I de senere år har Lisa Streich frem for alt haft succes i det tysktalende Europa. Når hun nu bliver hædret med den vigtigste festival for en individuel svensk komponist, Weekendfestivalen i Stockholm, føles det som et bevis på den anerkendelse, hun har fået i udlandet. Musikken er bygget ud fra nogle grundtanker, der raffineres, og direkte under den første orkesterkoncert med Stockholmsfilharmonikerne, det vil sige husorkestret og arrangøren, blev det tydeligt, hvordan visse tankegange vender tilbage og udvikler sig.
I Segel er orkestret opdelt i sektioner – strygere, blæser og percussion, hvor sidstnævnte betoner rytmen. De tætte, diffuse, akkorder er svage, men gentages; der er en klar struktur, man får tid til at lytte til de finmaskede strukturer. Flügel er mere figurativ med arpeggioer og korte skalaer – noget der går igen i andre stykker – men også her tænkes der i afsnit. Det er ikke repetitivt, men motiverne gentages. Ishjärta til gengæld minder en del om Flügel med de stramme, hviskende akkorder sidestillet med gentagne skalaer og arpeggioer og en hamrende puls. Mod slutningen bliver det hele til et langt udtrukket melodisk omrids.
Musikken føles som en lang vejrtrækning
Man forstår, hvorfor den svenske komponist Lisa Streich er så efterspurgt. Hendes musik lyder som kun hendes, og det er ikke en lille bedrift.