Danmark. Den danske komponist Rune Glerup modtog Nordisk Råds Musikpris for sit værk About Light and Lightness, og få dage senere ved de Nordiske Musikdage i Glasgow delte han nogle interessante refleksioner over, hvad det nordiske egentlig er. »Musik er bare musik, uanset hvor musikken kommer fra,« sagde han.

Denne nordiske lyd er også blevet kaldt The Northern Silence. Er det virkelig det? Du arbejder mellem Skandinavien og USA – er alt ikke udvisket i dag?

Jennifer:

Det er er par temaer, jeg tænker på, når vi taler om ny nordisk musik: det legende, eklekticisme, populærmusik-påvirket tonalitet, alvoren og rummeligheden, som jeg ofte hører i musikken selv, og også de infrastrukturelle foranstaltninger, offentlige finansieringssystemer og fladere socioøkonomiske og kulturelle hierarkier, der gør det muligt for kunstnere at leve og arbejde på måder, der normalt ikke er mulige uden mange penge. Jeg er dybt interesseret i, hvad disse privilegier giver folk mulighed for at drømme om, og jeg er taknemmelig for at have haft gavn af at bo steder, hvor kunsten betyder så meget. Jeg er også meget mere taknemmelig end nogensinde før for alt det, der bliver gjort under større begrænsninger.

Hvilke nordiske udgivelser eller performances har ramt dig mest i 2024?

Andreo:

Jeg lytter stadig til bratschspilleren Pauline Hogstrands Áhkká (Warm Winters Ltd.) fra sidste år (hey, drone-musik bliver aldrig gammel eller træt) og opdager hele tiden nye dynamikker. Sanserne blev også udvidet i Siemens Composer Prize-vinderen Bára Gísladóttirs Orchestral Works (Dacapo Records) med Island Symfoniorkester. »Man kan nærmest mærke nervegassen sive ind i lungerne med fløjternes trille. Oboerne tuder, og koldsveden buldrer. Velkommen til Jordens brændende kerne,« skrev Seismografs Jakob Gustav Winckler.

Min fløjte-optimisme har været stor de sidste mange år

Jennifer:

Gísladóttirs imponerende værker skræmte mig til en grad, jeg ikke troede var muligt bare ved at afspille noget på mine laptop-højttalere, så jeg kan kun håbe, at et orkester opfører dem i New York en gang og skræmmer mig ordentligt. Jeg vil tilføje til din liste Kristine Tjøgersens Between Trees (Aurora Records), som fremkaldte en helt anden reaktion i mig – uforbeholden glæde – men som ikke er uden relation til Gísladóttir-pladen i sin mission om at grave nye livsformer frem fra akustiske instrumenter.

Andreo:

En af de store overraskelser sidste november var, at rapperen, skuespilleren og OutKast-musikeren André 3000 begyndte at spille fløjte. Kan det blive mere absurd?

Jennifer:

Min fløjte-optimisme har været stor de sidste mange år, inspireret af Claire Chases Density 2036-projekt, som fik mig til at tænke, at instrumentet kunne være fremtiden, og respekt for Hr. 3000, hvis han vil være en del af det. Seriøst, jeg forestiller mig, at det kan være svært at prøve nye ting som kunstner af den kaliber, så jeg kan kun applaudere hans indsats for at gøre det, som ingen havde forventet, og som nogle endda måske vil se som et fejltrin. I værste fald er det en EWI-bevidsthedsbevægelse [Electronic Wind Instrument].

Har en anden musiker overrasket dig på samme måde for nylig?

Andreo:

Ikke så radikalt, men den danske bratschspiller, sanger og producer Astrid Sonne lavede en meget vigtig erklæring med sit album Great Doubt. Rasmus Weirup skrev, at Sonnes bratsch lyder med en så kraftfuld tilstedeværelse, at den nærmest lyder som en dybt kompleks levende organisme, der ånder, føler og bevæger sig dramatisk gennem albummets ni sange.«

Lad os have mere techno-romantik. Lad os danse

Jennifer:

Det kan jeg følge, og jeg glæder mig til at se Sonne live, når hun kommer til New York i marts. Jeg har været på sporet af hende siden 2021-albumet outside of your lifetime, fordi den del af mig, der blev opdraget af Suzuki-metoden, tilsyneladende stadig er klar til at klikke på et elektronisk musiktrack kaldet »Moderato«.

Andreo:

I fremtiden burde vi have flere fløjtenister, Suzuki-spillere og kunstnere som sanger-sangskriveren Sufjan Stevens, der tør arbejde med klassiske orkestre, og flere komponister, der går på scenen for at synge eller bare tager chancer. Den nye københavnske Minu Festival viste igen, hvor langt vi kan gå med musik. Og Jennifer, før jeg går, vil jeg bede dig lytte til de majestætiske hyperpop-lignende synthesizer-grooves på NEKO3's helt nye indspilning af Alexander Schuberts Angel Death Traps (Don’t Look Back Records) – det er en sangcyklus, der undersøger det digitale og det menneskelige.

Lad os have mere techno-romantik. Lad os danse.

Jennifer:

Ja, jeg synes, at vores nuværende musikalske moment er ekstremt parat for folk, der vælter ud af deres vanlige stier, så folkens, just go for it. Og jeg støtter din opfordring til at danse – nu, mere end nogensinde!