På Færøerne er opera en nutidig kunstform og en intenst national en af slagsen – mere uadskilleligt forbundet med idéer om nationalitet end noget, der sker lige nu på La Scala. Det kan man utvetydigt skrive, når der kun er to færøske operaer at diskutere.
Den anden af dem er netop blevet født. Regin smiður ankom midt under den dybe sne i Klaksvík i de sidste dage af 2024. Dens forgænger, også komponeret af Sunleif Rasmussen, stammer fra 2006. Í Óðamangarður var en adaptering af en novelle af nationens store digter, William Heinesen. En kritiker udsendt til Nordatlanten for at anmelde den hele vejen fra The Times i London kaldte operaen for »et værk af hjemsøgelsesværdig originalitet og skønhed«.
To årtier senere står musik side om side med strikvarer og vandfald-røgelsesholdere som en af Færøernes mest anerkendte handelsvarer. Eivørs stemme breder sig til film- og spil-soundtracks, og Rasmussens partiturer bliver spillet af BBC-orkestre. Også nyt – meget nyt – er Varpið, Færøernes svar på Reykjavíks Harpa: en hybrid af et prosceniumteater og en skotøjsæske-koncerthal, hvis metalboks-arkitektur læner sig i en vinkel over Klaksvíks hovedgade, som en satellit nedfaldet fra rummet.
