© David Stjernholm
kritik

Alle uhyrer forsvinder i mørket

Mads Emil Dreyers debutalbum, »Disappearer«, er en mesterlig opvisning i ydmygt angreb. Bag musikkens lette, lokkende ydre gemmer sig et besættende mørke, som fortærer lytteren, næsten uden man opdager det. 

Af
  • Sune Anderberg
29. Februar 2024

Da jeg begyndte at skrive om ny musik i begyndelsen af 10’erne, var det stadig tabu: det lette, det umiddelbare. Akkorder, simpelthen. Særligt dur var slem. Det var dengang, hvor Niels Rønsholdt var en oprører, fordi han insisterede på følsomhed i sine værker, der ofte dansede omkring en åben, bedragerisk inviterende mol. Det var for tonalt til de mest kræsne, der stadig insisterede på tysk kompleksitet og alvor.

Men poptimismen formåede langsomt at gennembore de tykke mure til også dette musikmiljø. Værker kunne pludselig være sjove, lokkede Simon Steen-Andersen med sindrige spilopper, og en kold novemberaften i 2015 sad jeg i en lille by i Holland og så Niels Rønsholdt hælde mælk ud over sin nøgne overkrop på et stort videolærred, mens et kor opførte hans Songs of Doubt. Det var ren Take That. Farvel, fine fornemmelser.

Alligevel er der noget ret særligt ved den ti år yngre Mads Emil Dreyer, som i begyndelsen af februar udgav sit debutalbum, Disappearer, på Dacapo Records. Hvor Rønsholdt var, og er, ekstremt udadvendt i sin følsomhed, vender Dreyer det hele indad. Selvom de med deres åbenhed over for det enkle og endda poppet velklingende befinder sig så tæt på hinanden, inkarnerer de alligevel to helt forskellige kunstneriske temperamenter.